Leif Grane var ikke sådan en, man bare ringede til. Men jeg var desperat. Jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre, og mit eneste håb var, at den store teolog, kirkehistoriker og professor kunne lede mig på vej.
Det småregnede den efterårsdag i 1987, da jeg gik ind i den røde telefonboks lige ved Trinitatis Kirke i København og tastede hans nummer med hamrende hjerte. Jeg kom direkte fra Det Teologiske Fakultet overfor, hvor min specialevejleder havde sagt det meget tydeligt:
Kathrine, det holder ikke teologisk.
Det var jo det samme som at sige: Emnet duer ikke, find på noget andet, men jeg havde allerede skrevet 70 sider og brugt måneder på emnet. Desuden vidste jeg, at jeg havde fat i noget nyt og vigtigt: Jeg ville nyfortolke og åbne H.C. Andersens eventyr gennem Søren Kierkegaards eksistensbegreber.
Det var ikke et populært valg, det vidste jeg godt. På det tidspunkt var den almindelig holdning, at H.C. Andersen intet havde med teologi at gøre. Han vidste knap, hvad kristendom var! Leif Grane reagerede heldigvis stærkt, da jeg fortalte ham, hvad der var sket:
Holder ikke teologisk?, råbte han rasende i røret, og fik på stedet et af sine faglige hidsighedsanfald.
Jeg blev først skrækslagen. Der var enorm respekt om ham. Han var en af de mest velrenommerede teologer de seneste 100 år, og nu råbte han. Han var virkelig rasende, men ikke på mig, på min vejleder. For det gav ingen mening at sige, at noget ikke holdt teologisk, råbte han videre. Det var jo det samme som at sige, at der var en definitiv sandhed.
LÆS OGSÅ: Hvis man ikke gør sit bedste, er det ikke godt nok
Spørgsmålet i den 2000-årige teologiske tradition er altid og udelukkende, om mit emne var et velfunderet indlæg i den fortløbende teologiske debat. Da han havde sagt det adskillige gange meget højt og dertil sagt en del vrede ting om teologer, der ikke har forstået dette altafgørende princip, tilbød han selv at tage mig ind som specialestuderende.
Det øjeblik, han sagde det, vil altid stå lysende klart som et af de største og mest afgørende øjeblikke i mit liv. For her fik jeg afgørende hjælp fra en, der på ingen måde havde behøvet at hjælpe. Siden har hans vrede ord været en grundsætning i mit liv: Det handler om at kunne argumentere, ikke om at finde sandheden. Det har især præget min måde at læse og forstå teologi på for teologisk videnskab er jo ikke et facit med to streger under. Sætningen præger også hvert eneste ord, jeg siger eller skriver i den offentlige debat. Og min dybe overbevisning om, at al samtale, al forskning, ja alle møder mellem mennesker bør tage udgangspunkt i en åbenhed over for synspunkter, man ikke nødvendigvis selv er enig i.
Måske allervigtigst, så betød den samtale rigtig meget for udviklingen af min personlige identitet. Han styrkede mit faglige mod til at tænke selvstændigt. Hvilket ofte blev udfordret af hans vejledning, for han var en meget streng mentor. Jeg er i dag ikke sikker på, at jeg var kommet videre med H.C. Andersen, hvis det ikke havde været for det rygstød, hans hjælp gav mig. Derfor er den telefonopringning en af mit livs vigtigste. På flere måder. Og den lærte mig, at man kan være nok så talentfuld og vidende, men uden andres hjælp kan intet lykkes.