Den 103-årige Jenny Nielsine Nielsen kunne i går fortælle om sit lange liv i Kristeligt Dagblad. Hun var barn under Første Verdenskrig, vænnede sig til beskyttelsesrum i Anden Verdenskrig og oplevede, hvordan tv ændrede vores adfærd i efterkrigstiden.
LÆS OGSÅ: "De 103 år er bare fløjet af sted"
Det burde være indlysende, at ældre som Jenny Nielsen har indsamlet en viden, som er værdifuld. Men det er ikke det indtryk, man får, når man hører den offentlige debat om ældrebyrden, der bare er et blandt mange symptomer på, at ældres livserfaring ikke sættes højt i dagens samfund.
Hvad er det så, vi burde værdsætte mere hos de ældre borgere?
Til at begynde med har de en veludviklet historisk bevidsthed. De bærer for eksempel på en forståelse af, at velfærdssamfundet ikke er kommet af sig selv og ikke er en selvfølge. I et mere og mere historieløst samfund er de ældste danskere et reservoir af levet liv, som også peger fremad. For de ældre danskere er ambassadører for dyder, som vi har brug for i dag. Pligtfølelse, arbejdsomhed, ydmyghed, familiebevidsthed. Alt sammen egenskaber, der blev lagt mere vægt på i opdragelsen for 50 eller 70 år siden.
LÆS OGSÅ: Mange dommere kunne passe arbejdet langt op i halvfjerdserne
Siden 1968-oprøret slog igennem for over 40 år siden, er ungdom i stigende grad blevet idealet, og den udvikling er kun blevet styrket med dyrkelsen af de ydre former i film, musikvideoer og på tv. Ungdomstilbedelsen har udviklet sig til en hovedløs falden på maven for den højdramatiske, hårdtpumpede og ofte fladpandede oplevelseskultur, som et enkelt kig i det daglige tv-program illustrerer.
De ældres erfaring kunne udgøre en nødvendig modkultur til tidens mainstream-kultur, men desværre har denne erfaring sjældent haft svagere autoritet i det vestlige demokrati, end den har i dag.
I den sammenhæng må man undre sig over, at der ikke udvises større opfindsomhed i inddragelsen af de ældre i samfundet. Ældre har meget at give, og mulighederne er mange; for eksempel burde de ældre i højere grad bidrage til skolens historieundervisning med den menneskelige fortælling fra fortiden.
De firkantede regler for tilknytning til arbejdsmarkedet er lige så fantasiløse. Fremover er der brug for ældre, der kan arbejde længere, men der er forbavsende få fleksible løsninger, der kunne kombinere folkepension med 10-20 timers ugentligt erhvervsarbejde.
Landets politikere må udvise en helt anden kreativitet i en fremtid, hvor alderdommen vil udgøre en større del af vores liv. Der er nu en million danskere, der er over 65 år, og tallet vil vokse. Vi må finde en bedre måde, hvorpå vi kan bruge de ældres dyrebare indsigt i fællesskabets tjeneste.AEM