Kort sagt

Dåbsattest og kristenhed

FINN BUHL medlem af menighedsrådet ved Roskilde Domkirke og formand for Roskilde Pilgrimsforening, Skovbogade 10, Roskilde

Med henvisning til Kristelig Dagblads artikel på forsiden den 29. maj med overskriften Asylsøgere forhindres i at blive folkekirkemedlemmer kan man konkludere følgende: Jeg kan ikke helt følge Niels Nymann Eriksens bekymringer, for er man kristen, blot fordi man får en dåbsattest? Nej! Man er kristen, fordi man tror på, at Jesus Kristus er Guds Søn, som blev korsfæstet for vore synder og opstod til håb for vor frelse til det evige liv og bliver døbt på denne tro! Tidligere var det sådan, at fadderne var vidner på dåben. Begrebet attest er en senere foranstaltning.

Konvertitter, som er asylsøgere, kan åbenbart ikke få en gyldig dåbsattest, fordi de ikke har et dansk cpr-nummer. Men at gøre dåbsattesten til noget afgørende, beviser kun folkekirkens sekularisering: For når dåbsattesten bliver gjort til blot et medlemsbevis, må det skyldes, at den danske folkekirke er indhyllet i kold kulturkristendom.

Konvertitter er tror jeg virkelig kristne, for ellers ville de ikke lade sig døbe, og søger de folkekirken, er det grotesk, at de afvises som medlemmer, blot fordi de ikke har en gyldig dåbsattest.

Vend om! Gør den danske folkekirke til en kristen kirke igen!