Juletræet var et af de store julemysterier, da forstander på Diakonhøjskolen Jens Maibom Pedersen var barn. Hans mor og far pyntede først grantræet lillejuleaften, efter børnene var gået i seng.
Jeg har erindringen om at stå op den 24. om morgenen og se et pyntet juletræ. På samme måde kan jeg huske det fantastiske ved juledag, hvor man vågnede, og der stadig var snolder i kræmmerhusene, siger Jens Maibom Pedersen.
Samtidig var barndommens jul i Aarhus en særlig blanding af land og by. Jens Maibom Pedersens far solgte værktøj og kom oprindelig fra landet på Fyn, og moderen kom fra Aarhus og arbejdede på et bibliotek. Det betød, at juleaftensdag inkluderede både stor julefrokost og efterfølgende julemiddag.
Klokken 12 slog Jens Maibom Pedersens far juleneget op uden for huset og så stod den på julefrokost med spegesild, leverpostej, sylte, rødbeder, og hvad der ellers hørte sig til. Efter maden sluttede familien altid af med fem forskellige slags småkager, hvor Jens Maibom Pedersens mor havde formet børnenes forbogstaver i vanillekransedej. Det førte altid til en diskussion mellem børnene om, hvem der fik den største kage.
Efter julefrokosten var det tid til eftermiddagssøvn og højtlæsning af Peters Jul, hvorefter hele familien gik til gudstjeneste i Holme Kirke.
Jeg kunne rigtig godt lide at komme i kirke juleaften. Der var det dejlige over juleaften, at der mødte man sine venner. Jeg kommer fra en familie, hvor man ofte gik i kirke, men det var sjældent, jeg mødte mine kammerater. Selvom gudstjenesten føltes lang, fordi jeg glædede mig til næste skridt, så var det hyggeligt at sidde i en fuld kirke og synge julen ind, fortæller Jens Maibom Pedersen.
Efter gudstjenesten hentede de bedsteforældre og mostre til julemiddag, hvor der altid var flæskesteg og medisterpølse og nogle gange også en and. Juletræet stod de konfirmerede drenge og faderen for at tænde, og når det var tændt, skulle der synges.
En af de salmer, der altid har stået som noget bestemt, er Dejlig er jorden og Dejlig er den himmel blå. Det var typisk, at far og mor havde en salme hver, de ville synge, og så kunne vi ønske, hvad vi ville synge bagefter. Når vi begyndte på de verdslige sange som På loftet sidder nissen, vidste vi, at vi var ved at nærme os pakkerne, siger Jens Maibom Pedersen.
På juletræet ledte børnene hvert år efter en papdreng, der hed jule-Ole, som faderen gemte i juletræet. Faderen havde været alvorligt syg som dreng og fik dengang jule-Ole i gave, som Jens Maibom Pedersen i dag kalder en håbsfortælling, der lå gemt i juletræet.
For Jens Maibom Pedersen handler den største forandring fra barndommens jul til i dag om tiden:
Min erindring om min barndoms jul er, at tiden sneglede sig af sted. Gudstjenesten var med alenlange salmer, præsten prædikede i flere timer, og vi spiste og spiste. Vi gør det samme i dag i min familie, og nu drøner tingene af sted. Som barn begyndte det at gå stærkt der, hvor man pakkede gaverne op, men det er blevet et fikspunkt i dag, hvor tiden går langsommere.
Jens Maibom Pedersen
Min barndoms jul for længe siden