Oversat af Anette Broberg Knudsen. 208 sider.199 kroner. Boedal.
Det forpligter at hedde Frans. Det er ikke noget dårligt navn, den nye pave i Rom har antaget. For han er jo ikke den første, der hedder det. Frans af Assisi var en omvandrende missionær og prædikant i middelalderen, der lagde vægt på glæde og fred og fornyede kirken med sit budskab om at hjælpe de fattige. Navnet Frans angiver et på én gang ydmygt og stolt tjenersind. Og det er denne fattige missionær, den nye pave i Rom deler navn med.
LÆS OGSÅ: En uforløst Penkowa-roman
Frans de fattiges pave er da også titlen på den nye biografi om ham. Det var jo den 13. marts i år, at Frans kunne træde frem og løfte armene mod folkemængden på Peterspladsen. Mario Escobars bog lider da også i nogen grad under, at Frans ikke har været pave længere. Der er lige rigeligt med fyldstof, historiske oversigter og beretninger om tidligere paver i Frans de fattiges pave. Escobar har nemlig ikke haft eksklusiv tilgang til den nye pave eller hans omgangskreds, men har måttet nøjes med at studere de offentligt tilgængelige kilder til Frans liv. Alligevel får man et ganske godt indtryk af den nye pave, der i 1936 blev døbt Jorge Mario Bergoglio.
Frans voksede op i Argentina, men både hans far og mor havde italienske rødder, og det skærpede selvfølgelig sansen for europæiske anliggender. Men ellers var der intet bemærkelsesværdigt ved Frans barndom. Som 16-årig havde Frans lært en pige at kende, og alt tegnede til, at han skulle ernære sig ved et solidt borgerligt erhverv, men den 21. september 1953 ændrer dette sig fuldkommen. Det hele sker, fordi man er blevet kaldet, udpeget, berørt af Gud, fortæller Frans sidenhen en ven.
Frans bliver klar over, at Vorherre har større planer med ham: Han skal være præst. Og bogen skildrer den tradition af kultur, samvittighed og loyalitet, som Frans er barn af og bærer med sig. Den tegner samtidig billedet af en kultiveret og klog teolog, der både har studeret kemi og beklædt et professorat i litteratur.
Egentlig ville Frans slet ikke gøre karriere, men blot varetage det ham betroede hverv. Men hans formelle og reelle begavelse fører ham vidt omkring, og i 1998 bliver han leder af den katolske kirke i Argentina. Fra ærkebispedømmet i Buenos Aires er Frans sin samtids årvågne, om end ofte upåagtede samvittighed, og det er ikke tilfældigt, at mange prælater med stigende styrke begynder at låne hans forfatterskab og forkyndelse øren. Der er en oprindelighed og elementær kraft i Frans ord, som forlener dem med en særlig sluttethed og styrke. Og i 2005 er han med i opløbet om at blive Johannes Paul IIs efterfølger. Men først otte år senere kan han træde frem som pave Frans.
Har pave Frans så slet ikke nogen lig i lasten? Escobar giver ikke noget helt klart svar. Men med hensyn til Frans aktiviteter under det argentinske militærdiktatur synes han at når frem til en konklusion, der lyder sådan: Frans optrådte ikke heroisk, men heller ikke kujonagtigt. Det er den korte version. Den mere udførlige version er vel, at Frans ikke satte livet ind på at bekæmpe diktaturet, men i det stille nøjedes med at gøre, hvad han kunne for at hjælpe mennesker i nød.
En af de bøger, som Escobar oftest konsulterer, er Frans brevveksling med vennen og rabbineren Abraham Skokra, hvor disse to, der først var mødtes som repræsentanter for to forskellige trosretninger, samtaler med hinanden om private og offentlige sager, og hvor man hos Frans møder en selvstændighed og dybde i stillingtagen og personlighed. I sin vurdering af tidens udvikling er han skarp og ganske blottet for sentimentalitet. Frans taler jævnt og uhøjtideligt om det, han ser og erfarer, hvad enten det drejer sig om forbrugerisme eller samlivsformer.
Ej heller er der nogen skabagtighed eller intellektuel skidtvigtighed hos Frans, som ikke bærer sin tro i knaphullet, men bruger den i sin omgang med andre mennesker. Arbejdere og ambassadører, skoleelever og speciallæger Escobar fortæller om Frans forhold til dem alle gennem præsteårene, for han var ens i sit forhold til dem. Han betragtede dem alle som døbte, kristne mennesker med en dertil hørende værdighed.
Derfor var det oplagt, at han som pave måtte vælge et navn, der forpligtede ham på at fortsætte i det spor.