Fiktionsfri fiktion: Definition af en helt ny genre

Med udgangspunkt i Karl Ove Knausgårds store seksbindsværk Min kamp søger Hans Hauge at definere en helt ny genre

Hans Hauge: Fiktionsfri fiktion. Om den nyvirkelige litteratur. 189 sider. 198 kroner. Multivers.
Hans Hauge: Fiktionsfri fiktion. Om den nyvirkelige litteratur. 189 sider. 198 kroner. Multivers.

Der er bøger, også for voksne, man med god ret kan kalde pegebøger. Det er de bøger, der ikke selv anlægger vejen, men peger på en tendens, en retning, som en pil på et skilt. Arbejdet med at systematisere, underbygge, perspektivere og begrunde er der andre, der må gøre.

Sådan en pegebog er forfatter, litteraturforsker og allehånde kommentator Hans Hauges Fiktionsfri fiktion. Om den nyvirkelige litteratur. Et stykke pionerarbejde, i hvert fald på dansk jord, en klarnæset opsnusning af en indlysende ny litterær tendens, en tankevækkende øjenåbner. Men også en, der på grund af sit spinkle teoretiske grundlag i den grad råber på efterfølgere med større gravkøer. Nu kan entreprenørerne komme!

LÆS OGSÅ: Kampen er vundet

Den nyvirkelige litteratur. Det lyder som en slåfejl. Men det er ganske vist. Den har længe rumsteret i kulissen. Og den springer ud af skabet med et eneste romanværk, der helt bevidst søger netop at afskrive fiktionen. Nemlig den norske Karl Ove Knausgårds gigantiske roman Min kamp, et brag af et værk, som man enten elsker ubetinget det gør Hauge og undertegnede! eller kaster fra sig med et finlitterært grynt.

Min kamp er blevet selve paradigmet på fiktionsfri fiktion, skriver Hans Hauge. Point of no return. Helt staveligt, for den tåler ikke genlæsning (hvilket jeg nu ikke er enig i!). Og den stadfæster en ny genre med en sådan autoritet, at den på en måde også afliver den igen. Nu er det jo gjort!

Hvad går den da ud på, denne tendens som altså har vejret i luften et stykke tid, men først har fundet sit sted med Knausgård?

Det begynder med en afskrivning, en negation. En til døden overvældende lede. En følelse af, at verden er så fuld af illusion og fiktion, at den kollapser i sit eget selvbillede. Alene tanken om fiktion, alene tanken om en opdigtet figur i en opdigtet handling gav mig kvalme, skriver Knausgård i bind 2.

Og fortsætter senere med det, der kan kaldes hans egentlige programerklæring. Eller kamp: De sidste par år havde jeg mistet mere og mere tro på litteraturen. Jeg læste og tænkte, det var noget, nogen havde fundet på. Måske var det, fordi vi var fuldkommen invaderet af fiktion og fortællinger. Måske var der gået inflation i det. () Det var en krise, jeg kunne mærke i hele min krop, noget mættet, palminagtigt bredte sig i min bevidsthed, ikke mindst fordi kernen i al den fiktion, sand eller ej, var lighed, og at den afstand, den holdt til virkeligheden, var konstant. () Jeg kunne ikke skrive i det, det var umuligt, hver eneste sætning blev mødt med tanken: Men det er jo bare noget, du finder på.

Den eneste vej ud er en fiktionsfri fiktion, følger Hauge op, hvor det ikke gælder om at finde et nyt rum i det litterære hus, men slet og ret at knuse vinduet. Og beskrive verden som den ER. Alt fra reklamer over politik til kunst er fiktion, fortsætter han. Facebook og YouTube er fiktion. Realityshows er fiktion. Avisen er en fiktiv genre. Historien er en fortælling. Vi er stort set aldrig i kontakt med virkeligheden.

Herefter nævner Hans Hauge en række danske og nordiske forfattere fra de senere år, der i en eller anden grad har haft netop dét projekt, at (gen)finde virkeligheden. At finde en revne i spejlet: Lars Husum, Hanne Viemose, Kamilla Hega Holst, Josefine Klougart, Kim Leine, Christian Jungersen, Beate Grimsrud, Christina Hagen, Amalie Smith, Hanne Østervik, Lone Hørslev. Og lidt før dem Knud Romer, Erling Jepsen.

Ikke alle er fiktionsfrie fiktioner, nogle er for meget fortælling, nogle for meget nøgleroman, nogle snarere autobiografier eller bekendelseslitteratur eller dagbøger, skriver Hauge, og er her desværre aldeles skødesløs i sine differentieringer. Ganske vist får vi opstillet en række punkter for fiktionsfri fiktion. Men efter mit skøn så henslængte, at de ikke kan omsættes til en brugbar genredefinition. For eksempel står der, at fiktionsfri forfattere er en slags autister (!). Og senere at fiktionsfri fiktion ikke skal fortolkes, for der er ikke noget at fortolke.

Jeg tror, mange af os, der søger at knække Knausgård-koden, vil være lodret uenige. Alene det verdensbillede, der ligger til grund for romanen, er da lige til at kaste sig frådende over!

Men tilbage til tendensen. Sandt er det nemlig, at alle disse nye forfattere tilsyneladende deler en længsel efter at komme ud af fængslet. Og sandt er det, at de tilsyneladende møder den samme længsel hos læserne. Hvor kommer ellers fascinationskraften fra? Og sandt er det også, at denne nyvirkelige litteratur efterlader en stor usikkerhed hos anmeldere og andet fagfolk, der er så skolede i anti-biografisk læsning. Aldrig, aldrig må man blande fortæller og forfatter sammen!! Så hvad stiller vi op med Lone Hørslevs private skilsmisse eller Knud Romers tyske mor? Kan vi tillade os at kaste sløret. Tale lige ud af posen. Kan vi konfrontere læsningen med sandheden uden at falde i den positivistiske grav, hvor sandhed er lig med fakta, jura og korrespondens?

Hvorvidt Knausgård har gengivet fortiden én til én, som den var, er for så vidt ikke afgørende. Tværtom kan man sige: Med ordet fiktion fralægger forfatteren sig ansvaret og påberåber sig retten til at sige hvad som helst. Fiktion er identisk med ytringsfrihed. Jura er et spørgsmål om genre!

Som man kan se, er der mange gråzoner. Og Hans Hauge indrømmer da også blankt både cirkelslutninger og en række aldeles subjektive iagttagelser. I øvrigt helt i overensstemmelse med sine egne definitioner af fiktionsfri fiktion som en teorifri litteraturvidenskab. Hvilket åbenlyst giver plads til både det seriøse og det snakkesalige.

Men det er også et udtryk for ens andet væsentlige ærinde. Hauge, der selv underviser på universitetet, iagttager jo, hvordan de studerende ikke længere kan forholde sig til de etablerede litterære teorier. Hvordan faget mister sin potens, hvordan litteraturen ikke mere har rod i en dannelseskultur, fordi litteraturanalyser gider ingen længere læse.

Gennem den fiktionsfrie fiktions afskrivning af teorien kunne man således i et optimistisk øjeblik forestille sig, at tiltrækningskraften ved litteraturen som fag blev generobret. Hvordan selve faglighed i så fald ville overleve og ikke ende i ren selvhenførelse, er en anden sag. Også her fungerer Hauges som en røst i ørkenen af tomme auditorier. Andre må binde op og gå videre.

Hvilket fører os tilbage til pegeen. For den er godt set denne ubændige trang til virkelighed hos både læsere, forfattere, studerende og (måske) forskere. Denne længsel efter at komme igennem slørlag af fortællinger og fortællere og ind til det, man kunne kalde det virkelige liv. Hvis det da eksisterer.

Historier kan enhver jo finde på!