Skuespilleren og juristen.

To karrierer i én person

”Baron von Rydtgers figur i ’Matador’ er ydre set meget beskeden. Men skuespilleren Bendt Rothe løfter den til en fornem position, som er uforglemmelig,” skriver Ove Sten Rasmussen. –
”Baron von Rydtgers figur i ’Matador’ er ydre set meget beskeden. Men skuespilleren Bendt Rothe løfter den til en fornem position, som er uforglemmelig,” skriver Ove Sten Rasmussen. –. Foto: Poul Petersen.

VI MÅ LEVE MED DET. Hvad enten vi piber eller synger, ruller tv-spillet Matador på lørdag aften over skærmen for 24. og sidste gang. I hvert fald foreløbig.

Lise Nørgaards og Erik Ballings mesterværk som tekst og iscenesættelse er tildelt omhyggeligt udvalgte skuespillere lige fra hovedrollerne til mindste birolle.

Det lyder derfor dristigt, at nogen kan fremholdes foran andre. Og endnu dristigere, hvis det er en lille birolle, der tildeles opmærksomheden. Deres udsendte vover pelsen.

LÆS OGSÅ:
Det interessante er det, der bringer mig selv i tvivl

Baron von Rydtgers figur i Matador er ydre set meget beskeden. Men skuespilleren Bendt Rothe løfter den til en fornem position, som er uforglemmelig. Hans venskab med opkomlingen Mads Skjerns kone, Ingeborg, har en menneskelig finhed og varme i grel modsætning til ægteparret Skjerns vaklende fællesskab, der efterhånden ligner væbnet neutralitet.

Bendt Rothe (1921-1989) fik en mere end usædvanlig løbebane. Han viste sig i stand til at dele den op i en scenisk og en juridisk karriere med utrolig succes på begge fronter. Efter hans debut i titelrollen på Camus Caligula fik han sit første store skulderklap af den førende teaterkritiker Jens Kistrup på Berlingske Tidende, der kaldte ham en sjælden type i det moderne danske teater.

DET VAKTE meget stor opsigt i pressen, at den 34-årige formand for Dansk Skuespillerforbund, Bendt Rothe, pludselig sprang ud som fuldbåren jurist med en fin førstekarakter, kun tre point fra det kancellilaud, som baner vej til stillinger i Justitsministeriet og Indenrigsministeriet. Dagbladet Politiken sendte sin berømte interviewer Knud Poulsen (også kendt som Dråben) til en længere samtale med Bendt Rothe kredsende om det næsten mystiske, at en skuespiller med lovende teaterkarriere pludselig bruger seks år på at blive cand.jur. Teatret er, forklarede Rothe, en usikker levevej, men nu ved jeg, at jeg også kan klare mig på anden måde, hvis jeg for eksempel skulle gå hen og få et stift ben. Sarah Bernhardt spillede sine store roller med træben, indskød Knud Poulsen. I al fortrolighed sagt: Jeg er ingen Sarah Bernhardt, lød svaret.DET VAR BEGYNDT MED, at Rothe efter en sygdomsperiode måtte på rekreation. Han trængte meget til søvn og valgte da som godnatlekture professor Hans Munch-Petersens Den borgerlige ret, der i generationer var en populær begynderbog for jurister in spe. Men Rothe faldt ingenlunde i søvn. Han blev bidt af juraen på livstid. Ydermere inspireret af skuespillernes fagretlige problemer, som han oplevede dem på formandsposten. Det blev den store kærlighed til faget at komme i lære som fuldmægtig hos landets førende advokater. Først hos højesteretssagfører, dr.jur. Bernt Hjejle, senere hos højesteretssagfører Oskar Bondo Svane, hvis formidable evne til at uddanne unge jurister sikkert blev bestemmende for Rothes livsbane. Her fik han også møderet for Højesteret.

Men scenekunsten kunne han ikke opgive. En periode drev han ganske vist advokatforretning i København, senere i Næstved, og nogen troede, at nu havde han fundet sin læst. Efter få år vendte han tilbage til Det Ny Teater og fik nu den mest frugtbare periode i scenekarrieren. Et lysende toppunkt blev hans præstation som universitetsprofessoren George i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf?, én blandt talrige hovedroller. I en periode var han turnéleder på Det Kongelige Teater.Kronen på Rothes juridiske livsværk blev den halve doktorgrad, licentiatis juris. Det er en videnskabelig grad på linje med nutidens ph.d., som Bendt Rothe modtog for bøgerne Skuespillerkunst og skuespillerret og Ophavsrettens stedbørn. Den sidste bærer på forsiden billede af de verdensberømte syngende brødre Mills Brothers. Bendt Rothe påviste, at brødrene kun havde ophavsret til deres sangpræstation som enkeltsangere ikke som ensemble!Bendt Rothes videnskabelige bidrag er en klassiker inden for begrebet ophavsret.

To sønner af Bendt Rothe er trådt i de fædrene juridiske fodspor. Henrik Rothe er retspræsident for Sø- og Handelsretten, advokat Jesper Rothe er parthaver i advokatsammenslutningen Bech og Bruun. I deres arbejde beskæftiger de sig hyppigt med ophavsret.

Ingen andre i familien har valgt teatervejen. Måske et enkelt skuespillertalent i ny og næ udfolder sig på dagligstuens scene. Privat var Bendt Rothe heller ikke kostbar. Når han for venner og familie parodierede for eksempel Poul Reumert og Clara Pontoppidan, var aftenen reddet, fortæller Henrik Rothe.

Ove Sten Rasmussen er pensioneret journalist og tidligere ansat på Kristeligt Dagblad