Musikalsk rummelighed og fantasi

Der er ikke noget, man ikke må i min musik. Så kan man vist ikke blive andet end interessant som komponist. I morgen fylder Niels Marthinsen 50 år

En blandet buket. Sådan kan mange af Niels Marthinsens mu- sikalske kompositioner beskrives. –
En blandet buket. Sådan kan mange af Niels Marthinsens mu- sikalske kompositioner beskrives. –. Foto: Keld Navntoft.

Komponisten Niels Marthinsen studerede komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i perioden 1982-1990. Hans undervisere talte store navne som Per Nørgård og Poul Ruders, og Niels Marthinsen er da heller ikke en komponisttype, der går tretten på dusinet af.

Han holder af at gøre ting, musikalsk set, som man normalt ikke gør. Det gælder både klanglige tabuer og stemningsmæssige. For eksempel viger han ikke tilbage for at have et udtryksmæssigt mix, der inkluderer både alvor og humor i samme musikstykke.

LÆS OGSÅ: Moskéarkitekt med multireligiøse rødder

At han er stand til det, muliggøres dels af fantasi og musikalsk rummelighed, men i høj grad også af hans store tekniske kunnen. Niels Marthinsen anses generelt som en af de bedste teknikere, vi har herhjemme.

Allerede hans debut i 1993 vakte opsigt, og aviserne svømmede over med rosende ord. Det medførte, at han blev særdeles populær at bestille værker hos, og de sidste 20 år har han udelukkende komponeret på bestilling.

Han har skrevet blandt andet symfonier, solokoncerter og ikke mindst operaer. I 2006 regnede anderkendelsen ned over ham for Skriftestolen, som indbragte ham en Reumert for Årets opera. Fem år senere blev hans opera Snehvides spejl uropført på Den Jyske Opera, og her var Grimms elskede børneeventyr nu tilsat foruroligende elmenter af ondskab, så den fremstod som en nutidig voksengyser.

Også lydsiden var anderledes der var næppe den stilart, der ikke var repræsenteret. Et uhørt musikalsk sammensurium, men anmeldere og publikum var stærkt begejstrede.

Niels Marthinsen trådte sine barnesko i Viborg, og allerede i gymnasietiden, hvor de fleste hører pop og rock, var han blevet indfanget i den klassiske musikverden. Han lælrte sig at spille klaver, men der stor snart klart, at det var det at skabe musikken frem for at spille den, der var hans metier. Og resten er, som man siger, historie.

I øjeblikket er Niels Marthinsen i fuld gang med at komponere musik til fire helaftensforestillinger om astrofysik og evolutionsbiologi. Igen bevæger han sig ind, hvor andre næppe før har trådt stier. Så publikum kan således glæde sig til et opera om Charles Darwin og en korsymfoni om arternes oprindelse.

Niels Marthinsen har undervist i blandt andet komposition og musikhistorie på konservatorierne og siddet i Dansk Komponist Forenings bestyrelse siden 1998. Dertil kommer det kunstneriske lederskab af Aarhus Sinfonietta, og han har tillige været medlem af Statens Musikråd.

Niels Marthinsen bor i Søborg.