En ting er sikkert om den rapport om Vatileaks-skandalen, som tre betroede kardinaler for nylig afleverede til pave Benedikt XVI: Dens indhold vil forblive hemmeligt.
Vatikanet vil ikke bekræfte, men heller ikke afkræfte rygterne om, at rapporten indeholder så sprængfarlige oplysninger om en homoseksuel lobby i Vatikanet, at det var den direkte anledning til pavens tilbagetræden.
LÆS OGSÅ: Pave Benedikts historiske farvel
Dermed ligger vejen åben for endeløse spekulationer, rygter og mistanker, som måske langt overskrider virkeligheden. Men hemmelighedskræmmeriet er næsten en del af Vatikanets dna.
Man skal forstå, siger den britiske journalist John Thavis til dagbladet Globe and Mail, at hver eneste, der bliver ansat i Vatikanet, aflægger en ed om tavshedspligt. Og det er ikke kun en formssag. Desuden er der tradition for, at de forskellige organer holder deres egne sager hemmelige for hinanden, siger journalisten, der er forfatter til bogen The Vatican Diaries om Vatikanets arbejdsmetoder.
Pave Benedikt er den første, som for alvor har indset, at hemmelighedskræmmeriet må have visse grænser. Han fastslog, at enhver har pligt til at anmelde mistanker om pædofili, og brød med det synspunkt, at der var tale om interne forhold, som ikke kommer offentligheden eller retsvæsenet ved.
Samtidig ønskede Benedikt at skabe større åbenhed om Vatikanets bank, IOR, Instituttet for Religiøse Operationer. IOR har været centrum i alvorlige skandaler, ikke mindst i 1980erne, hvor banken tilsyneladende var involveret i transaktioner med mafiaen og den såkaldte PII-loge. Og for ganske nylig blev en prælat anholdt i Rom, mistænkt for at have ladet mafiaen renvaske sorte penge via prælatens konto.
Benedikt ønskede, at IOR og Vatikanet skulle gøre sig fortjent til at optræde på Europarådets såkaldt hvide liste over lande, som ikke mistænkes for renvaskning af penge. Og det er ikke mindst dette krav om økonomisk åbenhed, som har udløst de magtkampe i Vatikanet, som nu er brudt ud i lys lue.
Allerede i 2010 erklærede Benedikt XVI, at han ville sikre åbenhed omkring alle kapitalbevægelser. Efter 2000 års diskretion blev det i visse korridorer i Vatikanet opfattet som et jordskælv, siger Bernard Lecomte, tidligere redaktør af det franske katolske dagblad La Croix og forfatter til bogen Vatikanets sidste hemmeligheder.
Men denne lukkethed omkring pengesager skyldes ikke kun lyssky operationer og mafiøse forbindelser, understreger han.
Vatikanet håndterer testamenterede pengebeløb og private bidrag, som kræver en vis diskretion. Det samme gælder, når Vatikanet beslutter at give et større bidrag til for eksempel et afrikansk stift. Vatikanets hemmeligheder er desuden nøjagtig de samme, som man kan finde i Kreml, i Det Hvide Hus eller i det franske Elysée-palæ. I Vatikanets er de bare ikke kun politiske, men også af religiøs karakter, siger Bernard Lecomte.
Et lignende synspunkt er blevet udtrykt på fransk tv af Jean-François Colosimo, historiker og lærer ved Saint Serge-instituttet i Paris.
Det var via Vatikanets bank, at Johannes Paul II i al hemmelighed kunne støtte de kristne bag jerntæppet og især den polske fagforening Solidarnosc. Og i dag støtter Vatikanet de kristne i for eksempel Kina og Cuba. Vatikanet er både en religiøs, politisk og diplomatisk enhed, og det kræver en vis form for diskretion, mener Jean-François Colosimo.
Men, påpeger Isabelle de Gaulmin, redaktør ved det katolske dagblad La Croix, denne tradition for hemmelighedskræmmeri stammer ikke desto mindre fra en tid, hvor man rejste i hestevogn, hvor dokumenter ikke cirkulerede, og hvor de færreste kunne læse. De stammer fra en verden, hvor de magtfulde ikke syntes, de behøvede stå til regnskab for nogen. Det er på høje tid at få lidt frisk luft ind i korridorerne i Vatikanet, mener hun.
Et synspunkt, som Bernard Lecomte tilslutter sig.
Vatikanet kan ikke blive ved med at fortsætte på denne måde. Risikoen for manipulationer og skandaler er for høj uden at nævne risikoen for at blive udnævnt til økonomisk slyngelstat. Men det kan ikke ske fra den ene dag til den anden, siger Bernard Lecomte.