Ordet

ordet

De fagre blomsterengeog agrene på rad, de grønne urtesenge og skovens friske blad, de skulle os påminde, hvor Gud er rig og from, der lader nåden rinde og række året om.

Salmebogen nr. 722, vers 2

I Gynther Hansens roman Der må være noget mere bliver hovedpersonen Thomas til sin egen overraskelse helt overvældet af foråret.

Han havde gået arbejdsløs hele vinteren og lukket sig inde og drukket meget.

Men foråret ruskede op i ham, og en dag røg det ud af ham: Se der! Den gren der!, råbte han til sin kone. Lige uden for vinduet hang en kastanjegren med regndråber på de lysegrønne blade.

Han vil ud at se på det hele, men kommer så i tanker om, at der jo ikke er noget ved nogen ting, og bliver stående i døren. Han vil ikke lade sig narre af disse forårsfornemmelser. Dog, det ender med, at han går ud i haven.

Han kommer også ned i en skov og bliver ganske overvældet af alle lugtene, af anemonerne og de nyudsprungne bøge. Han lægger sig med ansigtet ned i de tørre blade og siger: Kære, kære Gud!.

Han kredser om oplevelsen i de kommende dage og spørger sig selv, om han ikke lod sig rive med af nogle tåbelige følelser, der ikke er hold i.

En søndag derefter chokerer han sin familie ved at gå i kirke. Han havde tænkt på kirken vinteren igennem og vidste ret god besked med, hvad man hører dér, men han tænkte, det er indbildning alt sammen. Nu begyndte han at gå i kirke, og det var med til at holde ham oppe.

Jeg har ikke fortalt om Thomas, fordi jeg vil påstå, at foråret kan overbevise den tvivlende om, at Gud er til og holder af os. Men foråret er jo ikke nogen indbildning, og det overrumpler og glæder os, og kan derfor blive et tegn, der peger hen på det liv, Kristus giver os i sit ord. Det var heller ikke morgensolen, der fortalte Jakob Knudsen, at livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, men den opgående sol mindede ham om det og gjorde det nærværende, og det pragtfulde morgenlys gjorde det også selvfølgeligt, at Gud kan skærme os, som han lover i sit ord.

Ebbe Paludan