Kommentator: Ole Sohn har selv valgt at trække sig, før andre valgte det for ham

Ole Sohns ministertaburet ville vakle efter weekenden, uanset om Krag eller Vilhemsen bliver ny formand i SF. Derfor er det klogt, at han selv vælger at stoppe som minister, siger politisk kommentator Hans Engell.

Ole Sohn forlader politik efter næste valg. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012)
Ole Sohn forlader politik efter næste valg. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2012). Foto: Torkil AdsersenDenmark.

Det er både en fornuftig og nødvendig beslutning, at erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) i dag meddeler, at han stopper i politik til næste folketingsvalg - og dermed åbner for, at den kommende formand i SF med god samvittighed kan skifte hans plads på ministertaburetten ud.

For han vil sandsynligvis alligevel blive tvunget til at stoppe som minister, uanset om Astrid Krag eller Anette Vilhelmsen vinder kampen om at blive formand for SF i morgen, lørdag.

Det siger politisk kommentator Hans Engell.

LÆS OGSÅ: Ole Sohn stopper som minister

Ole Sohn har selv valgt at trække sig, før andre valgte det for ham. Og så har han set i øjnene, at SFs folketingsgruppe næppe vil stå med flag og guirlander og modtage ham, når han vender tilbage. Så det er sådan set en klog beslutning at trække sig både som minister og fra politik i det hele taget, siger Hans Engell.

Når Ole Sohn med al sandsynlighed ville blive mødt af en fyreseddel fra både Krag og Vilhelmsen, skyldes det, at vækst- og erhvervspolitikken har været et absolut kerneområde for regeringen. Og der har Sohn ikke formået at skabe en selvstændig dagsorden, mener Hans Engell.

Regeringen står og falder med den økonomiske politik, og at den kan skabe vækst og arbejdspladser. Og her har Sohn slet ikke brændt igennem. Man har næsten kun set ham i erhvervstillæggene og TV2 Finans, og han er slet ikke nået ud til almindelige lønmodtagere. Der har været alt for få selvstændige initiativer, siger Hans Engell.

En del af perioden som minister har Ole Sohn desuden været tynget af turbulensen omkring hans fortid som formand i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Derudover har han de seneste år skabt sig en del fjender i SFs folketingsgruppe, fordi han var en håndfast gruppeformand i de år, S-SF-samarbejdet blev bygget op, forklarer Hans Engell.

LÆS OGSÅ: Søvndal: Medierne har været hårde ved Sohn

Der er mange i SFs gruppe, som husker meget tydeligt, at de blev sat på plads og fik besked på at makke ret. Så på den måde fik han opbygget en gruppe af modstandere og fjender i SF, som ikke støttede ham, da han selv kom i vælten. Så han har været en del i modvind, siger Hans Engell.

Alt dette har tilsammen gjort, at Ole Sohn ikke rigtig har haft succes som minister, hvorfor det er klart, at den fornyelse, som både Krag og Vilhelmsen lægger op til, ikke indbefatter ham, siger Hans Engell:

"Så det er en nødvendig beslutning at trække sig. Det eneste, jeg kan undre mig over, er, at han ikke meddeler, at han trækker sig ud af Folketinget i løbet af et års tid. For når han siger, at han ikke genopstiller, og at han ikke fortsætter som minister, kan man jo spørge, hvorfor han så bliver hængende tre år mere i en folketingsgruppe, der i dén grad mangler arbejdskraft."