Skattesag opbevares bag lås og slå

Embedsmænd afviser pres fra oven i Helle Thornings mands skattesag

De skatteembedsmænd, der i 2010 skulle afgøre, om Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark, var helt på det rene med, at det var en sprængfarlig sag, de havde mellem hænderne.
De skatteembedsmænd, der i 2010 skulle afgøre, om Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark, var helt på det rene med, at det var en sprængfarlig sag, de havde mellem hænderne. Foto: Uffe Weng.

De skatteembedsmænd, der i 2010 skulle afgøre, om Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark, var helt på det rene med, at det var en sprængfarlig sag, de havde mellem hænderne.

Men den afgørelse, der i sidste ende frikendte Kinnock for skattepligt, var helt og holdent deres egen, fastslog to af sagsbehandlerne, Inger Sommer Hansen og Hanne Dahl Kofod, da de i går blev afhørt af Skattesagskommissionen.

LÆS OGSÅ: BT skal fortælle sandheden i skattesagen

Skattesagskommissionen skal undersøge, om nogen uden for Skat København forsøgte at påvirke afgørelsen i sagen, der blev skudt i gang på grund af artikler i dagbladet BT, hvor flere eksperter konkluderede, at Kinnock burde være skattepligtig i Danmark.

Inger Sommer Hansen afviste kategorisk, at nogen uden for Skat København gav instrukser, gode idéer eller venlige råd til, hvordan sagsbehandlerne skulle håndtere Kinnocks skattesag.

Jeg har aldrig fået besked på at mene noget andet, end jeg gør, fastslog hun.

Mens det fortsat er uklart, om nogen i strid med reglerne har forsøgt at påvirke sagens udfald, er det hævet over enhver tvivl, at afgørelsen i Thorning-parrets skattesag blev lækket til BT.

Avisen fik i går kommissionens ord for, at den ikke vil blive pålagt vidnepligt og dermed tvunget til at afsløre sine kilder. Ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen kaldte det en sejr for os og vores journalistik, men også en sejr for journalistikken generelt.

Ifølge Hanne Dahl Kofod og Inger Sommer Hansen blev der passet overordentlig godt på sagen hos Skat København. Den blev låst inde i et skab, og der er den endnu, sagde Hanne Dahl Kofod.

Selvom Stephen Kinnocks sag i princippet var en sag om en helt almindelig skatteborger, stod det fra starten klart for sagsbehandlerne, at de skulle gøre sig ekstra umage.

Vi er selvfølgelig altid grundige, men vi var nok mere grundige, sagde Hanne Dahl Kofod.