Paris 68. Det klinger af massebevægelse og gadekampe. Men hvad skete der bagefter og hvordan blev oprørets efterdønninger oplevet på det personlige plan?
Det er de spørgsmål, Olivier Assayas undersøger i sin film Après mai, der på dansk har fået den lidt misvisende titel Efter revolutionen. Misvisende, fordi det, der skete, jo netop ikke førte til den revolution, de revolutionære drømte om. Ingen tvivl om, at meget blev ændret i tiden efter 1968, men nogen samfundsomvæltning var det ikke.
Men tilbage til filmen. Vi er i 1971 og følger gymnasieeleven Gilles og hans aktivistiske venstrefløjsvenner fra den parisiske forstad. Efter at have set deres kammerater blive banket sønder og sammen af politiet ved en demonstration overmaler de en nat deres skole med politiske slogan. De bliver set, og ved en opfølgende aktion bruger de skrappere midler som molotovcocktails.
Aktionen går over gevind, en vagt kommer alvorligt til skade, og de unge beslutter, at det er klogest at tilbringe sommeren alle andre steder end derhjemme. Gruppen spredes både geografisk, personligt og politisk.
Hver for sig møder de forskellige facetter af ungdomsoprøret det politiske, det kunstneriske, det personlige og de må stille sig selv en lang række spørgsmål.
Hvordan skal revolutionær kunst se ud, og skal kunst overhovedet være revolutionær? Er det i orden at tage stoffer i oprøret mod de borgerlige normer? Og hvad med kvinderne? Skal de bare købe ind og lave mad til revolutionen?
Filmen er angiveligt delvist selvbiografisk. Gilles er den helt centrale karakter, men Assayas giver via de andre personer et kalejdoskopisk udblik til andre sider af maj-revoltens efterspil end dem, vores hovedperson selv oplever.
Kærlighed, politik og kunst spiller en afgørende rolle i den unge mands livtag med den voksenverden, han er på vej ind i. Intentionen om at kigge ind i det personlige bag de store historiske begivenheder er ganske sympatisk, men helt vedkommende bliver det aldrig.
Dertil er konteksten for fremmed og vinklen for personlig.