Machtübernahme. Med det ord, som oversat til dansk betyder magtovertagelse, beskriver tyskerne begivenheden den 30. januar 1933. I år er det 80 år siden, at Adolf Hitler blev udnævnt som Tysklands rigskansler af rigspræsident Paul von Hindenburg.
Det var demokratiet, som førte Hitler til magten.
I 1919 bliver Hitler medlem af Deutsche Arbeiterpartei, DAP, der bliver til før det egentlige nazistiske parti, Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP, ved en navneændring i 1920, forklarer Moritz Schramm, lektor i tyske studier ved Syddansk Universitet. Partiets politik karakteriseres som antiparlamentarisk og antidemokratisk, og dets politikere rettede især angreb mod Versaillestraktaten, en fredsaftale, som lagde hele skylden for Første Verdenskrig på Tyskland og placerede en enorm gæld på Weimarrepublikken, den tyske demokratiske stat i mellemkrigstiden.
Der er mange svar på, hvorfor Hitler gik ind i politik og også mange åbne spørgsmål. Faktum er, at han færdedes i stærkt nationalkonservative kredse i München lige efter slutningen af Første Verdenskrig, og at han dér satte sig i spidsen for det lille Deutsche Arbeiterpartei. Han formåede med sin karisma at samle en bevægelse, men han skabte den ikke, siger Moritz Schramm og peger på, at man skal se på andet end personen Hitler for at forstå begivenhederne op til og efter den 30. januar 1933.
Med hensyn til magtovertagelsen vil jeg sige, at der i det mindste i Tyskland de seneste årtier har bredt sig en forståelse af, at historien ikke kan reduceres til Hitler som person. At han med andre ord i mindst lige så høj grad var et produkt af sin tid, som tiden var et produkt af ham. Man kan ikke forstå nazitiden og magtovertagelsen ved udelukkende at kigge på Hitler. Man skal også kigge på de mentalitetshistoriske, socialhistoriske og forfatningsmæssige forudsætninger, for at nazisterne kunne komme til magten, siger Moritz Schramm.
Også Karl Christian Lammers, lektor i samtidshistorie ved Københavns Universitet, har noteret sig, at der er sket en udvikling i synet på magtovertagelsen.
I begyndelsen efter 1945 blev magtovertagelsen opfattet som resultatet af svagheden ved det demokratiske system og de demokratiske partier. Men forskningen har efterhånden sat mere fokus på den nazistiske bevægelse og de kræfter i Weimarrepublikken, som ønskede, at nazisterne skulle komme til magten. Frem for demokratiets svaghed er der senere hen mere blevet set på de aktiviteter, som fik demokratiet til at bryde sammen, forklarer han.
Den opfattelse er fremkommet i 1950erne, hvor man var ved at opbygge et nyt demokrati, og her forsøgte man at lære af Weimarrepublikkens fald.
Weimarrepublikken er betegnelsen for det styre, som i 1919 fulgte efter kejserriget, der blev afskaffet på grund af nederlaget i Første Verdenskrig. Republikken bestod fra 1919 til 1933. Moritz Schramm henviser til, at man ofte har omtalt det som et demokrati uden demokrater.
Tysklands første ægte demokrati har fra begyndelsen haft problemet, at der var store grupper i samfundet, der ikke var tilhængere af demokratiet. På den ekstreme venstrefløj håbede man på en socialistisk revolution. På højrefløjen drømte mange om at få kejseren tilbage eller så ned på demokratiets grundværdier, som de anså for utyske. Altså ikke forenelige med den tyske kultur og det tyske væsen, siger han og tilføjer, at man i nationalkonservative kredse under Weimarrepublikken ofte antog, at demokrati og parlamentarisme var vestlige og især franske værdier.
Centralt i Weimarrepublikken stod de borgerlige rettigheder som forenings-, forsamlings og religionsfrihed. De kunne dog på ubestemt tid suspenderes af rigspræsidenten eller regeringen ved et dekret på basis af forfatningens artikel 48, der trådte i kraft, hvis den offentlige sikkerhed og orden i riget var i fare.
Selvom det lykkedes at stabilisere Tyskland i midten af 1920erne, kunne Weimarrepublikken ikke holde til krisen efter 1929. Der er usikkerhed om årsagen til krisen, men et bud er, at store investeringer i årene op til krisen havde medført, at incitamentet omkring 1929 til yderligere investeringer ikke var stort, og at der internationalt generelt manglede stabilitet omkring økonomien. Det skyldtes blandt andet uenigheden om omfanget og betalingen af de tyske krigsskadeserstatninger efter Første Verdenskrig.
Ifølge Karl Christian Lammers var der to forudsætninger, for at Hitler kom til magten. Forudsætningerne omfattede den økonomiske og politiske krise i Tyskland.
Den økonomiske krise fra 1929 blev værre med den siddende regerings politik, som førte til deflation og nedskæringer. Derfor var arbejdsløsheden et hovedproblem, siger han.
Den anden forudsætning for Hitlers magtovertagelse er for Karl Christian Lammers at se, at der i begyndelsen af 1930erne var nogen, som kunne udnytte tyskernes situation.
Det kunne nazisterne. De var i stand til at mobilisere folk på tværs af klasser og politiske skel. De blev det første egentlige folkeparti, der fik tag i alle tyske befolkningsgrupper, og de præsenterede løsningen på krisen. Nemlig at der skulle et andet system til end Weimarrepublikken. Det lykkedes at give de kriseramte tyskere et håb om, at deres situation kunne forbedres, forklarer Karl Christian Lammers.
Mobiliseringen sker blandt andet ved at gøre Weimarrepublikken ansvarlig for Versaillestraktaten. Det ledte nazisterne til fortællingen om, at Weimarrepublikken var skyld i både en uholdbar indenrigs- og udenrigspolitisk situation, hvor Tyskland havde måttet afgive land og penge.
Nazisterne forstår at udnytte den psykologiske og politiske krise, som tyskerne er i i begyndelsen af 1930erne. Nazisterne har dog ikke et flertal bag sig, da de kommer til magten. Kun omkring en tredjedel af tyskerne stemmer på dem. Men i en alliance med nationalkonservative kræfter, som også er interesseret i at få ændret det demokratiske system, får de magten. Man ønsker at afslutte den indflydelse, som Socialdemokratiet og fagforeningerne har fået i Weimarrepublikken, som man kalder en fagforeningsstat. I virkeligheden er de i alliancen også interesseret i at ændre forfatningen i en autoritær retning med en styrket statsmagt på bekostning af det demokratiske parlament, forklarer Karl Christian Lammers.
Moritz Schramm slår fast, at Hitler ligesom store dele af den nationalkonservative fløj i Tyskland var erklæret modstander af demokratiet. Ikke desto mindre blev det demokratiske valg, som ledte nazisterne til magten.
Valgene til rigsdagen den 15. september 1930 ændrede den parlamentariske situation. Det gav fremgangen til de yderliggående partier og nationalsocialisterne. Rigskansler Heinrich Brüning fra det katolske midterparti Zentrum mistede sit parlamentariske flertal og blev afhængig af støtte fra socialdemokraterne. På grund af den kommunistiske og nazistiske trussel besluttede han at regere via nødforordninger, som Weimarrepublikkens forfatning med artikel 48 gav mulighed for. På den måde blev der dannet præcedens for at regere uden om parlamentet.
Ved valget i juli 1932 sejrede NSDAP, og med 37,3 procent af stemmerne blev det Tysklands største parti. Valgresultatet betød, at Hindenburg og de andre partier ikke kunne se bort fra Hitler, og mange af de mere moderate højrefløjspolitikere var også parate til at lade ham komme til magten ud fra den analyse, at de bedre kunne styre ham i en regering end uden for. Franz von Papen blev udpeget til at sammensætte en flertalsregering. Under de forhandlinger fik Hitler tilbudt en plads i regeringen, men han afslog og krævede i stedet at blive kansler. Det resulterede i endnu et valg.
Valget i november 1932 betød en lille tilbagegang for NSDAP, men det var fortsat Tysklands største parti. Den nyudnævnte kansler, Kurt von Schleicher, prøvede at regere med støtte fra venstredrejede nationalsocialister, midterpartiet Zentrum og socialdemokraterne. Det blev en kort regeringsperiode, for allerede i januar 1933 lykkedes det Franz von Papen, som nu kunne se en forbundsfælle i Hitler, at presse Hindenburg til at acceptere en koalition mellem højrefløjspartierne og NSDAP. Det gik Hindenburg modvilligt med til.
Hitler fik, i modsætning til hvad man nogle gange hører i offentligheden, aldrig flertallet af stemmerne ved et frit valg. I realiteten var det indflydelsesrige kræfter i det nationalkonservative spektrum og i industrien, der bærer ansvaret for, at Hitler i det hele taget blev udråbt til rigskansler i 1933. Først efterfølgende lykkedes det ham med sin Ermächtigungsgesetz at få parlamentet til at overdrage al magt til eneherskeren, siger Moritz Schramm.
Hitler havde ellers 10 år før forsøgt at komme til magten uden om demokratiets spilleregler. Ved det såkaldte Ølstuekup den 8. november 1923 stormede han og andre ledende nazister et møde, som den bayerske generalstatskommissær Gustav Ritter von Kahr holdt i en ølkælder i München. Nazisterne kaldte det en national revolution, men allerede den efterfølgende morgen stod det klart, at det ikke var lykkedes. Hitler fik efterfølgende en mild dom, som han inden udgangen af 1924 havde udstået.
Hitler indser, at man ikke uden videre kan kuppe sig til magten. Det mislykkede kupforsøg kan derfor anses som begyndelse på den senere strategi om at bruge demokratiets råderum til aktivt at afskaffe demokratiet, forklarer Moritz Schramm og fortsætter:
Efter magtovertagelsen i 1933 var der ikke længere tale om et demokrati. Nazisterne begyndte med det samme at ensrette samfundet og uskadeliggøre deres modstandere. Det kan man ikke betegne som demokrati, selvom der stadig blev afholdt valg i marts 1933 altså efter magtovertagelsen, siger Moritz Schramm. Her gik nazisterne frem, men fik fortsat ikke flertal.
Også Karl Christian Lammers peger på, at Hitler og nazisterne blev klar over nødvendigheden af at komme legalt til magten i overensstemmelse med de politiske spilleregler, efter partiet havde fået lov til at genopstå i 1925 efter Hitlers straf.
Siden 1930 havde der med Hindenburg udviklet sig den praksis, at regeringer blev udnævnt, uden at de nødvendigvis havde et parlamentarisk flertal bag sig. Ved kupforsøget i 1923 blev Hitler og hans folk nedkæmpet af hæren og politiet. Men som en regering udnævnt af Hindenburg kunne nazisterne regne med loyalitet fra hæren, politiet og statsapparatet. Omvendt betød det også, at alle, der ville hindre dem i at fortsætte efter magtovertagelsen, ville handle illegalt og mod demokratiet, siger han.
En påsat brand, der om aftenen den 27. februar 1933 hærgede rigsdagsbygningen i Berlin, blev af nazisterne brugt som et påskud for at indføre Rigsdagsbrandnødforordningen. Den eliminerede retsstaten og borgerrettighederne fra Weimarforfatningen. Kommunisterne blev af nazisterne beskyldt for branden, og det førte til et forbud mod Kommunistpartiet, og også resten af den politiske opposition blev sat ud af spillet.
I slutningen af marts 1933 med vedtagelsen af fuldmagtsloven var det slut med at agere efter demokratiets spilleregler, og nazister brugte deres legale magt til at udhule legaliteten, forklarer Karl Christian Lammers.
De får vedtaget en forfatningsændring, hvorefter det bliver muligt for regeringen at lovgive uafhængigt af Rigsdagen, siger han.
Hermed var vejen banet for Hitlers styre.