Vi befinder os i noget af det mest bakkede, det ellers så flade Danmark kan præstere. Steen Piper kommer ud og tager imod, vel vidende at det kan være svært for fremmede at finde den rigtige indgang i det 400 kvadratmeter store hus, han for nylig har slået sig ned i sammen med sit livsværk: forlaget Hovedland. Huset er i flere plan og ligger på en kuperet grund i den lille by Gjern tæt på Silkeborg. Det var også på de kanter, Asger Jorn huserede, og ifølge Steen Piper deler de to den samme negative holdning til den herskende kulturklasse og københavneriet.
LÆS OGSÅ: Kritik: Det er københavneri
Så er temaet ligesom slået fast, og det virker pludselig helt selvfølgeligt, at det er netop her midt i det bakkede og naturskønne Østjylland, Hovedland ligger. For træder man ned i kælderetagen i det store hus, er væggene domineret af stigereoler med bøger, der for en stor dels vedkommende er skrevet af forfattere, der på en eller anden måde signalerer provins eller opposition til det etablerede. Mindst ét eksemplar af hver af Hovedlands udgivelser siden begyndelsen i 1983 står her. Præcist hvor mange bøger der er tale om, ved Steen Piper ikke, men han skyder på mellem 600 og 800.
Siden min ungdom har jeg følt, at der har været for meget københavneri i Danmark. Selvom Danmark er et lille land, som på mange måder er meget homogent, så er der alligevel et åndsaristokratisk hovmod med udgangspunkt i København, som man mærker, når man er født uden for hovedstaden, siger Steen Piper, der blandt andet i forbindelse med Hovedlands 10-års jubilæum udgav bogen Den centrale periferi, der argumenterer for, at al fornyelse kommer fra steder uden for København.
Huset i Gjern er stadig under renovering, og stueetagen står indtil videre tom. Her flytter Steen Piper og hans russiske kone, Svetlana Makarenko, snart ind. Dermed slutter en æra for forlagsdirektøren og for Hovedland, som altid har haft sit udgangspunkt i Jyllands hovedstad, Aarhus.
Det hele begyndte i et nedlagt møntvaskeri i Ny Munkegade i Aarhus midtby i begyndelsen af 1980erne. Steen Piper havde netop forladt sit job som gymnasielærer i Esbjerg og kom til Aarhus uden at have noget arbejde. Han var træt af den konservative embedsmandskultur, der herskede i gymnasiet, og var med egne ord ikke god til at indordne sig efter andres regler.
Han havde på et tidspunkt tænkt, at kunne man ikke blive andet, så kunne man altid blive forlægger, men det var alligevel lidt af en tilfældighed, at det endte sådan. I Aarhus mødte han to gamle SF-venner, der havde startet et trykkeri i det nedlagte møntvaskeri. Samtidig var han kommet i kontakt med nogle mennesker, der var en del af landbrugets oprørsbevægelse LR80, nogle miljøforkæmpere, økologiske landmænd og et par forfattere, heriblandt Knud Sørensen fra Mors.
Tilsammen stiftede de Jysk Folkeforening, hvis erklærede mål var at starte et magasin eller et månedsblad. Hovedlandsbladet skulle magasinet hedde, men det blev dog aldrig til noget. Det gjorde så til gengæld forlaget Hovedland, der i 1983 kom med sin første udgivelse, Aakjær digter og bonde , der var en samling af Aakjærs digte, taler og fortællinger.
For mig er det meget et spørgsmål om, at folkeligheden får en chance, og det er i den forbindelse Hovedlands ambition at pege på, at centrene er tomme, og at fornyelsen sker fra periferien. I Danmark har hovedstaden og de såkaldte kreative klasser domineret i flere hundrede år, og det har skævvredet landet. Derfor er det vores ambition at være en respektløs og væsentlig udbyder af informationer og litterære værdier, samt kvalificeret underholdning, af fornyelser andre steder fra, siger Steen Piper.
Det betyder blandt andet, at Hovedland har udgivet bøger om sundhed og sygdom hvor alternative behandlingsformer er i fokus, bøger om økonomi, der handler om andet end vækst, og om bæredygtighed og tradition.
Dertil kommer oversættelser og en lang række skønlitterære bøger, hvor udgangspunktet er periferien. Et aktuelt eksempel er Knud Simonsens bøger om brunkullejerne og tørvemoser. Men Hovedland er også en blandet landhandel med oversættelser, fagbøger, debatbøger, satire og bøger med kristent indhold.
Litteraturen er meget centreret om sig selv i Danmark, og dermed afskærer den efter min mening sig selv fra det brede publikum. På Hovedland prøver vi at gå den modsatte vej ved eksempelvis at finde samtidsromaner, som har et traditionalistisk præg. Vi oplever, at der er en stor læserskare til den slags bøger i Danmark, siger Steen Piper.
Forlagets største kommercielle succes kom omkring 2000, hvor de udgav Anne Larsens bøger om fedtfattig kost. Før og siden er det gået op og ned, men Steen Piper lader forstå, at det ikke er nogen tilfældighed, at han og forlaget er flyttet til Gjern, hvor huslejen er betydelig billigere end i Aarhus. Det er ikke blevet lettere at sælge bøger i Danmark, og Hovedland er ikke gået ram forbi.
Det er blevet sværere og sværere at tackle den litterære offentlighed. Dels er boghandlerne svækket meget betydeligt de seneste 10 år, dels er det blevet sværere at få pressen til at anmelde og omtale bøger. Den monopolisering, der er sket i pressen, har bidraget til at ensrette kulturstoffet, siger Steen Piper og tilføjer, at den landsdækkende presse først og fremmest interesserer sig for de bøger, der kommer fra de store forlag i København, og at de lokale aviser stort set er holdt op med at bringe litteraturanmeldelser.
Nu er der så også sket det, at Jyllands-Posten er gået fra at være en avis, der kunne give et modspil til kulturradikalismen og hovedstadsdominansen, til at være en del af det, mener Steen Piper.
På trods af sin mangeårige indsats for at give provinsen stemme kan han ikke få øje på, at der er sket forbedringer siden Hovedlands start i midten af 1980erne.
Der er stadigvæk et københavneri uden lige i litteratur- og kulturlivet. Et af de allerbedste eksempler er kommet lige for nylig, hvor regeringen har meddelt, at den ikke har råd til at støtte Fregatten Jylland, siger Steen Piper, der fortsat føler en stor forpligtelse til at holde provinsens fane højt.
Det er ikke kun en forpligtelse, det er en irritation, der går helt ned i hårrødderne. Jeg føler mig lidt beslægtet med Mads Andersen Skjern fra Matador, og at kulturlivet i Danmark så er Damernes Magasin. Hovedland er måske det eneste forlag herhjemme, der har en anden udkantsforståelse end den gængse og dyrker en anden kulturpolitisk dagsorden.
Steen Piper kalder sit arbejde et kald, vel vidende at det er et stort ord. For store ord er gode at bruge, når vi taler om det, der betyder noget, mener han.
Hvis ikke der er mening i det, man laver, når man har så omfattende et arbejdsliv som mit, et arbejdsliv, der også er tæt vævet ind i mit liv i øvrigt, og som samtidig ikke giver det store økonomiske udbytte, så er det absurd. Så jo, Hovedland er mit kald, siger Steen Piper.
Han kan dog have svært ved at få øje på, at han har rokket ved ret meget i de mere end 25 år, han har drevet sin jyske forlagsvirksomhed. Og dog, for som vi sidder der i det nyrenoverede kælderlokale med de mange bøger langs væggene, slår han alligevel ud med armene og siger: Jeg har jo været her.
Steen Piper føler sig sikker på, at mange af Hovedlands bøger ikke ville være udkommet, hvis han ikke dengang tilbage i 1980erne pludselig så forlagsbranchen som sin metier og talerør. I de senere år har han haft stigende fokus på sundhedsbøger med alternativt indhold. Blandt andet var det Hovedland, der udgav Merete Birkelunds bog Tidslerne om alternativ kræftbehandling, som trods negativ omtale i de fleste medier solgte godt.
I dag bliver den slags bøger slet ikke omtalt, og det er med til at cementere, at Danmark har en sundhedssektor, som er ensrettet og kun bygger på medicinalindustriens moderne frembringelser. I Danmark har vi gjort alt for at fortrænge folkemedicinen og ødelægge al sund fornuft. Den tendens vil jeg gerne gå imod, og det viser sig jo også, at der rent faktisk er salg i den slags bøger.
Bogmarkedet er for længst trådt ind i den digitale verden, og her følger Hovedland naturligvis med. Det er stadig en meget lille procentdel af forlagets bøger, der sælges som e-bøger, men antallet stiger måned for måned og kommer derved også til at betyde mere og mere på bundlinjen. Den udvikling ser Steen Piper ikke som nogen som helst forhindring for bogbranchen, blot en udfordring, som alle må forsøge at få det bedste ud af.
Han er til gengæld heller ikke i tvivl om, at papirbogen vil overleve mindst et par tusind år mere.
Om Hovedlands fremtid er Steen Piper mere usikker. Forlaget er i udpræget grad hans værk, og han har ikke nogen færdig plan for, hvad der skal ske, når han ikke længere kan eller vil stå ved roret.