Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg har det, jeg vil kalde en blandingstro. Jeg er barn af en katolik og en protestant, men ser mig selv som overvejende protestant. Min tro er en hjælp og en vejviser i dagligdagen, og for mig er det en tryghed at vide, at der er noget,som er større end mennesket.
LÆS OGSÅ: Videnskaben kan hverken bevise eller modbevise Guds eksistens
Jeg holder meget af den katolske gudstjeneste med dens røgelse og skriftemål, men samtidig kan jeg ikke lide den katolskes kirkes politik: forbud mod kvindelige præster og forbud mod prævention. Den katolske kirkes kvindesyn hører ikke til i vores tid. På den anden side synes jeg, at den protestantiske kirke mangler noget af den magi, som den katolske kirke har. Når jeg rejser i katolske lande, går jeg meget gerne til nadver i en katolsk kirke.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Religion spillede en stor rolle i min opvækst. Min katolske far og protestantiske mor havde så svært ved at mødes i forhold til deres tro, at de endte med at blive viet på rådhuset, fordi de ikke kunne blive enige om, hvilken kirke de skulle vælge. Der var ingen af dem, der ville give sig. Som børn kunne mine søskende og jeg godt finde på at drille min far med, at vi ifølge den katolske tro var undfanget i synd, fordi vores forældre ikke havde fået den katolske kirkes velsignelse.
Min far var overlæge på et stort provinshospital, og han arbejdede dag og nat. Vi boede i en embedsbolig lige ved hospitalet i Svendborg og havde hans arbejde tæt inde på livet. Når han kom hjem efter en lang og udmattende operation, sagde han altid, at nu havde han gjort, hvad han kunne, og nu kunne kun Gud hjælpe. Jeg voksede op med tudende ambulancer, der kom drønende forbi vores hus på alle tidspunkter af døgnet, og jeg kan huske, at jeg altid tænkte, som min far havde lært mig, når jeg blev vækket om natten: Nu kan kun Gud hjælpe.
Hvad har udfordret din tro?
Når jeg ser mig om i verden, ser jeg ufattelig megen ondskab og lidelse, og jeg tænker over, hvordan Gud kan tillade det, hvis han er den almægtige gode Gud. Dét er en udfordring for min tro. Men jeg er åbenbart så naiv, at jeg på trods af det stadig tror på, at der findes en Gud. Det er og bliver en stor anfægtelse for mig, at Gud for eksempel ikke greb ind over for den måde, hvorpå nazismen og kommunismen satte ondskaben i system og udryddede millioner af mennesker. Jeg har det på samme måde med den katolske kirkes inkvisition i middelalderen, der torturerede og dræbte tusindvis af kvinder og mænd i Guds navn.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Min opvækst. Men min tro er også i høj grad blevet formet gennem musik og mit nære forhold til naturen. For mig er Gud og den klassiske musik nært forbundet. I musikken finder jeg glimt af Guds åndedræt særligt gennem komponister som Johann Sebastian Bach og Anton Bruckner. Jeg er vokset op med klassisk musik, og vi dirigerede altid om kap derhjemme. Jeg kunne ganske enkelt ikke forestille mig et liv uden musik. Jeg glemmer mig selv, og musikken gør, at jeg bliver løftet ud af mig selv og forsvinder, og det er jo ikke det værste for mennesket at glemme sig selv indimellem.
I 1977 grundlagde min afdøde mand og jeg en årlig musikfestival her på Langeland, hvor jeg stadig bor, og min mands familie har huseret siden 1577. Nu er det min datter, min svigersøn og mig selv, der står for musikfestivalen, der foregår hver sommer i Stoense Kirke. Vi har været så heldige, at de skiftende menighedsråd har givet os lov til at benytte kirken, og vi har været så heldige at få store internationale kunstnere til at optræde i den gamle middelalderkirke. De er ofte begejstrede for akustikken og atmosfæren i kirkerummet.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg forsøger på at opføre mig ordentligt som menneske i samklang med De 10 Bud, der jo spiller en rolle i vores retsstat. Det vigtigste for mig er buddet om næstekærlighed. Kristus færdedes blandt samfundets udstødte, og deraf udleder jeg, at over for Gud er vi alle lige. Jeg går gerne i kirke, og så finder jeg også Gud i naturen. Jeg beder hver eneste dag, så på den måde har jeg en fast åndelig praksis. Jeg beder for eksempel, når jeg går tur ude i naturen, men også om aftenen. Jeg beder om, at Gud vil beskytte min familie og mig selv, hjælpe de nødlidende rundt om på kloden og bevare verden i den skønhed, den har.
Den russiske forfatter Turgenjev skrev i sit værk Fædre og sønner fra 1862, der handler om opgøret mellem gamle traditioner og nihilister, at et liv uden Gud er et tomt rum endda et lufttomt rum. For mig at se er et liv uden Gud en umulighed, og derfor har jeg svært ved at forstå dem, som lever uden at tro på noget, der er uden for dem selv og større end dem.
Jeg er også sikker på, at det er en form for guddommelighed, der gør sig gældende, når jeg, selv om min mand døde for tre år siden, stadig nogle gange ser ham komme gående eller mærker hans tilstedeværelse. Jeg savner min mand hver dag, men det er ikke nogen tragedie, når en mand på 72 år dør. For mig at se har Gud en finger med i spillet og sørger for, at min mand er med mig hele tiden, selvom han ikke er her fysisk mere.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Jeg har flere forbilleder to af dem er Frans af Assisi (1182-1226), der grundlagde franciskanerordenen og levede et asketisk liv, på trods af at han var ud af en rig og indflydelsesrig familie, og Thomas More (1478-1535), der var den engelske konge Henrik VIIIs rådgiver og en verdensberømt humanist. Begge mænd levede og døde, som de prædikede. More valgte at gå imod kongens beslutning om at bryde forbindelsen til den katolske kirke og paven og gik i døden for sin overbevisning. Frans af Assisi fulgte i Kristi fodspor og virkeliggjorde det evangeliske ideal. Han ofrede sig helt og aldeles for de fattige, de syge og spedalske.
Et andet forbillede fra mit eget liv er min svigerfar, som jeg har skrevet om i romanen Fem år i Berlin. Han var chef for det danske gesandtskab i Berlin under Anden Verdenskrig og oplevede hele krigen tæt på. Han valgte at blive i Berlin under bombardementerne, for, som han sagde, en hyrde forlader ikke sin hjord. Efter krigen blev han fejlagtigt sendt til en fangelejr øst for Moskva, men kom heldigvis hjem til Danmark igen. Han besad flere af de store ambassadørposter og blev hædret med storkorset. Alligevel bevarede han en stor ydmyghed og respekt over for mennesker. Han var den samme, hvad enten han talte med kong Frederik IX eller en svinerøgter.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det er et råd, som jeg engang fik af digteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004), der var en nær ven af min mand og mig. Han sagde til mig, da jeg var ganske ung og overbevist om, at jeg kunne erobre hele verden: Det gælder om for dig, at du lærer at administrere dine evner. Det har jeg forsøgt at overføre til et videre perspektiv: Vi skal som mennesker ikke misbruge tiden, men sørge for at forvalte den gave, som livet er, på en ordentlig måde.