Rengøringsdirektøren går mod strømmen

Sukhvir Singh kom til Danmark som politisk flygtning og startede egen rengøringsvirksomhed. I dag har han skabt en arbejdsplads for 13 nydanskere

34-årige Sukhvir Singh har i dag 13 nydanskere i arbejde, og hans firma har oplevet vækst trods krisen. Sidste år ansatte han fem nye medarbejdere. –
34-årige Sukhvir Singh har i dag 13 nydanskere i arbejde, og hans firma har oplevet vækst trods krisen. Sidste år ansatte han fem nye medarbejdere. –. Foto: Claus Søndberg/Nordjyske Medier.

I Indien studerede Sukhvir Singh politologi på universitetet i Punjab. Men da han i 1999 kom til Danmark som politisk flygtning, droppede han drømmen om at få en kandidatgrad, og han begyndte i stedet at gøre rent. Otte år senere valgte han at starte som selvstændig. I begyndelsen kørte han rundt ene mand med kost og spand i sin egen bil. I dag har den 34-årige tre firmabiler og 13 ansatte, der alle er nydanskere med rødder i så forskellige lande som Vietnam, Thailand, Litauen, Rumænien, Polen, Schweiz og Malawi.

Sukhvir Singhs eget lille multinationale firma voksede for alvor sidste år, hvor han ansatte fem nye folk. Samme år havde virksomheden en vækst på 23 procent og en omsætning på 2,3 millioner kroner. I år regner han med endnu bedre tal på bundlinjen. Sukhvir Singhs iværksætterlyst har også resulteret i, at han sammen med fire andre virksomhedsejere planlægger at oprette en særlig forening for iværksættere med anden etnisk baggrund end dansk. Den skal hjælpe andre nydanskere med at etablere sig som selvstændige. Desuden har han fortalt om sine erfaringer på flere virksomhedskonferencer.

I Indien studerede jeg og drømte om akademisk karriere. Men da jeg kom til Danmark, fandt jeg ud af, at det ville tage mange år, før jeg kunne lære et dansk, der betød, at jeg kunne klare mig på universitetet. Derfor begyndte jeg at gøre rent, fortæller Sukhvir Singh.

I begyndelsen arbejdede han for forskellige rengøringsselskaber, men i 2007 besluttede han at starte egen virksomhed efter at have fået rådgivning af andre erhvervsfolk.

LÆS OGSÅ: Indvandrerdrenge skal uddannes ud af kriminalitet

Det var hårdt. De første to år havde jeg ikke ret mange kunder, og jeg kunne faktisk ikke tjene min egen løn ind. Men i 2009 ændrede tingene sig, fordi jeg fik en meget stor kunde, forklarer Sukhvir Singh.

Ifølge Sukhvir Singh er en forklaringerne på firmaets succes, at hans medarbejdere kommer fra lande, hvor det er en nødvendighed at arbejde hårdt for at klare sig.

Vi kan give en rigtig god service. Det skyldes, at vi har en måde at arbejde på, der er en blanding af den danske arbejdskultur og den kultur, vi kommer fra, og det fungerer godt, siger Sukhvir Singh.

Han fremhæver, at det faktisk betyder noget for arbejdsmoralen, at medarbejderne ikke er vant til at bo i et samfund med et socialt sikkerhedsnet.

Rengøringsbranchen er præget af høj konkurrence, og vi er presset meget på prisen. I den sammenhæng betyder det meget for vores konkurrenceevne, at sygefraværet er lavt og arbejdsmotivationen høj. Vi er et rengøringsfirma, der udfører rengøring med stolthed. Ja, vi nyder rent faktisk at gøre rent. Medarbejderne er ansat på overenstkomstmæssige vilkår, for det sikrer, at de har den rette motivation og indstilling til kunderne, siger Sukhvir Singh, der betaler sine ansatte mellem 109 kroner og 135 kroner i timen. Selv tager den unge virksomhedsejer også fat i støvsuger og gulvmoppe.

Sukhvir Singh er i dag gift og bor i Aalborg sammen med sin kone og en datter på seks og en søn på et år. Han har ikke et øjeblik fortrudt, at han i sin tid valgte rengøring fremfor teoretiske studier af politik.

Helt ærligt, så synes jeg, det er rigtigt sjovt at være selvstændig. Man er sin egen herre og kan selv bestemme, hvilke beslutninger der skal træffes. Samtidig er det spændende at udvikle virksomheden. Det er dejligt at opleve, at de medarbejdere, jeg ansætter, bidrager til det danske samfund, lærer dansk og på den måde bliver integreret.