Jeg har egentlig det modsatte synspunkt end det, som formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, giver udtryk for i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 1. oktober. Han siger, som overskriften siger det, at vi holder døden ud i strakt arm.
For mig virker det som en kliche, som mange tænksomme mennesker sikkert vil give ham ret i: Jo da, vi har ikke et forhold til døden, taler ikke om den lever, som om vi er udødelige.
LÆS OGSÅ:Birkler: Vores kultur har et forkvaklet et forkvaklet forhold til det uafvendelige
Jeg var lige ved at sige her: godt for det! Det ville da ikke være til at holde ud, om vi hele tiden skulle tale om døden og udstille den fra tid til anden. Der er sådan set nok død i medierne og på film. Både til underholdning og til oplysning. Og jeg kender adskillige, som slukker! Jeg synes, det er flot at afskrive menneskers alvor til døden, når det endelig gælder. Og gælder gør det jo, når en pårørende, en ven eller man selv ligger for døden, og når der så er sat et punktum for det liv.
JEG VED IKKE, hvor Jacob Birkler har det fra, men mine oplevelser, når jeg taler med pårørende i forbindelse med bisættelser og begravelser, eller når jeg taler med døende patienter på sygehus, er, at de er meget nærværende i det, tager det alvorligt, og for alt i verden vil de være med under den svære proces, som det er at miste eller at ligge for døden.
Hvor har jeg ofte undret mig over den energi og livskraft, der er, når det kommer til stykket, og til stykket kommer det, når vi må sige farvel til et kært menneske. Der er ingen tegn på undselighed; at man ikke vil være med. Og jeg tror, at det er, fordi mennesker i dag udmærket er klar over, hvor meget det betyder i deres eget liv at være med, og de ser det som en lejlighed til at sige hinanden noget af stor vigtighed. Når man har et travlt liv, er det vel ikke, fordi man ikke vil se døden i øjnene; og når så man bliver tvunget til at standse op med sygeorlov, plejeorlov, sidde ved den syges seng og snakke med mennesker tæt på, så gør man det, fordi døden er en realitet, og alle ved det, og man gør det for at forstå sit eget liv i et dybere perspektiv.
Intet af det er odiøst, intet af det er undvigende, tværtimod er det utroligt, fordi det næsten altid er en omformning af det liv, som man ellers havde.
UDSTILLINGERNE om død i en eller anden forstand betyder vel, at vi har revet en streng over, nemlig den streng, som sagde, at døden er hellig. Altså at døden faktisk er en ting som dåben udsat og viklet om med hvide klæder. Dåben og døden er uforståelighedens kategorier.
Og så ville jeg godt nok også ringe til politiet eller en journalist, hvis jeg fandt et par knogler, men jeg ville ikke gøre det, fordi det har noget med døden at gøre, men nok så meget noget med en eventuel forbrydelse. Jeg synes ikke disse knogler, som Jacob Birkler refererer til, beviser noget som helst om vores forhold til døden! Så skal man da vist gå rigtig mange årtier tilbage!
Jeg tror tværtimod, at vi har et mere realistisk forhold til døden i dag, skønt vi ikke underholder med den til aftenkaffen. Jo, den død, som er på afstand, historisk eller geografisk, kan vi underholde os med, men var det ikke sådan, ville mennesker blive syge, thi de ville ikke kunne spise en krumme oven på al den død, som findes i de elektroniske medier. Men da: Husk, at du skal dø!