Det er ikke så lidt, forlaget lover på den seddel, der følger med til anmelderen af denne . Vi kommer helt ind i troens maskinrum og bag facaden i troens og kirkens verden. De to, der skal indløse løfterne i en To om tro, er Benedicte Hammer Præstholm og Jens Ole Christensen, henholdsvis præst i en grundtvigsk valgmenighed og generalsekretær i Luthersk Mission. Der er lagt op til, at modsætninger mødes uden at sød musik opstår.
LÆS OGSÅ: Det ender med en religionsmodel
To om tro er ikke en personlig samtale, selvom omslaget lægger op til det. Det er en teologisk skrive-. Præstholm og Christensen skriver sammen om 12 temaer fra liv, lidelse og ægteskab til næstekærlighed, omstillingsparathed og Gud. En af de to lægger ud i hvert kapitel med et essay, der tager afsæt i et citat fra Bibelen, 9 ud af 12 citater er fra Det Nye Testamente. Herefter kommenterer den anden og spiller temaet tilbage igen. Den, der har det første ord, får ikke det sidste.
Med liv som ens første tema hopper de lige ind midt i en uenighed om skabelse. Det spørgsmål, der optager de to i deres diskussion, er, hvordan man skal vægte forholdet mellem begivenhed og betydning. Altså skal man i en teologisk sammenhæng betone skabelsen som en faktisk begivenhed eller skal man betone betydningen af skabelsen, at livet er en gave. Jens Ole Christensen argumenterer for det første, Benedicte Præstholm for det sidste.
Det er en interessant teologisk diskussion, men det er også et eksempel på, at det altså ikke altid er så juicy, når teologer diskuterer Bibelen. Risikoen for at tage livet af det store, den gode historie, og levere indforståetheder ligger snublende nær, og selv to gode teologer som Præstholm og Christensen undgår dem ikke.
Der er fine passager, for eksempel når Jens Ole Christensen i kapitlet om lidelse skriver med udgangspunkt i en tragisk begravelse af en familie på fire efter tsunamien i 2004. Eller når Benedicte Præstholm skriver om tilgivelse, et tema, de to i øvrigt er ret enige om. Fine passager, fordi man mærker, at her har de fat i noget, der har med erfaringer og levet liv at gøre.
Men helt vellykket er en altså ikke, selvom de to åbenlyst har gjort sig umage. Det er da heller ikke nogen nem opgave, de to er på. De skal på én gang skrive til den anden og til dem, de ved vil læse med. De vil begge gerne formidle og bliver derfor pædagogiske i stedet for at skrive med skarphed.
Og selvom man fornemmer stor vilje til samtale, så gør formen, at det er for let at glide af på det svære eller ubehagelige, ikke at svare på de spørgsmål, den anden stiller.
Eller slam! smække døren i til et tema med en svada, læseren lades uforstående i stikken med, som det for eksempel sker i kapitlet om omstillingsparathed. Her smider Jens Ole Christensen fløjlshandskerne i en diskvalificering af folkekirken, som læsere af Kristeligt Dagblads debatspalter nok genkender men det virker noget uformidlet med den evige fortabelse smidt ind som slutsalut i et kapitel.
En afsløring fra troens maskinrum? Der er indimellem også jævnt kedeligt bag facaden i kirkens verden.