Den offentlige debat om etiske spørgsmål har ofte en tendens til at tage afsæt i konkrete cases. Senest har vi hørt historien om en mand, der forleden blev idømt 60 dages fængsel, fordi han sidste efterår hjalp en kammerat i Thy med at begå selvmord. Forsvarsadvokaten i den opsigtsvækkende sag, Peter Hjørne, er i den forbindelse citeret for at sige: Det er egentlig mærkeligt, at det er strafbart at medvirke til en handling, som er lovlig. Det kan man godt stille spørgsmålstegn ved.
LÆS OGSÅ: Nordjyde fik hård dom for hjælp til selvmord
Pointen er selvsagt, at det ikke er ulovligt at begå selvmord, men det er ulovligt at hjælpe andre med at begå selvmord. De mange cases og den deraf følgende offentlige debat får tilsyneladende mange mennesker til at overveje spørgsmålet om for eksempel assisteret selvmord og aktiv dødshjælp.
Når vi hører konkrete historier om virkelige mennesker af kød og blod, der som oftest er uhelbredeligt syge, så kan sådanne historier fra det virkelige liv let få os til at tænke: hvorfor må vi ikke hjælpe hinanden til at dø? Hvis min bedste ven eller et kært familiemedlem har et stort ønske om at få lov til at dø, hvorfor må jeg så ikke hjælpe?
Først og fremmest vil jeg i al almindelighed advare imod, at vi baserer debatten om etiske spørgsmål som for eksempel spørgsmålet om aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord på konkrete cases, og jeg vil i særdeleshed advare imod, at vi begynder at ændre lovgivningen på baggrund af sådanne cases.
Dernæst vil jeg tillade mig at foreslå, at debatten om etiske spørgsmål om liv og død i stedet for at tage afsæt i ofte følelsesladede cases tager sit afsæt i en mere grundlæggende debat om, hvilket menneskesyn vi ønsker at fremme i vores samfund.
Vores holdning til de mange cases kan ikke undgå at få betydning for vores generelle menneskesyn. Derfor er det vigtigt for mig, at vi i langt højere grad diskuterer, hvordan vi ønsker at behandle hinanden, og med hvilket menneskesyn vi ønsker at møde vores næste i dag.
For mig er alle mennesker skabt i Guds billede. Det betyder for mig, at vi alle er skabt med en særlig værdighed, en iboende værdi. Det enkelte menneskes værdighed er givet hver enkelt af os på forhånd. Det vil sige, at den enkeltes værdighed er uafhængig af vore handlinger og præstationer, uafhængig af sygdomme og skavanker og uafhængig af moralske brist, fejl og dumheder. Men først og fremmest betyder et sådant kristent livs- og menneskesyn for mig, at livet er en gave fra Gud, hvis værdi vi ikke har nogen ret til at gradbøje.
Hos Matthæus hedder det: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Et andet sted siger den kendte moralfilosof Immanuel Kant: Handl kun efter den maksime, om hvilken du tillige kan ville, at den bliver en almen lov.
Vi må derfor nødvendigvis spørge os selv, når vi bliver præsenteret for eksempelvis assisteret selvmord, som i eksemplet fra Thy, om vi virkelig kan ville et samfund, hvor vi slår hinanden ihjel på forlangende. Hvis vi generelt giver efter for et ønske om at tillade assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp, så får det uvilkårligt betydning for vores menneskesyn. Spørgsmålet er, om vi virkelig ønsker det.
Forleden kunne Kristeligt Dagblad præsentere en undersøgelse der viste, at to ud af tre danskere synes, det er legitimt at få en sen abort, hvis barnet har udsigt til at blive født med et handicap som for eksempel Downs syndrom. Jeg ønsker ikke at anfægte kvindens ret til sen abort, og jeg anerkender også, at man i særlige situationer kan have gode grunde til at vælge en sen abort.
Men alligevel er også denne undersøgelse et eksempel på, at vores holdninger til konkrete situationer vil få indflydelse på vores generelle menneskesyn. Når så relativt mange mener, at for eksempel Downs syndrom berettiger til abort efter 12. uge, så vil det på længere sigt få betydning for vores syn på mennesker med netop Downs syndrom.
De mange cases om etiske spørgsmål kan være med til at sætte etikken på dagsordenen, og det er positivt. Men lad os huske, at vores menneskesyn er på spil, hver gang vi sætter spørgsmålstegn ved livets ukrænkelighed og det enkelte menneskes uendelige værdi.
Christian Borrisholt Steen, cand.mag. i samfundsfag og psykologi, specialkonsulent i Kristelig Fagbevægelse, medlem af Det Etiske Råd, Uglevænget 6, Vodskov.