Målet har været kampen værd

Herluf Rasmussen var teenager, da Hitler ikke ville hilse på Jesse Owens under OL i Berlin i 1936. Oplevelsen gjorde den unge mand til antifacist, og siden blev han kommunist og frihedskæmper

92-årige Herluf Rasmussen er ved at skrive sine erindringer. Han kæmpede mod tyskerne under krigen og føler, han var med til at redde demokratiet fra diktaturet. –
92-årige Herluf Rasmussen er ved at skrive sine erindringer. Han kæmpede mod tyskerne under krigen og føler, han var med til at redde demokratiet fra diktaturet. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

I en bungalow i Hvidovre ved København bor en mand, der har flere liv på sin samvittighed. I snart 70 år har han levet med erindringen om dengang, hvor han skød og dræbte andre mennesker. Og i dag, hvor han er 92 år, siger han fortsat, at han ikke føler skyld. For de, der døde, var fjender. Af ham selv, af hans venner og af Danmark.

LÆS OGSÅ: Nazilægen, der undslap retfærdigheden

Herluf Rasmussen er i gang med at skrive sine erindringer. Computerpladsen i stuen er omgivet af omhyggeligt ordnede ringbind. På skrivebordet indrammede fotos af ham selv og hustruen Ida. På reolen en mindehylde med andre billeder af hende hans hustru gennem 65 år frem til hendes død for tre år siden.

I køkkenet, hvor Herluf Rasmussen byder på kaffe og kanelsnegle, lukker han med knivskarp hukommelse op for en livshistorie, der er så dramatisk og fuld af detaljer, at den dårligt kan rummes i en enkelt eftermiddag.

Herluf Rasmussen har været politibetjent i København og har siddet i Folketinget for SF. Men det var som kommunist, at han var med i modstandsbevægelsen under Besættelsen. Han deltog i sabotage og stod personligt for flere aktioner, hvor stikkere og kollaboratører blev likvideret.

Historien begynder i huset i Hvidovre, som er Herluf Rasmussens barndomshjem. Her voksede han op som den forkælede lillebror med to ældre søstre. Faderen havde job i Kødbyen og var socialdemokrat, men det var en familie, der gik op i sport. Ikke i politik.

I moderens opdragelse gjaldt to regler: Målet skal være kampen værd. Og du må aldrig udfordre skæbnen på tåbelig og ubetænksom vis.

Jeg var sådan en forkælet en. Min mor var meget påpasselig med mig. Men jeg drømte om at blive en helt. En underlig drøm. Da jeg var 10-12 år, drømte jeg om sørøvere, som jeg ordnede, fortæller Herluf Rasmussen.

Men det blev begivenhederne i Tyskland, der vækkede drengens kampvilje. Herluf var på spejdertur og mødte nogle mystiske mennesker med armbind. Det er nazister, fortalte kammeraterne. Så kom De Olympiske Lege i Berlin i 1936. Herluf læste i avisen, hvordan Hitler hilste på alle atleter, der blev nummer et. Men han ville ikke hilse på Jesse Owens, den sorte amerikaner, der vandt guld i 100-meter-løbet.

Jesse Owens var et ideal for mig. Han havde vundet. Men Hitler ville ikke hilse på ham, husker Herluf Rasmussen.

Samtidig fortalte min far om en ven, Abraham Kurland, der var danmarksmester i brydning, men ikke ville til OL. For der var man begyndt at arrestere jøderne.

Teenageren Herluf blev antifascist. Et forsøg på at slutte sig til den internationale brigade i borgerkrigen i Spanien mislykkedes. Den 17-årige dreng blev opsnappet af politiet i Esbjerg, der var udskibningshavn for Spaniens-frivillige og sendt hjem.

Min far tog en alvorlig snak med mig: Du er for ung. Du er for uøvet. Jeg havde jo ikke været soldat. Men jeg syntes, det var min pligt at kæmpe imod fascismen. At bekæmpe nazismen, siger Herluf Rasmussen.

Jeg sagde til min mor: Jeg melder mig ind i partiet. Og mor sagde: Gør du det, Herluf.

Så Herluf blev kommunist og insisterede hver aften på at høre Internationale afspillet fra Radio Moskva.

Medlemskabet af DKP kom til at koste Herluf pladsen som toldklarerer-elev. Og med Stalin og Hitlers ikke-angrebspagt i 1939 og Sovjets vinterkrig i Finland blev det politiske ståsted ikke lettere at forsvare. Herluf tænkte, at der måtte ligge noget bag Sovjetunionens adfærd. Det kunne ikke stemme, at kommunisterne var i forbund med nazisterne.

Og så kom Tysklands besættelse af Danmark 9. april 1940.

I studiekredsene begyndte vi at diskutere, hvordan vi skulle klare os, hvis vi blev illegale. Vi var ikke i tvivl om, at det var nazismen, vi skulle bekæmpe. Og vi ventede, at der ville ske noget med Sovjet, fortæller Herluf Rasmussen.

Vendepunktet kom den 22. juni 1941. Herluf havde været til kaproning i Københavns Havn og var tilbage i klubhuset, da en kammerat sagde: Du kan godt tage hjem, for nu får du andet at lave. Tyskland er gået ind i Rusland. Nu bliver I forbudt.

I juli kom kommunistlovene, og så blev vi jaget vildt, fortæller Herluf Rasmussen.

Når politiet fik fat i kommunister, røg de i fængsel i Horserød, men i de første år blev Herluf boende hjemme. DKPs Hvidovre-afdeling var lille, og hans mor vurderede, at sønnens medlemskab ikke var kendt.

Men Herluf var indstillet på modstand mod besættelsesmagten og imod samarbejdspolitikken.

Jeg ville ikke have, at mit land skulle underlægges Tyskland. Ude i verden kæmpede man imod tyskerne, og så skulle vi ikke gå arm i arm med dem. Skulle vi også have jødeforfølgelser? Jeg ville gerne være med til at vende folks mening, siger Herluf Rasmussen.

Så da en nabo tilbød at anbefale ham til et job i politiet, slog Herluf Rasmussen til. Naboen afslørede ikke, at den nye ansøger var kommunist, og med sine knap to meter og sin gode fysiske form blev Herluf Rasmussen fundet egnet til jobbet som reservebetjent ved politistationen i Valby.

Jeg ville se, om jeg kunne lave noget politisk inde i politiet. Det var noget med at hænge et flyveblad op på opslagstavlen i personalestuen, når ingen så det, og se, hvordan de andre reagerede. Om der var nogen, der sympatiserede med os og måske kunne hverves til partiet.

Forsøget på at hverve kollegerne tog en drejning, da kommunisten Børge Houmand begyndte at organisere spaniensfrivillige til sabotage mod besættelsesmagten. Houmand stiftede Frit Danmark, udgav et vigtigt illegalt blad og var politisk leder af BOPA, kommunisternes organisation, som stod bag sabotage og stikkerlikvideringer.

Jeg gjorde op med mig selv, om jeg ville arbejde for partiet eller for modstandskampen. Jeg valgte modstandskampen, siger Herluf Rasmussen. Før var jeg faglig kurer og kørte ud til tillidsfolkene på arbejdspladserne med illegale blade. Men jeg ville have noget med blod på.

I julen 1943 fik Herluf Rasmussen en henvendelse, der opfyldte ønsket. En leder fra BOPA havde hørt om ham og bad ham samle en modstandsgruppe af politifolk.

På politistationen kendte Herluf Rasmussen nu en håndfuld kolleger, der var kommunister og de dannede en selvstændig enhed under Rasmussens ledelse.

Første opgave var sabotage af to virksomheder på Nørrebro, der fremstillede reservedele til tyskernes våben. Den ene var bevogtet af dansk politi, den anden af frivillige fra Østfronten.

Begge fabrikker skulle sprænges i luften. Sprængstofferne hentede han i Ribe, og en tidlig søndag morgen slog de til. De danske betjente, der bevogtede den ene fabrik, havde fået et tip og var af vejen.

Herluf Rasmussen selv kastede en bombe gennem et ovenlysvindue i den anden fabrik, og bygningerne brændte ned til grunden. Hvordan det gik de frivillige fra Østfronten, der bevogtede fabrikken, skænkede han ikke mange tanker, erkender han i dag. Selv slap han godt fra aktionen. Da han løb hjemad langs Søerne, blev han budt ind af en kvinde i en symaskineforretning, der så hans sodede ansigt og tilbød ham at blive vasket. Derefter kunne han tage bussen hjem.

Jeg var aldrig bange. Når man går ind i sådan en kamp, så ved man, der er en risiko. Men jeg kunne altid klare mig. Manden med leen har pustet mig i nakken mange gange, men jeg vendte mig altid om i tide, siger Herluf Rasmussen.

De næste opgaver kom hurtigt.

Herluf Rasmussens gruppe blev bedt om at skaffe en kollega af vejen, der havde personlige kontakter i Gestapo og holdt til på Hotel dAngleterre, hvor der var smaskfyldt af tyskere.

Det havde jeg ingen betænkeligheder ved. Han var en fjende, en soldat, der kæmpede imod os, siger Herluf Rasmussen.

Han og to fra gruppen gik ind i kollegaens opgang med våbnene gemt under frakkerne og ringede på døren til lejligheden. Hustruen åbnede og insisterede på at ringe til sin mand på politistationen for at fortælle, at han havde fået besøg af nogle kolleger.

Han ville kunne regne ud, hvad vi var kommet for. Så vi trak os tilbage og ud af opgangen og forsøgte at ligne jordens fredeligste mennesker, fortæller Herluf Rasmussen.

Anderledes gik det, da en kollega på politistationen fortalte om sit besøg hos en mand i en haveforening, der skyldte børnepenge. Han havde afvist politiet med et id-kort fra Gestapo.

Jeg tog ud i haveforeningen to dage efter og gik op ad havegangen. Da han åbnede døren, skød jeg ham midt i panden, stak pistolen i lommen og gik, siger Herluf Rasmussen.

Uden skrupler hverken dengang eller siden.

Jeg var mest overrasket over min egen skudsikkerhed. Gestapo var vores direkte fjender. Vi gjorde aldrig noget ved de almindelige tyske menige. Men Gestapo bekæmpede os, og kom vi i kløerne på dem, så var det ude med os, forklarer han.

Samme efterår blev det danske politi arresteret og deporteret til en kz-lejr i Tyskland. Herluf Rasmussen havde fri og gik straks under jorden hos en kvinde på Frederiksberg, som kun to kammerater kendte adressen på.

Så kom jeg på arbejde. Jeg organiserede en illegal gruppe af 125 kolleger. Det var en ventegruppe, der stod klar, hvis der skulle ske noget, når Danmark blev befriet. Rent ud sagt regnede man med, at kommunisterne ville tage magten, siger Herluf Rasmussen.

Og sammen med sin faste gruppe fortsatte han aktiviteterne i modstandsbevægelsen.

Engang blev de sendt ud for at skyde en manufakturhandler på Nørrebro, der var mistænkt for at være stikker.

Men da Herluf gik ind i butikken, mødte han en politikollega, der arbejdede i forretningen. Han gættede, hvad Herluf Rasmussen var kommet for. Men det måtte være en fejl, for manufakturhandleren var der ikke noget med.

Og så gik modstandsfolkene igen.

Den episode gjorde mig forsigtig. Jeg var bange for, at de gik efter nogle forkerte navnelister, og at der lå for meget personligt bag. Derefter gik jeg kun efter folk, hvor jeg selv havde sikre kilder, fortæller Herluf Rasmussen.

Den sidste aktion fandt sted kort inden befrielsen i april 1945. En kammerat var blevet dræbt af hipofolk, danskere, der deltog i tyskernes kamp mod sabotørerne.

Det drøftede jeg med mig selv og besluttede at planlægge et overfald, fortæller Herluf Rasmussen.

Gruppens eneste kvinde udgav sig for værtshusholder. Hun ringede til politistationen og fortalte om en mand i baren, der sad med en pistol. Vist nok en modstandsmand.

Herluf Rasmussen og hans gruppe i alt syv bevæbnede mænd stillede sig klar ude på vejen. Tilfældigt forbipasserende en kvinde med en barnevogn og en ølkusk blev viftet af vejen, inden to biler med hipofolk kom kørende. Den første vogn standsede Herluf med sin maskinpistol.

Anden hipobil skulle de andre fra gruppen have taget sig af, men den slap forbi hen mod Herluf, som skød imod den og ladede igen, da han så en mand, der havde overlevet.

Jeg så ham kravle frem på maven med sit gevær på armen. Da han hævede sig i stilling, så skød jeg ham. Jeg ved ikke, hvem han var. Jeg gik ikke over og spurgte, hvad han hed, siger Herluf Rasmussen i dag.

Enden på det blev, at 5 af de 10 hipomænd blev dræbt.

Det betød ikke noget. Det var jo fjender. Vi var i krig. Det var dem eller mig.

Den dag i dag har Herluf Rasmussen aldrig følt skyld over de liv, han tog dengang. Han føler, han gjorde sin pligt.

Jeg overholdt reglerne. Jeg har ikke skudt nogen, der var uskyldige. Det var tyskere eller håndlangere, der skadede Danmark. Jeg har overhovedet ikke tænkt, at jeg gjorde noget forkert, siger Herluf Rasmussen.

Jeg har haft nogle urolige drømme, og jeg har haft noget samvittighedsnag. Men det var over at have troet på et politisk system, der viste sig ikke at holde.

Efter krigen blev Herluf Rasmussen gift med Ida og fik to børn. Over for dem har han ikke lagt skjul på, hvad han begav sig af med, da Danmark var besat.

Men politisk bevægede den unge kommunist sig ud på en rejse. Da Aksel Larsen brød med DKP i 1959, fulgte Herluf Rasmussen med ham over i det nye parti SF. Og han blev selv valgt til Folketinget fra 1960 til 1964.

Stalin stod for drab på millioner af mennesker. For Gulag-lejrene. Henrettelser. Invasionen af Ungarn. Hvis partiet ville støtte det samarbejde, så var det ikke mig. Sådan tænkte jeg dengang, siger Herluf Rasmussen.

Også siden har Herluf Rasmussen taget del i det demokrati, som han selv føler, han var med til at redde fra diktaturet: Som SFs medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre. Og senere som suppleant for Centrum Demokraterne i Folketinget i 1988.

I dag modtager den 92-årige mand med begejstring sine vaccumpakkede måltider fra den kommunale madservice.

Danmark er et godt og frit samfund. Det mål har været hele kampen værd.