Tyskland har været Europas magtcentrum i 500 år

Siden 1453 er vejen til indflydelse i Europa gået gennem Tyskland. Ikke fordi Tyskland altid var det mest magtfulde land men det var den afgørende allierede, argumenterer den irske historiker Brendan Simms i en bog

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

Kejser Karl V af Det Tysk-romerske Rige, Süleyman den Prægtige, Napoleon, Hitler. Lang er rækken af magthavere, der har prøvet at samle Europa. Drømmen om en forenet europæisk magt har været drivkraften for utallige imperier i kontinentets historie.

Denne lange tradition er en stor mundfuld, men ikke desto mindre er den, hvad den irske professor i historie ved Cambridge University Brendan Simms vil beskrive i sin nye, meget roste bog, Europe: The Struggle for Supremacy. 1453 to the Present (Europa: Kampen for overherredømme. Fra 1453 til i dag).

Bogen er en hæsblæsende omgang, som begynder i 1453 og derefter er en tour de force over 550 års europæisk historie. Krige, konger og kejsere afløser hinanden, som tiden skrider frem. Vævet ind i historien er argumentet om, at centrum for magten har været Tyskland, lige siden Det Tysk-romerske Rige eller ved sit fulde navn: Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation.

Det Tysk-romerske Rige og dets efterfølgende stater har været i hjertet af den europæiske magtbalance og det globale system, det affødte. Det var her, de store magters strategiske bekymringer krydsede hinanden, fastslår Brendan Simms.

Han tilføjer, at det tyske rige gennem Europas historie har været en god støtte, hvis riget var venligt stemt, men hvis tyskerne var fjendtligt indstillet, har de været en dødbringende trussel.

LÆS OGSÅ: Tyskland en europæisk supermagt mod sin vilje

Men hvorfor lige begynde i 1453? Over telefonen fra München, hvor den lærde historiker forsker i dette semester, forklarer Brendan Simms baggrunden, som deler sig i to:

For det første var det året, hvor det byzantinske rige faldt efter en lang belejring fra de osmanniske tyrkere. Selvom det var langt væk i Konstantinopel, var det alligevel et markant skifte fra et ortodoks-kristent rige til et muslimsk rige, hvilket var en trussel mod det kristne Europa.

Symbolsk og psykologisk var det vigtigt, fordi Osmannerriget nu var en trussel langt ind i Østeuropa og dermed mod Det Tysk-romerske Rige, forklarer professoren.

I bogen citerer han også kong Christian I af Danmark og Norge for at have reageret på det byzantinske fald med ordene: Tyrken er det store uhyre, der rejser sig fra havet, som beskrevet i Åbenbaringen.

Den anden markante begivenhed i 1453 var afslutningen på Hundredårskrigen mellem Frankrig og England.

Dermed begyndte Frankrig at interessere sig for, hvad der skete på landets østfront, som grænsede op til Det Tysk-romerske Rige, beretter Brendan Simms og understreger, at først Henrik II af Frankrig og siden kardinal Richelieu og Ludvig XIV holdt fast i det fokus.

Det Tysk-romerske Rige eksisterer fra 962 til 1806. I tiden efter 1453 er riget ret stabilt, til trods for at det er et konglomerat af lande i Vest- og Centraleuropa, som udpeger en fælles kejser.

En af de interessante udviklinger i det 15. århundrede er, at riget bliver mere tysk, og man kan herefter tale om en tysk tradition. Der kommer en formel opdeling i Reichskreise (rigskredse) for at få kontrol med kejserriget, og der kom mere fokus på parlamentet, Reichstag (rigsdagen), men også på forsvaret af riget, fremhæver Brendan Simms.

Riget var også internt stabilt, fordi mange af de tidligere stridende fyrstedømmer ikke mere lå i indbyrdes krig.

De kan se, at det er en fordel for dem, at riget lægger låg på interne stridigheder, sådan at de ikke har ret til at gå i krig på egen hånd, forklarer Brendan Simms.

Den eksterne trussel er også afgørende for stabiliteten. Den udgøres netop af tyrkerne fra Osmannerriget, der kæmper sig frem gennem Østeuropa.

Den osmanniske belejring af Wien sendte kuldegysninger ned ad rygraden og var med til at understrege, at der var behov for sammenhold.

Kejserne af Det Tysk-romerske Rige rejste ned til paven for at få hans velsignelse, når de var blevet valgt.

Historisk har der siden romertiden altid været en intens rivalisering mellem pave og kejser. Men tanken om en pavelig velsignelse har været afgørende for kejserens rolle, ikke mindst før Reformationen. Som kejser var han også den højest rangerende i hierarkiet blandt europæiske monarker, så symbolsk var det meget vigtigt, siger Brendan Simms.

Rollen som kejser var stort set altid forbeholdt en af de mange tyske fyrster. Eneste markante undtagelse var ifølge Brendan Simms kejser Karl V.

Karl V var udlænding, født i det nuværende Belgien, men også spansk og tysk. Så han var en tysk kandidat til posten, men han var også en bredere europæer, siger Brendan Simms.

Karl V var også konge af Spanien, en titel, han arvede fra sin mor, men hans bedstefar var den habsburgske kejser Maximilian I, der både regerede over Østrig og Nederlandene. I kampen om at blive kejser af Det Tysk-romerske Rige var han oppe mod kong Frans I af Frankrig, som han var i decideret krig med, samt Henrik VIII af England. Her talte hans tilhørsforhold til habsburgerne til hans klare fordel.

En af hans store kampe var mod tyrkerne under den udmarvende belejring af Wien i 1529, hvor østrigerne formåede at holde stand.

Internt i Det Tysk-romerske Rige var det religionen, som skabte ustabilitet. I 1517 slog Martin Luther sine 95 teser op på døren til Allehelgens Kirke i Wittenberg, hvilket udløste Reformationen.

Reformationen splittede Det Tysk-romerske Rige ned gennem midten. Riget og kejseren havde en ikonografi, struktur og ikke mindst pavelig godkendelse, som var højkatolsk på den ene side. På den anden var der fyrster, som var protestanter. Så internt i riget var der en splittelse mellem katolikker, lutheranere og senere også calvinister. Det skadede enheden i riget og gav andre udefra råderum til at blande sig i tyske forhold, forklarer Brendan Simms.

På den ene side var det de osmanniske tyrkere og på den anden side var det Frankrig. Pavens indflydelse på valget blev også stækket, og Karl V var den sidste, som rejste til Italien for at blive kronet. Det skete i Bologna i 1530, hvor pave Clemens VII indsatte ham.

Selvom ovennævnte lyder som en svækkelse af Tyskland eller Det Tysk-romerske Rige så gik magten i Europa stadig gennem netop Tyskland, argumenterer Brendan Simms.

Fra 1453 var det mere indflydelse gennem et magttomrum end magten selv. Svagest var Tyskland under Trediveårskrigen (1618-1648, red.), hvor tyskerne oplevede intervention udefra, og hvor landet selv blev slagmarken, forklarer Brendan Simms.

Hans pointe er, at Tyskland ikke selv behøvede at være den absolut mest magtfulde, men at den, som var i alliance med Det Tysk-romerske Rige, ville kontrollere Europa.

Som bogen illustrerer, var der i Europa konstant vekslende alliancer af allierede og fjender. Denne balance var både bundet op på geopolitiske faktorer og på slægtskab mellem de mange europæiske kongehuse.

En tredje faktor i det storpolitiske spil i Europa var kolonierne ude i den store verden, og de betød ikke nødvendigvis, at kolonilandene flyttede deres fokus væk fra Europa.

Jeg argumenterer i bogen for, at koloniseringen var drevet af en europæisk sammenhæng, fordi kolonierne gav mere magt og indflydelse i Europa, siger Brendan Simms.

Han tilføjer, at en række europæiske krige havde til formål at holde ens modstander beskæftiget i Europa. Det betød eksempelvis, at Frankrig ikke havde ressourcer til udkæmpe krige andre steder på jorden på kritiske tidspunkter.

Den britiske statsmand William Pitt den Ældre sagde således i 1759, at Amerika blev vundet i Tyskland, fordi den franske hær var alt for bundet op på krig i Europa og derfor blev nedkæmpet i Canada. Det var også årsagen til, at englænderne var meget engagerede i de tyske fyrstedømmers stridigheder med Frankrig.

Vi ser den omvendte situation ved Den Amerikanske Uafhængighedskrig. Dér er der ingen krige i Europa, som kan distrahere Frankrig. Og det er den eneste krig, som englænderne rent faktisk taber i Amerika, fremhæver Brendan Simms.

Tilbage til Tyskland og ikke mindst spørgsmålet om, hvorfor Tyskland i hans analyse står så meget mere centralt end eksempelvis middelhavslandene.

Frankrig, Italien og Spanien er meget vigtige og særlig Italien i det 15. og 16. århundrede. Men Det Tysk-romerske Rige er det eneste sted, hvor alle Europas magter har interesser. Fra Italien, England, Frankrig, habsburgerne i Østrig, Sverige og selv danskerne. Deres interesser mødes i Tyskland og ikke ved Middelhavet.

Brendan Simms peger på, at den osmanniske fremgang går op gennem Centraleuropa:

Middelhavet er naturligvis vigtigt. Vi ser belejringerne af Malta og Rhodos. Men truslen i det 16. og 17. århundrede gik gennem Ungarn og Kroatien.

Simms siger, at de osmanniske sultaner så sig selv som arvtagerne til Romerriget. Süleyman den Prægtige fik således italienske kunstnere til at klæde ham i tøj og symboler, som var inspireret af romerske kejsere.

Det er belejringerne af Wien i 1529 og 1683, der var vigtige og afgørende for Europa dengang.

Brendan Simms lægger stor vægt på, at de osmanniske ledere var eurocentriske.

De vigtigste dele af Osmannerriget lå i Europa, og det var deres primære interesser. Netop derfor stod Europa dengang sammen om en europæisk enhed mod de osmanniske tyrkere, forklarer Brendan Simms.

Han mener, at det den dag i dag er sandt, at Tyskland er omdrejningspunktet for magten. Men han vil ikke drage den parallel, at det er tyrkerne, der udgør truslen mod Europa i dag.

Jeg har ikke noget problem med, at Tyrkiet kommer med i EU. Vi ser to andre muslimske befolkningsgrupper i Europa, de bosniske muslimer og albanerne, som er for Europa og for USA. Jeg ser mere, at det er Putins Rusland, der er en større trussel mod den fælles europæiske stabilitet, siger historikeren med det store overblik over magtens spil i Europa.

Brendan Simms: Europe: The Struggle for Supremacy. 1453 to the Present. Allan Lane, 690 sider, 30 britiske pund

Lars von Trier ved det famøse pressemøde i Cannes, hvor han udtrykte sympati for Hitler. Ved siden af Trier sidder skuespilleren Kirsten Dunst.
Lars von Trier ved det famøse pressemøde i Cannes, hvor han udtrykte sympati for Hitler. Ved siden af Trier sidder skuespilleren Kirsten Dunst.