Konfliktsky biskop har holdt sine løfter

Selvom Lise-Lotte Rebel under sin bispevalgkamp mente, at biskopper skal være parat til at gå ind i konflikter, forsvandt den parathed under Grosbøll-sagen. I det store og hele har hun dog holdt ord og lav profil

Biskop Lise-Lotte Rebel bøjer hovedet ved sin bispevielse i Helsingør Domkirke i 1995. –
Biskop Lise-Lotte Rebel bøjer hovedet ved sin bispevielse i Helsingør Domkirke i 1995. –. Foto: Keld Navntoft.

Da 44-årige Lise-Lotte Rebel i 1995 overraskende slog dr.theol. Viggo Mortensen ved bispevalget i Helsingør, var det første gang, der blev valgt en kvindelig biskop i Danmark. Tager man rigsfællesskabet med, så kom biskop Sofie Petersen til samme år.

Lise-Lotte Rebel mente i valgkampen, at biskopper skal være parat til at gå ind i konflikter.

LÆS OGSÅ: Serie om bispeløfter: Drejergaard glemte valgløfterne

Da hun sagde det, vidste hun endnu ikke, hvilket drama hun skulle blive kastet ud i af daværende præst i Taarbæk Thorkild Grosbøll og hans bog En sten i skoen fra 2003. Her skrev han, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud.

Udsagnene udløste en mediestorm. Og mens de fleste interviewede til denne artikel mener, at Lise-Lotte Rebel klarer sit bispeembede til ug, så gælder det ikke håndteringen af Grosbøll-sagen.

Hun fik så mange bank i den sag, at hun krøb i flyverskjul. Og hun kom med mange forskellige udsagn om, hvorvidt han var inden for bekendelsen eller ej. Samtidig angreb hun ham også for at være en belastning for bispeembedet, siger retsteolog Kristine Garde, der har skrevet udførligt om Grosbøll-sagen i flere bøger. Og værst var det, ifølge Garde, at hun ikke forstod at bruge de muligheder, der er for at lukke sagen. For eksempel at insistere på en præsteret.

At tackle en Grosbøll er ikke hendes force, og så lader hun være, siger præst og debattør Kathrine Lilleør.

Sagen sluttede i 2007. Da havde Thorkild Grosbøll været under tilsyn hos biskoppen i Roskilde siden 2005 og var på vej under Aarhus-biskoppens tilsyn. Men så meddelte Grosbøll, at han stoppede som præst. Da var truslen om en præsteret taget af bordet.

De andre bispeløfter har Lise-Lotte Rebel overholdt til punkt og prikke.

Det var blandt andet løfter om, at hendes vigtigste opgave ville være at holde samtalen om kirken i gang i stiftet og at opmuntre præster og menigheder til at være kirke.

Til gengæld lovede hun intet om at være synlig i medierne eller deltage i den offentlige debat. Tværtimod sagde hun, at biskopper ikke skal blande sig i samfundsdebatten, og det løfte har hun holdt.

Fra de to lokalaviser i området, Helsingør Dagblad og Frederiksborg Amts Avis, hedder det, at hun er endog meget svær at komme i kontakt med.

Hun er med andre ord en meget indenrigsministeriel biskop en præsternes præst.

Og ifølge Kathrine Lilleør har hun holdt sine løfter snorlige.

Både præster og biskopper kan jo kun udføre embedet med den personlighed, de har. Man skal ikke gå i medierne for mediernes skyld, for så bliver man gennemskuet. Og hun holder balancen fint. Nogle ønsker sig måske noget andet, men der er mange, der har stor respekt for hende, og hun er den biskop, man kan regne med, siger Kathrine Lilleør.

Det handler før som nu om personlig integritet, tilføjer hun.

Lars Tjalve, der var en af de kandidater, der blev slået af Rebel i 1995, siger:

Hun er en meget udmærket biskop, hvis man som præst gerne vil være i fred. Og det, hun lovede i 1995, var også, at hun gennem mange år som præst kendte stiftet, folkekirkens måde at arbejde på, og at hun ville være menighedsrådenes og præsternes talsmand. Det er helt bevidst, at hun ikke er en, der optræder i medierne.

Thyge Enevoldsen, præst i Hillerød, synes, at Lise-Lotte Rebel er med til at opmuntre ham til at være kirke i Grønnevang Sogn.

Blandt andet har hun taget initiativ til at tale med vores ungdomsgruppe om, hvad Gud betyder i hendes liv, siger han.

Og hun er enormt god til at se folk, og det er en styrke, tilføjer Enevoldsen.

Jørn Henrik Olsen, rektor for Menighedsfakultetet i Aarhus og tidligere medlem af menighedsrådet i Gilleleje, husker især, hvilken nærhed Lise-Lotte Rebel havde til mange af menighederne, og også, at hun sagde, at hun ikke ville komme med store budskaber i medierne.

Hun er biskop i landets største stift, så hun har rigtig mange opgaver. Jeg tror også, at det forklarer, at hun ikke siger meget i offentligheden.

Rebel kører bispeembedet rimeligt traditionelt og er en god præst for præsterne, og jeg tror ikke, at hun har tid til meget andet, og hvis hun havde, tror jeg, at hun er lidt utilpas ved medier, siger Jørn Henrik Olsen, og hans vurdering af arbejdsbyrden i Helsingør Stift bekræftes af andre kilder.

Professor i ledelse ved Copenhagen Business School Bent Meier Sørensen påpeger, at man kan øve sig i at kunne optræde offentligt.

Og man kan vel også sige, at biskoppen ikke overholder sin selvpålagte tavshedspligt, blandt andet i sagen om vielse af homoseksuelle. Det er åbenbart så tæt på, at man skal udtale sig. Det samme kunne man jo sige om lukkeloven. Så mundkurven er elastisk. Konservatisme skal jo heller ikke være passiv. Selv de konservative benediktinermunke gik ud og udfordrede samfundet, pegede på undertrykkende mekanismer og forsøgte at ændre dem, siger han.