Gamle kirkebænke fik nyt liv i ungdomskirke

I ungdomskirken i Gethsemane Kirke i København kan du sætte dig på en hjemløs, efter at kirkebænkene blev moderniseret af en gruppe unge kunstnere

Unge kunstnere ses her udsmykke kirkebænke fra 1919 i Akademiet for Utæmmet Kreativitet på Vesterbro i København. Bænkene står nu i uKirke – Ungdomskirken på Vesterbro. –
Unge kunstnere ses her udsmykke kirkebænke fra 1919 i Akademiet for Utæmmet Kreativitet på Vesterbro i København. Bænkene står nu i uKirke – Ungdomskirken på Vesterbro. –. Foto: Sille Arendt.

Den 10. oktober 2010 blev sognekirken Gethsemane Kirke lukket. Den har siden stået ubenyttet, indtil en ungdomskirke for et år siden rykkede ind. Det er blevet til uKirke Ungdomskirken på Vesterbro. Folk tilknyttet projektet har siden sammen med ungdomspræst Thomas Nedergaard arbejdet på at omforme kirkerummet, så de unge kan føle sig velkomne.

LÆS OGSÅ: Sidste gudstjeneste i den gamle Gethsemane Kirke

En af de mest markante ændringer er, at alle kirkebænkene fra 1919 røg ud. 10 er kommet udsmykkede tilbage og står nu i kirken sammen med sofaer, standerlamper, sofaborde og lyd- og lysudstyr.

Nogle mennesker oplever et traditionelt kirkerum som guddommeligt og smukt. For andre er det koldt. Vi forsøger at skabe en kirke for de unge, der ikke bryder sig om det traditionelle, siger Thomas Nedergaard.

Idéen opstod, fordi han tilfældigt mødte nogle unge kunstnere fra AFUK, Akademiet For Utæmmet Kreativitet, mens de var ved at forskønne bybilledet. Han inviterede dem ind i kirken, og efterfølgende brugte 40 unge to måneder på at dekorere kirkebænkene.

De måtte gøre, hvad de ville, med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad er vigtigt i livet?.

Det var underligt i begyndelsen at give dem så meget frihed, for det er vi ikke vant til i folkekirken. Men bænkene viser nogle meget dybe overvejelser i forhold til livet, som vi ikke kunne have fået, hvis vi havde givet dem en bunden opgave, siger Thomas Nedergaard.

På en af bænkene er der tegnet en meget livagtig hjemløs. Så livagtig, at man oplever, at man sætter sig på ham. Han ligger på bænken, mens han kaster op og har en øl i hånden. Over ham er der tornebuske med døde duer. Men på bagsiden af bænken ser man den hjemløse komme gående, mens han holder sit barn i hånden, og der er buske med blade og levende duer.

En anden bænk er malet sort, og skåret ud i bænken er der rødder forneden og grene foroven for at illustrere, at tanker om for eksempel livet, Gud, tro og eksistens er påvirket af det enkelte menneskes rødder og ophav.

Thomas Nedergaard har kun fået positive reaktioner på projektet, men er samtidig klar over, at ikke alle vil synes om moderniseringen.

Vi har en helt fantastisk kulturarv i kirken, som vi skal bevare. Men i København er der også en masse kirker, som ligner hinanden. Vi skal turde ændre på nogle af dem, så rummet ikke bliver en hæmsko for indholdet og for at få de unge med i kirken, siger han og fortsætter:

Den største opgave for os som kirke er at lade være med at slås internt, fordi vi ser forskelligt på tingene. Den ene sandhed eksisterer ikke. Jo, at Kristus lever. Det er sandheden, som vi så bruger på hver vores måde.