Medierådet anbefaler, at man skal være 11 år gammel, før man går ind og ser Hope Springs. Der er næppe mange 10-årige, der vil ærgre sig meget over det, for selvom den havde været forbudt for børn under 50, ville der ikke bliver solgt færre billetter af den grund.
Hope Springs er nemlig noget så sjældent som en for og om voksne, modne mennesker. Med en krusning af et smil, en lille tåre i øjenkrogen og en lille smule praktisk dybsindinghed fortæller den historien om Kay og Arnold. De har været gift i 31 år, og deres ægteskab er mildest talt kørt fast. De er ikke uvenner og går heller ikke rundt og skændes. De snakker bare ikke sammen, og de sover i hvert sit værelse.
LÆS OGSÅ: Franske forviklinger på den folkelige måde
Men så får hun idéen om, at de skal tage på en uges intensiv parterapi. Han synes, det er en glimrende idé. For hende. For han skal i hvert fald ikke med. Der ville jo ikke komme meget ud af det, hvis han blev hjemme, så det meste af resten af en udspiller sig i og omkring parterapeutens konsultation langt fra parrets vante omgivelser.
De bærende kræfter i denne velmenende, velspillede, adstadige og noget salvelsesfulde ægteskabskomedie er ingen ringere end Meryl Streep og Tommy Lee Jones. Det mest overraskende ved hendes rolle er, at hun ikke taler med en underlig europæisk accent. Men uomtvisteligt god, det er hun. Meget overraskende er derimod Tommy Lee Jones rolle. Han, der ofte har spillet politibetjent eller militærmand, folder sig ud i det mere stilfærdige rollefag som den forbeholdne og vrantne Arnold, nærmest som en blid Walter Matthau. Men allermest overraskende er det at se en , der lader forstå og næsten viser, at også folk over 50 (som karaktererne) eller 60 (som skuespillerne) kan have et sexliv. Selvfølgelig kan de det. Men det er sjældent skildret på , som altid har været enten for bornerte eller for ungdomsdyrkende til at turde. At fortælle den historie i en mainstream kræver lidt mod.