Fremtiden hviler på deres skuldre, vi passer på dem efter bedste evne og vil dem kun det allerbedste. Det store spørgsmål er så, hvad det er.
Tidligere var forældrenes fornemste opgave at gøre børnene parate til at klare sig i voksenlivet. I dag er målet snarere at fjerne enhver forhindring på deres vej. Er vi dermed ved at udrydde barndommen eller er vi bare ved at fjerne indholdet og betydningen af den? Dybest set er børnene ikke længere nødvendige for at få hverdagen til at hænge sammen. Tidligere hjalp de til og spillede en rolle i familiens økonomi. I dag går næste alle børn i institution, så mor og far kan tjene penge til familien.
Det er livsvilkår, vi har vænnet os til. Men institutionaliseringen er langtfra et entydigt gode, hvor det at være institutionaliseret eller underlagt kontrol er idealet. Tværtimod. Børnene opholder sig allerede så rigeligt i daginstitutioner, at der er grund til at advare mod heldagsskolen, den ultimative ideologisering af institutionaliseringen. Det må aldrig blive et mål i sig selv, at børn er på skolen i så mange timer som muligt. Nogle gange lærer børn måske bedst, netop når vi tror, de ikke lærer noget.
BØRN SKAL IKKE have en længere arbejdsdag end deres forældre. De skal have lov til at være børn med tid til fri leg.
LÆS OGSÅ:Barfoed fik sin vilje: Lektiecafe bliver frivillig
Sådan kan de gøre sig erfaringer med at dyrke kammeratskaber, sætte aktiviteter i gang og opbygge fællesskaber og derved udvikle deres personlighed og lære at agere selvstændigt og hensynsfuldt. I stedet for tvungen lektiecafé eller diverse aktiviteter af tvivlsom faglig karakter skal børnene have plads til at udvikle sig i frihed.
Børn i dag bliver mere end nogensinde opdraget. De er omgivet af voksne (pædagoger) i flere timer end nogensinde. Alligevel ødelægger uro i timerne og manglende respekt indlæringen i en sådan grad, at sammenhængen mellem succesfuld opdragelse og vekslende voksenkontakt næppe er entydig. Tidligere var det ikke ualmindeligt, at der på en gravsten stod, hvor mange uopdragede børn, den afdøde efterlod sig. Det var dengang, der ikke var skyggen af tvivl om, at børneopdragelsen fandt sted i familien og var forældrenes ansvar.
Misforstå mig ret. Jeg drømmer mig ikke tilbage til dengang, hvor børn fik med spanskrøret, kun gik i skole hver anden dag og fik fri hele sommeren, fordi de skulle hjælpe til på gården. Men som forældre og samfund bør vi overveje en ekstra gang, hvad heldagsskolen er et udtryk for.
SOM FORSVAR FOR heldagsskolen argumenterer børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) med, at ingen forældre i dag alligevel står klar med saftevand og boller, når børnene kommer hjem fra skole. Det er formentlig rigtigt. I hvert fald hvis man som ministeren ser bort fra de ganske mange mennesker med skæve arbejdstider, hvor eftermiddagene er eneste mulighed for at være sammen med børnene.
Det er uomtvisteligt, at eleverne skal lære mere. Såvel internationale test som frafaldet på landets erhvervsskoler dokumenterer, at fagligheden halter i folkeskolen, som hver femte forlader uden at bestå dansk og matematik.
De skal hjælpes langt tidligere og mere omfattende. Derfor skal alle skoler oprette lektiecafé som et tilbud. Men eleverne skal have lov at gå hjem, hvis det er sådan, familierne foretrækker at indrette sig.
Måske endda børnene selv kan lave te, varme boller og hjælpe hinanden med lektierne. Sætte en vask over eller handle ind til aftensmaden. Med andre ord lad os give børnene en rolle i familien ud over at være til. De kan og vil faktisk rigtig meget, hvis de får lov.
Brian Mikkelsen er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti og tidligere minister