Dostojevskij omplantet til Afhganistan

De skyldfri. Forfatteren Atiq Rahimi har omplantet Dostojevskijs Forbrydelse og straf til Afghanistan for at vise en anden forståelse af individ og ansvar

Instruktør og forfatter Atiq Rahimi har gendigtet Dostojevskihs "Forbrydelse og straf" - og omplantet handlingen til Afghanistan. -
Instruktør og forfatter Atiq Rahimi har gendigtet Dostojevskihs "Forbrydelse og straf" - og omplantet handlingen til Afghanistan. -. Foto: Archives du 7eme Art.

MANGE VIL KENDE HANDLINGEN i Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf. Studenten Rodion Raskolnikov slår en ubehagelig, gammel pantelånerske ihjel med en økse, et kluntet rovmord. Han plages af samvittighedsnag, og den fromme luder Sonja overbeviser ham om, at han må tage sin skyld på sig, bekende den og tage sin straf. En af de vældigste kristne romaner.

Nu er Forbrydelse og straf blevet genfortalt, omplantet til et helt andet kulturrum end det kristne aftenland, nemlig til 1980ernes borgerkrigshærgede Afghanistan. Det sker i romanen Forbandet være Dostojevskij af den fransk-afghanske forfatter Atiq Rahimi, modtager af den fornemme Prix Goncourt.

LÆS OGSÅ: Værker vi mærker: Ungen mennesker er pletfri

En norsk oversættelse er netop udkommet. Tidligere kom den på tysk, og en engelsk udgave er på vej.

Her hedder Raskolnikov Rassoul, og Rassoul slår også en pantelånerske ihjel, men derefter er alt omvendt. Rahimi viser, hvordan man andetsteds står fremmed for tanken om personlig skyld og individuel soning, som den forkyndes af Dostojevskij.

Le Figaro opsummerede handlingen i sin anmeldelse af den franske original: Bevidst om sin handling ønsker Rassoul at bekende sin smerte og sin skyld, han forsøger at sone og gøre bod. Men i Kabul er alle revnende ligeglade! At dræbe en pantelånerske er ingen forbrydelse, forklarer man ham.

Atter romanen selv: Offeret er en pantelånerske, altså skulle hun være dømt til stening.

Figaro anfører en passage fra bogen, der anviser en vej ud af miseren: Hvis hver enkelt af os i dag, ved denne mands eksempel, stiller spørgsmålstegn ved vores gerninger, så kan vi overvinde det brodermorderiske kaos som i dag regerer landet.

Anmelderen i Le Point skrev om bogen, at jo længere man kom ind i den, jo mere fatter man omfanget af galskaben i et samfund, hvor ingen længere er ansvarlig.

ATIQ RAHIMI ER BLEVET interviewet i Frankfurter Allgemeine. Han fortæller om det land, han forlod som 20-årig, ude ved verdens ende. Hverken den jødiske eller den kristne kultur er nået helt derud. Efter Afghanistan hører alt op, da er det andre religioner, der bestemmer.

Bogens Rassoul nægter at tilhøre nogen gruppe, og dette ikke mordet på pantelånersken skaffer ham svære problemer. Rahimi understreger: Man tilhører en familie, en klan, en etnisk gruppe, en religion. Kun da kan man føle sig sikker.

Det har fundamentale etiske konsekvenser, påpeger han: Individet taber sin værdi. Jeget eksisterer ikke, kun den kollektive tilværelse tæller.

Og fordi man er opsuget i strenge fællesskaber, der ophæver ansvaret, kan man med let sind vie sit liv til vold. Dræbt bliver der i Afghanistan altid i nogets navn i Allahs navn, fædrelandets, familiens. Der er altid noget overordnet som retfærdiggørelse.

Frankfurter Allgemeine spørger Rahimi, hvordan det står til i det afghanske samfund med personlig fornemmelse for lov og ret.

Glem det, den eksisterer ikke mere; også fornemmelsen for ansvar og skyld er gået tabt. Frem for alt for skyld! Hvis det enkelte menneske sætter spørgsmålstegn ved sine gerninger og medgiver, at han har pådraget sig skyld, så er det noget meget individuelt. Men hvad da, når man slet ikke er bevidst om sin individualitet? Så gør man et kollektiv ansvarligt for alt. Krigsherrerne siger, at hele miseren er amerikanernes, pakistanernes, saudiernes eller al-Qaedas skyld. Hertil kommer religionen: En muslim er per se ikke skyldig, medmindre han vender sig mod sin religion.

Men hvordan så med medfølelse, spørger den tyske avis.

Den findes selvfølgelig, det er jo dog menneskelige væsener! Men forresten, lad mig tænke mig om: Inden for egen familie eller etniske gruppe møder man medfølelse. Drejer det sig om en udenforstående, er det vanskeligere. Samfundssystemet, religionen og den årelange krig har lavet monstre ud af menneskene.

To kulturkredse, to forskellige forståelser af ansvar, tydeliggjorte i to romaner, hvor den ene gennemspiller den andens tema inden for en forskellig civilisation. Da kristendommen trængte op gennem Europa, var klanvæsenet da også noget af det første, den gjorde op med. Og den talte til den enkeltes samvittighed, opelskede den vel og udstyrede individet med den værdighed at skulle stå personligt til ansvar.

Måske de mange, der altid brokker sig over, at kristendommen taler om skyld og samvittighed, skulle tænke en smule dybere over fænomenet.

Anders Raahauge er kulturjournalist