Ordet

På den tid tog Jesus til orde og sagde: Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

Matt. 11, 25-27

Den kræftsyge, døende H.C. Andersen blev passet så omsorgsfuldt hos den jødiske familie Melchior på Roligheden lidt nord for København. Her skrev han få måneder før sin død sit næstsidste digt. Han kaldte det Tunge Timer. Første strofe lyder således:

Vor Tid skriver nu paa sin Viisdomsbog;

Er det til Godt eller til det Værre?

Det er forfærdeligt at blive saa klog,

at man ikke troer paa Vor Herre!

Tredje strofe lyder:

Nu alle Overmaals Kloge veed:

Gud skabtes ved Menneskets Snille,

Og Mennesket er ufejlbarlighed,

Et Grundstof er Livets Kilde.

Digtet slutter med en bøn:

O evige Gud, bliv hos os! Bliv!

I Dig og ved Dig Alt er givet!

Forund os i Naade det evige liv

Og Erindring om Jordelivet.

Digtet er ironisk. Vor tids visdomsbog er netop ikke en vis bog. De overmåls kloge er netop ikke kloge. Digtet er samtidig båret af en dyb smerte og en inderlig tillid til Gud. Det er denne verdens vise og skriftkloge, der med deres kloge hoveder intet fatter. Evangeliet vender op og ned på denne verdens forestilling om visdom og dumhed. Den sande visdom er hjertets og barnets visdom: Der er en kærlig Gud, der leder alt til det bedste, og denne kærlige Gud kommer os nær i den korsfæstede, opstandne og levende Jesus Kristus, vor Herre, vor Frelser og Forsoner. Det er så ufatteligt, at Gud selv ved sin Helligånd må åbenbare det for os og gøre det levende i vore hjerter.Kaj Mogensen