Thorning: Det er en god dag

Det var en tilfreds statsminister, der fredag præsenterede et justeret ministerhold, hvor der er blevet plads til Henrik Sass Larsen (S)

Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterer sit nye ministerhold på Amalienborgs slotsplads.
Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterer sit nye ministerhold på Amalienborgs slotsplads. Foto: Søren Bidstrup Denmark.

"Det er en god dag, og vi ser meget frem til at komme i gang med samarbejdet," sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun fredag formiddag præsenterede sit nye ministerhold på Amalienborg Slotsplads.

Eneste nye navn på listen er den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen, der under uklare omstændigheder overraskende blev forbigået som minister, da Helle Thorning-Schmidt satte sit første hold for snart to år siden.

Henrik Sass Larsen bliver nu erhvervs- og vækstminister, og netop hans udnævnelse gav anledning til spørgsmål fra pressen, der ville vide, hvordan Sass Larsen har det med den rutsjetur, han har oplevet, siden problemer med hans sikkerhedsgodkendelse betød, at han blev forbigået ved regeringsdannelsen i oktober 2011.

LÆS OGSÅ
: Erik Holstein: Sass er en stærk strateg

Men statsministeren tillod ikke sine ministre at svare på spørgsmål. I stedet lukkede hun arrangementet efter små to minutter, hvorefter ministrene forlod Amalienborg i ministerbilerne.

LÆS OGSÅ: Pia Olsen Dyhr i magtfuldt udvalg

"Jeg er helt sikker på, at vi får et godt afsæt for det, vi skal i gang med," nåede statsministeren dog at slå fast.

Selv om Henrik Sass Larsen er eneste nye navn på holdet, er der tale om den største rokade i regeringens næsten toårige levetid, og pressen var da også mødt talstærkt op ved præsentationen på Amalienborg Slotsplads, hvor statsministeren blev flankeret af Henrik Sass Larsen, SF-formand Annette Vilhelmsen, der er ny socialminister, og de øvrige fire ministre, der har fået nye ansvarsområder.

LÆS OGSÅ: Her er regeringsrokaden