Vi har alle brug for at blive fundet

Når vi har svært ved at finde vej i livet, er det ikke os, der skal finde Gud, men Gud, der finder os, siger højskoleforstander Helga Kolby Kristiansen om søndagens prædiketekst. At gøre højskoleeleverne til hyrder for hinanden ser hun som en af sine vigtigste opgaver

”I de mange år jeg har bevæget mig i den frivillige verden og her blandt ansatte på højskolen, har jeg kun oplevet, at alle har taget et stort ansvar. Derfor forholder jeg mig ikke til billedet med de dovne daglejere, for jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen for at få øje på dem,” siger højskoleforstander Helga Kolby Kristiansen. –
”I de mange år jeg har bevæget mig i den frivillige verden og her blandt ansatte på højskolen, har jeg kun oplevet, at alle har taget et stort ansvar. Derfor forholder jeg mig ikke til billedet med de dovne daglejere, for jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen for at få øje på dem,” siger højskoleforstander Helga Kolby Kristiansen. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

I teaterstykket Deja-vu legede skuespillerne gemmeleg på scenen. En efter en blev de alle fundet, indtil der kun var en tilbage. Den sidste dukkede frem fra sit skjul og stillede sig op foran de mange tilskuere med ordene: Jeg vil også findes.

Denne leg med ordet findes viser dobbeltheden ved menneskelivet, at vi ikke findes som mennesker, før vi bliver fundet af andre ligesom pigen, der legede gemmeleg, siger højskoleforstander Helga Kolby Kristiansen, som så stykket på Svalegangen i Aarhus for et par år tilbage.

Hun sammenligner scenen med budskabet i søndagens prædiketekst, der handler om den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene og passer på hver enkelt af dem.

Hyrden er et billede på Guds omsorg for mennesker, og Helga Kolby Kristiansen har ofte brugt tekstens budskab i sit mangeårige arbejde som børneleder i den kirkelige børne- og ungdomsorganisation FDF. Her har hun fortalt børnene lignelsen om det mistede får, som hun kalder en paralleltekst til søndagens prædiketekst.

Denne søndags tekst er voksenudgaven af lignelsen om det mistede får. Det vigtige i begge historier er, at når vi kan have svært ved at finde vej i livet, så er det ikke os, der skal finde Gud. Det er Gud, der finder os. Kun således findes vi. Det helt afgørende for mig er, at jeg får lov til at leve mit liv under det fortegn, siger hun, da Kristeligt Dagblad møder hende på Silkeborg Højskoles kontor, hvor et billede af Grundtvig har fået en central plads på væggen mellem hende og ægtemanden Carsten Kolby Kristiansens skriveborde.

Bag hende er der udsigt ned over skolens have og Silkeborg Langsø, hvor den nedadgående sol farver himlen i adskillige lilla nuancer.

For få år siden mistede hun sin jævnaldrende bror, og også begge hendes forældre er døde. Alligevel har hun med egne ord ikke oplevet, at mørket har opslugt hende, for billedet af Gud som en omsorgsfuld hyrde er en trøst i de livssituationer, hvor magtesløsheden indtræder.

Søndagens tekst fortæller mig, at jeg kan leve mit liv i tryghed om, at Gud er der. Det betyder ikke, at livet kun er let, for selvfølgelig kommer det i bølgegang, men jeg drukner ikke i det, siger hun.

I sine studieår ved kristendomskundskab på Aarhus Universitet skrev Helga Kolby Kristiansen opgave om denne søndags tekst. Den er en del af en række steder i Bibelen, hvor Jesus bruger ordene jeg er. Et sted kalder han sig vintræ, et andet sted livets brød og et tredje sted vejen, sandheden og livet. For Helga Kolby Kristiansen er det fantastiske billeder på, hvem Jesus er, fordi han sammenligner sig med ting, de fleste kender. Han siger ikke, at han er en god hyrde, men at han er den gode hyrde. I stedet kan vi mennesker spørge os selv, om vi er gode hyrder, mener hun.

I skabelsesberetningen blev Adam og Eva smidt ud af paradiset, og det er ligeledes en tekst, jeg kan spejle mig i, for også jeg blev smidt ud af haven dengang. Teksten siger: Værsgo Helga, nu har du ansvaret for dit liv, men samtidig fortæller resten af Bibelen jo, at Gud ikke blev tilbage i haven. Han fulgte med, men nu må jeg tage ansvaret selv, siger Helga Kolby Kristiansen.

Og det har hun taget i adskillige udvalg, bestyrelser og ikke mindst i sit nuværende arbejde som højskoleforstander for mere end 100 elever. Hun ser det som en af sine og højskolens vigtigste opgaver at gøre eleverne til hyrder for hinanden.

Vi har alle brug for at blive fundet. Det er også det, højskoleophold går ud på, for man lærer sig selv at kende i mødet med andre. Vi tror ikke på, at man kan lære sig selv at kende på en øde ø eller ved at tage tusindvis af ego-kurser, hvor man skal finde sig selv. Man skal findes og genkendes af andre, ellers findes man ikke, siger hun og tilføjer, at målet med højskolen er at engagere eleverne til at tage del i samfundet og fællesskabet.

Af samme grund bryder hun sig ikke om prædiketekstens tale om daglejere. Blandt de unge højskoleelever hører hun ofte ønsket om at gøre en forskel. Og det er i modstrid med daglejerens rolle i teksten, som lader fårene i stikken og er ligeglad med dem. Den del af teksten, der handler om daglejeren, kan hun med sine egne ord ikke bruge til noget, og hun mener ikke, de findes i hverken hendes eget liv eller bredt set i samfundet.

I de mange år jeg har bevæget mig i den frivillige verden og her blandt ansatte på højskolen, har jeg kun oplevet, at alle har taget et stort ansvar. Derfor forholder jeg mig ikke til billedet med de dovne daglejere, for jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen for at få øje på dem, siger hun.

Helga Kolby Kristiansen er vokset op i det, hun kalder et solidt, kristent hjem, hvor kristendommen kom praktisk til udtryk i hverdagen. Her lærte hun fra barnsben at tage ansvar for andre, når hun var med til at dele tøj ud til trængende i forældrenes kælder og køre søndagstur med dem, der ingen bil havde.

Barndomshjemmet var præget af stor åbenhed, og der var aldrig tale om, at kristendommen var et spørgsmål om rigtigt eller forkert. Der blev ofte diskuteret politik, religion og samfundsspørgsmål.

Selvom hun tilhører 68er-generationen, har hun aldrig gjort oprør imod troen, men i stedet mod den, ifølge hende selv, konservative kirke, som hun mente stod i stampe.

Som ung spejderleder var hun på weekendlejr med sin patrulje. Efter en nat på høloft, skulle lejrturen sluttes af med gudstjeneste i den lokale folkekirke.

Patruljen tog iført deres uniformer plads på kirkebænkene. Kort efter henvendte præsten sig til dem og sagde, at uniformering ikke hørte hjemme i kirken, og han bad dem gå ud og tage deres skjorter af.

I det øjeblik han sagde det, kunne jeg symbolsk set mærke udmeldelsen af folkekirken i min lomme. Jeg sagde til min patrulje, at vi ikke skulle tage uniformerne af. Jeg fik i stedet dem alle til at tage jakken på og lyne den helt op, men uniformerne var der indenunder. Præsten skulle ikke få os til at tage dem af, siger hun.

Også flere gange senere i livet har hun mærket udmeldelsen i lommen, men det er langtfra ensbetydende med, at hun ikke føler sig hjemme i folkekirken. For det gør hun, og derfor har hun også brugt mange år af sit liv på at diskutere gudstjenestefornyelse og forkyndelse for børn og unge. I dag, hvor anderledes gudstjenesteformer med nye salmer og rytmisk musik har vundet indpas i mange folkekirker, oplever hun ikke den samme træghed og modstand mod nye tiltag, som hun gjorde i sin ungdom i 1960erne og 1970erne.

Hun forstår ikke dem, der melder sig ud af folkekirken, fordi de mener, den er blevet for rummelig.

Det er netop en vigtig del af folkekirkens identitet, mener hun.

Folkekirken har været længe om at åbne sig for nye måder at være kirke på. Jeg ønsker derimod, at kirkens højt besungne rummelighed må gøre plads til forskelligheder, og ikke mindst at vi i en eventuel ny kirkestruktur vil tale om folkekirken og folkekirkelige organisationer og foreninger som én familie, siger hun.

Sidste år blev hun inviteret med i Kirkeministeriets udvalg om kirkestyring, og det sagde Helga Kolby Kristiansen med det samme ja til at være en del af.

Det hjælper ikke at gå eller melde sig ud, når man er uenig. Jeg har nok indimellem haft det som det barn, der bliver sur på forældrene og går hjemmefra, men for enden af vejen går man hjem igen, for det er her, man hører til. En folkekirke for mig er, når der er plads til og respekt for forskelligheden. I den sidste del af søndagens prædiketekst taler Jesus om én hjord. Det er en kæmpe udfordring for os, for det betyder nemlig, at det hele ikke kun handler om vores egen danske folkekirke, men at hele verden skal samles i én hjord, siger hun.

Søndagens tekst er fra Johannesevangeliet kapitel 10, vers 11-16.

Gustav Mahler: Symfoni nr. 2. Berlinerfilharmonikerne. Dirigent: Simon Rattle. EMI Classics. 6 47363 2.
Gustav Mahler: Symfoni nr. 2. Berlinerfilharmonikerne. Dirigent: Simon Rattle. EMI Classics. 6 47363 2. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen