Det handler meget om politik og kun lidt om pædagogik, når regeringen til august indrullerer 4000 folkeskolebørn med udenlandsk baggrund i et nyt storskala-forsøg med modersmålsundervisning. For De Radikale har det i årtier været hjerteblod, at indvandreres børn skal undervises i sprogene, der tales i de lande, deres forældre har valgt at forlade. Efter den borgerlige oppositions opfattelse udgør forsøget en de facto genindførelse af den modersmålsundervisning, der ellers stort set blev afskaffet i 2002 kort efter den daværende VK-regerings tiltræden. Og det er da også ret sikkert, at De Radikale med dette nye forsøg kan notere sig en lille intern sejr i regeringssamarbejdet over for de mere fodslæbende socialdemokrater.
LÆS OGSÅ: Forskere er begejstrede for nyt modersmålsforsøg
Dette partis Vestegns-borgmestre var i sin tid stærkt skeptiske over for hele ideen med modersmålsundervisningen. Det var deres kommuner, der skulle lægge sociale boliger til stadig mere ghetto-lignende byområder, hvor det åbenlyse behov dengang som nu bestod i integration af gamle og unge i det danske samfundsliv og ikke i fastholden af de samme menneskeskæbner i en sproglig og kulturel afsondrethed, som modersmålsundervisningen næppe helt ubegrundet blev beskyldt for at fremme.
Modersmålsundervisningen var i den udgave, som den havde frem til begyndelsen af 00erne, et klassisk stykke værdipolitik: Dansk sprog måtte ikke i praksis nyde forrang for arabisk, urdu, somali eller andre sprog fra de regioner, der sker indvandring fra. Ikke nogen vestlig dominans her. Det kunne sådan set have givet mening, hvis hensigten var at holde tilbagevenden til oprindelseslandet åben for indvandrerne. Men den tankegang blev opgivet i 1970erne, og signalet blev siden et andet: at eksempelvis arabisk ikke behøvede at træde i baggrunden for en oprindeligt arabisktalende familie, blot fordi den nu havde bosat sig i et land, hvor dansk var det fremherskende sprog. Tillige havde den modersmålsundervisning, som folkeskoleloven i perioden 1976-2002 pålagde kommunerne at tilbyde, elementer af oplæring i hjemlandets kultur og traditioner. Den oplæring kan være værdifuld, men den er bare ikke en opgave for en dansk folkeskole.
Skolefagligt var hovedbegrundelsen for modersmålsundervisningen, at det fremmer indlæring af et nyt sprog, i dette tilfælde altså dansk, hvis barnet kender begreberne godt på sit det vil sige forældrenes sprog. Mens der vist stadig voteres i videnskabelige kredse om den fulde holdbarhed af denne teori, så er det sikkert, at de saliggørende resultater af modersmålsundervisningen udeblev. Såvel før som efter dens afskaffelse producerede folkeskolen ulykkeligvis reservearmeer af unge anden- og tredje-generationsindvandrere med stærkt mangelfulde sproglige kvalifikationer, hvilket løbende undersøgelser bevidner. Det tjener regeringen til ære, at der i denne omgang trods alt kun er tale om et forsøg, der skal skaffe mere viden om, hvorvidt modersmålsundervisningen gavner. Dens fulde genindførelse er, trods De Radikales ønsker, endnu ikke givet. jd