I 1950erne kunne man være ret sikker på, at en arbejder stemte socialdemokratisk og en landmand på Venstre. Funktionærer stemte ofte konservativt.
I den forstand var de politiske partier klassepartier. De tog også store hensyn til deres kernevælgeres interesser, selvom de godt kunne gå på kompromis i det samarbejdende folkestyres navn.
Nu er det sværere for partierne at vide, hvor de har vælgerne. Men gætteværk i blinde er det dog ikke. Det viser en netop offentliggjort undersøgelse af folketingsvalget i 2011, Krisevalg af Rune Stubager, Kasper Møller Hansen og Jørgen Goul Andersen.
LÆS OGSÅ: SF som Social-demokratiet light
I modsætning til 1950erne har LO-arbejdere nu en forkærlighed for Venstre, omend ikke i samme høje grad som de tidligere havde det for Socialdemokratiet.
Funktionærer tiltrækkes derimod i højere grad af rød blok. Og offentligt ansatte stemte for 70 procents vedkommende på rød blok.
Folk med lange uddannelser har en klar forkærlighed for De Radikale, SF og Enhedslisten, mens Dansk Folkeparti er populært blandt folk med kort uddannelse, men har svært ved at tiltrække folk med lange uddannelser. Også Socialdemokraterne og Venstre har lettere ved at tiltrække kortuddannede end langtidsuddannede.
Selvstændige har en stærk tendens til at stemme på blå blok. Dog tiltrækkes en del af dem af De Radikale. Ikke bare erhverv og uddannelse betyder noget for, hvad man tiltrækkes af. Jo større formue, jo mere sandsynligt er det, at man stemte på blå blok.
Også alder og køn kan spille ind. Liberal Alliance tiltrak særligt mange unge vælgere. Derimod har Socialdemokraterne svært ved at få unge til at stemme på partiet. Socialdemokraterne må trøste sig med, at de gør sig relativt godt hos kvindelige vælgere bare de ikke er helt unge.
Vælgerne er altså heller ikke i dag upåvirkede af, hvem de er og af deres plads i samfundet. Blot bevæger de sig friere mellem partierne. Hele 44 procent siger, at de først bestemte sig under valgkampen, men to tredjedele endte dog med at stemme på samme parti som ved valget i 2007. Især de unge vælgere overvejer deres partivalg. Partiskifterne bevægede sig i højere grad inden for blokkene end fra blok til blok. Men de sidstnævnte er mest interessante; de afgjorde placeringen af regeringsmagten.
Vælgeradfærden i 2011 afveg ikke stærkt fra de nærmest foregående valg. Det udelukker ikke voldsomme ændringer i den fremtidige vælgeradfærd.
Partierne vil grundigt studere undersøgelsen for at se, om de kan vinde fordele ved at ændre politik og markedsføring. For lige så lidt som vælgerne kun lader sig lede af ideelle tanker om samfundets rette indretning, lige så lidt fastlægger de enkelte partier deres mærkesager idealistisk ud fra en ideologi.
En ny disputats af forskeren Christoffer Green-Pedersen viser, at partierne ofte griber mediesager og gør dem til deres egne. Men ikke alle mediesager gribes. Man vælger nogle, som er egnede til at markere forskellen til andre partier (og nok særligt til den anden partiblok).
En skandale i EU er ikke egnet, fordi de dominerende partier grundlæggende er enige om, at vi skal være i EU. Men en miljøskandale eller en rystende sag om behandling af børn kan være egnet især for oppositionen, hvis den kan føre til kritik af regeringen.
Men partierne sætter altså hverken deres dagsorden efter deres eget partiprogram eller medlemmernes interesser. De interesserer sig derimod for de potentielle parti- og blokskiftere og de sager, som kan påvirke lige netop disse grupper. Og de foretager egne markedsanalyser, som var de virksomheder på et sæbemarked.
Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet