Provst: Det bliver sværere at fyre præster efter Villads-dom

Dom i Mette Villads-sagen betyder, at ingen biskop vil forsøge at fyre præster efter den såkaldte skilsmisseparagraf fremover. Det vurderer provst i Hjørring provsti efter dagens afgørelse i Østre Landsret

Fyringen af sognepræst Mette Villads Christensen i 2009 var ikke lovlig, slog Østre Landsret fast i dag. Provst vurderer, at det har betydning for fyringssager fremover
Fyringen af sognepræst Mette Villads Christensen i 2009 var ikke lovlig, slog Østre Landsret fast i dag. Provst vurderer, at det har betydning for fyringssager fremover. Foto: Henning Bagger Denmark.

Fyringer af sognepræster hører til sjældenhederne, og nu kan de blive endnu hårdere at fyre præster. Det vurderer provst i Hjørring provsti Lars-Erich Stephansen, efter at den fyrede sognepræst Mette Villads Christensen i dag vandt sin retssag mod kirkeministeriet om fyringens berettigelse.

Fyringen var begrundet i tjenestemandslovens paragraf 43, som også kaldes skilsmisseparagraffen, fordi den ikke placerer skylden på nogen bestemt. Og den paragraf vil ingen benytte sig af fremover, vurderer Lars-Erich Stephansen, som indstillede Mette Villads Christensen til fyring i august 2008.

LÆS OGSÅ: Mette Villads vinder retssag mod kirkeministeriet

"Skilsmisseparagraffen er i realiteten afskaffet. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen biskop eller provst vil indstille til en afgørelse efter den, når dommen er faldet, som den er," siger han.

I stedet forventer han, at man fremover må bruge den mere entydige og hårde paragraf 28, hvor man kan placere skylden hos præsten. Og den vurdering får opbakning af retsteolog Kristine Garde, som har fulgt Villads-sagen tæt.

"Jeg kan ikke forestille mig, at nogen biskop efter denne dom vil gå i lag med paragraf 43 - afskedigelse efter længerevarende uoverensstemmelser mellem præst og menighed. De vil i stedet være nødt til at gå benhårdt efter præsten, da menigheden jo ikke kan flyttes," siger hun.