Barndommens jul blev fejret med byens hjemløse

Projektleder i Blå Kors Lisbeth Andreassen Ryelund husker aftenerne som brogede, men oplevede det ikke som et offer og glædede sig altid

”Det lyder kliche-agtigt, men det bedste ved de juleaftener var, at det var et fælles projekt for hele familien,” siger Lisbeth Andreassen Ryelund om de juleaftener, familien fejrede med hjemløse og ensomme i Vejle, da hun var barn. –
”Det lyder kliche-agtigt, men det bedste ved de juleaftener var, at det var et fælles projekt for hele familien,” siger Lisbeth Andreassen Ryelund om de juleaftener, familien fejrede med hjemløse og ensomme i Vejle, da hun var barn. –. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Nogle gange føltes det lidt farligt. Men det, projektleder i Blå Kors Lisbeth Andreassen Ryelund husker bedst fra barndommens jul i Vejle, var, at børnene klædte sig ud som nisser og fik lov at føle, at de gjorde en forskel.

Lisbeth Andreassen Rye-lunds juleaftener blev fejret med 30-100 socialt udsatte. Og resten af hendes familie, hvilket inkluderede en far, der var præst, en mor, der var præstekone, og fire ældre søskende. Fra hun var tre, til hun var 12 år, foregik hendes juleaftener i KFUMs lokaler i Vejle. Da hun var 13 år, flyttede familien på landet, hvor faderen havde fået embede, og der oplevede hun sin første traditionelle jul.

LÆS OGSÅ: Nisselandskab var tyvekoster

Jeg kan huske, at jeg spurgte min mor, om det var det, folk glædede sig til. For det var godt nok kedeligt, siger Lisbeth Andreassen Rye-lund om sin første traditionelle jul.

For hun var vant til mange mennesker, der sang julesalmerne fra ende til anden i salmebogen og fandt flere mandler i risalamanden, end der var købt mandelgaver. Mandlerne blev erstattet med hasselnødder året efter, så de, der havde taget mandler med hjemmefra, ikke fik en gave. Men selvom ikke alle var heldige at få en mandelgave, var der julegaver nok til alle de hjemløse og ensomme, der kom.

Juleaftenen begyndte med kirkegang for familien om eftermiddagen. Her kunne Lisbeth Andreassen Ryelund og hendes søskende tjene lidt penge ved at sidde med en spand vand ved hver deres juletræ med levende lys i tilfælde af, at der skulle gå brand i grangrenene.

Efter gudstjenesten tog familien hen til KFUMs lokaler. Dagen før havde børnene pyntet juletræet i lokalerne, noget, som hun elskede, mest fordi træet var så stort. Maden kom fra en lokal kro, og der var altid rigeligt af den, om der så kom 30, som de første år, eller over 100, som de sidste år, hvor forældrene stod for jul for ensomme og hjemløse i Vejle.

Brugerne stødte langsomt til, og maden blev serveret klokken 18. På samme tidspunkt kom byens borgmester, Karl Johan Mortensen, forbi for at ønske en glædelig jul til alle. Lisbeth Andreassen Ryelund fik altid et kæmpe borgmesterknus og som regel noget chokolade af ham.

Maden spiste børnene i køkkenet, men efterfølgende kom de ind med mandelgaver og julegaver til de hjemløse, ligesom hun tydeligt husker julesangen rundt om juletræet, hvor ikke alle gik lige eller sang lige kønt. Når faderen læste juleevangeliet højt, sad Lisbeth Andreassen Ryelund og hendes søskende og guffede slik i baglokalet.

Nogle gange var hun lidt bange, for man vidste aldrig, om brugerne var fulde, når de kom, ligesom politiet kom en juleaften eller to, fordi der var uro.

Alligevel husker hun det som en god og ikke mindst broget aften, fordi der var mange forskellige slags mennesker. Det var også en juleaften, at hun lærte, hvad en transvestit var. Lisbeth Andreassen Ryelund blev ganske forskrækket, da en af damernes bryst pludselig sprang lige foran hende og var væk. Det var en ballon, og damen var en mand, der var klædt om. Men selvom klientellet var en broget flok, og forældrene var med som frivillige, blev børnene ikke glemt af den grund.

Mine forældre var gode til at se os børn, og det var en aften, der betød rigtig meget for mig. Jeg elskede det og glædede mig til juleaften. Det foregik også på vores præmisser, fordi vi fik lov at være klædt ud som nisser og gå ind med mandelgaverne, siger Lisbeth Andreassen Ryelund.

Samtidig husker hun, at hun altid stillede forældrene mange spørgsmål bagefter, fordi oplevelserne udfordrede hende med hensyn til, hvordan samfundet var omkring hende.

Aftenen sluttede altid hjemme hos familien. Når de hjemløse og ensomme var gået klokken elleve, ryddede de lidt op og tog derefter hjem for at tænde deres eget juletræ og åbne deres egne pakker i stilheden efter en lang juleaften.