Nye pop- og jazz-salmer som alle kan synge med på

Salmedigter Hans Anker Jørgensen og jazzmusiker og organist Caroline Borello Lerche har skabt 24 nye pop- og jazzsalmer til både højtids- og hverdagsbrug. Salmerne er indsunget på en cd, der udkommer på søndag

”I Danmark er salmesang meget knyttet til klassisk musik, og jeg mener, at folkekirken har forsømt at integrere den rytmiske musik. Vi vil gerne være med til at skabe salmer, der også kan spilles i eksempelvis radioens P3,” siger Hans Anker Jørgensen. –
”I Danmark er salmesang meget knyttet til klassisk musik, og jeg mener, at folkekirken har forsømt at integrere den rytmiske musik. Vi vil gerne være med til at skabe salmer, der også kan spilles i eksempelvis radioens P3,” siger Hans Anker Jørgensen. –. Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Kristendommens glædelige budskab er ikke tiltænkt en særlig kulturel eller religiøs elite, men hele folket. Det har altid været teologen og salmedigteren Hans Anker Jørgensens holdning, og den slår han endnu en gang fast i forbindelse med bog- og cd-udgivelsen Du siger det med blomster i denne uge.

I et samarbejde med jazzmusikeren Caroline Borello Lerche, der er konservatorieuddannet musikpædagog og organist, har han skabt 24 nye salmer, der har det tilfælles, at de umiddelbart kan synges af alle. Formålet er dels at få mere liv i kirken via musikken, dels at få skabt en salmeskat, som også sjældne kirkegængere kan synge og forstå.

Fællessangen i kirken er mit hjertebarn, og for mig er det vigtigt, at salmerne er for alle, uanset hvor ofte man går i kirke, og uanset om man er gammel eller ung, siger Hans Anker Jørgensen.

Han har skrevet langt over 100 salmer og har blandt andet seks med i den nye salmebog, hvoraf den mest kendte er Du satte dig selv i de nederstes sted. Samarbejdet med Caroline Borello Lerche indledte han i 2008, hvor hun vikarierede for sin organist-far ved en koncert, hvor nogle af Hans Anker Jørgensens salmer skulle synges. Her opdagede han hendes evne til at komponere lettilgængelige melodier, og hun begyndte at skrive musik til hans tekster.

De kalder deres produkt for pop- og jazzsalmer, og stilen er ifølge Caroline Borello Lerche en blanding af cubanske rytmer, arabiske toner og lyrisk jazz.

Flere har kaldt mine melodier for ørehængere, og jeg arbejder da også meget med omkvæd og gentagelser. Men først og fremmest bruger jeg det tonesprog og den lyd, jeg er vokset op med, og skriver salmerne i et toneleje, hvor alle kan være med, siger Caroline Borello Lerche og tilføjer:

LÆS OGSÅ:Sæt tonelejet ned og få flere i kirke

Musikken har så mange sprog og stilarter, og hvorfor proppe dem ned i kasser? Poplyden og omkvædet, vi er vokset op med, kan have en god effekt for budskabet. Jazzsproget behøver heller ikke kun at være for feinschmeckere, alle kan være med på en jazzmelodi, hvis den er enkel.

De 24 nye salmer er trykt med tekst og noder i en bog, og 16 af dem er tillige indspillet på cd. Begge dele udkommer i denne uge, og på søndag holdes der såkaldt releasekoncert i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Her medvirker blandt andre Povl Dissing, Mads Vinding og Margrethe Grarup, som også er med på cden.

Ved at have blandt andre Povl Dissing med understreger vi det folkelige, og det er meget bevidst, siger Caroline Borello Lerche.

Titelmelodien, Du siger det med blomster, er allerede trykt i flere udgivelser og bliver flittigt brug ved blandt andet bryllupper.

Den salme er et godt eksempel på, hvordan man kan være med til at imødekomme en positiv udvikling og modernisering af salmesangen, som er med til at give liv til kirken. Målet er at give kristendommen videre til ikke-kernekirkegængere, og de skal gerne opleve det som en gave og ikke en byrde at synge salmer sammen, siger Hans Anker Jørgensen.

I Danmark er salmesang meget knyttet til klassisk musik, og jeg mener, at folkekirken har forsømt at integrere den rytmiske musik. Vi vil gerne være med til at skabe salmer, der også kan spilles i eksempelvis radioens P3, siger han.