Frihedsmuseet bliver hverken omdannet til nationalt videncenter om Anden Verdenskrig eller genopført som en tro kopi af det museum, der lå i Churchillparken ved Kastellet i København, indtil det brændte natten til den 28. april.
I stedet får vi en ny bygning på samme sted, der fortsat skal bære navnet Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45, og som bevarer sit fokus på modstandsbevægelsen. Men af hensyn til de unge generationer, hvis detailviden om Anden Verdenskrig er svindende, og til de mange besøgende fra udlandet, skal rammerne og perspektiverne for den danske modstandskamp bredes mere ud.
Sådan lyder budskabet fra museets øverste ansvarlige, Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen, som i går offentliggjorde det første udkast til en plan for Frihedsmuseets fremtid i en kronik i dagbladet Politiken, skrevet i samarbejde med Frihedsmuseets leder Henrik Lundbak og forsknings- og formidlingschef Lene Floris.
Museets hovedfokus vil fortsat være den danske frihedskamp. Men den besøgende har brug for at forstå, hvorfor nogle valgte at gå til modstand. Hvad var nazismen? Hvorfor sloges vi med tyskerne, som vi jo i dag anser for flinke folk? For den unge generation kan vi ikke tage for givet, at svarene på disse spørgsmål er kendte, ligesom det er usikkert, om man umiddelbart forbinder datoerne 9. april 1940 og 5. maj 1945 med noget, forklarer Per Kristian Madsen.
Desuden skal vi være opmærksomme på, at museet har stor international interesse. Der er årligt 65.000 gæster, og heraf kommer mere end 50 procent fra udlandet. Der kan være brug for at opridse baggrunden for Danmarks frihedskamp for denne gruppe, tilføjer han.
LÆS OGSÅ: Modstandsfolk afviser udvidet frihedsmuseum
Straks efter branden begyndte en intens offentlig debat om Frihedsmuseet, som har afspejlet den debat, som lige siden besættelsestiden har raset om, hvordan perioden skal fortælles og fortolkes. Spørgsmålet er, i hvor høj grad museet skal fokusere rent på modstandsbevægelsens position, og i hvor høj grad de regerende danske politikeres forhandlings- og samarbejdspolitik fra den 9. april 1940 til den 29. august 1943 skal forklares eller ligefrem forsvares.
I kronikken skriver Per Kristian Madsen og hans medforfattere:
Vi forestiller os et nyt Frihedsmuseum med plads til at udfolde sidehistorierne i deres egen ret: Det officielle Danmarks tilpasning som udtryk for demokratiets overlevelsesstrategi.
Over for Kristeligt Dagblad betoner han dog, at der ingen intentioner er om at udviske den meget stærke modsætning, der var imellem samarbejds- og modstandssynspunktet.
Det er vigtigt at formidle, at modstandskampen opstod på et tidspunkt, hvor den blev mødt af officiel fordømmelse fra danske politikere. Statsminister Vilhelm Buhl (S) talte i september 1942 direkte imod at føre modstandskamp. Den fortælling er vi nødt til at få med, understreger han og tilføjer:
Hvis vi slet ikke siger noget om samarbejdspolitikken, fortier vi en meget væsentlig del af Danmarks historie frem til 29. august 1943, som tilmed er med til at fortælle om modstandskampens vanskelige vilkår. Men i denne sammenhæng er samarbejdspolitikken en sidehistorie blandt mange andre. Jeg ser det ikke som en forflygtigelse af, at hovedhistorien fortsat er Danmarks frihedskamp.