SKAB MISUNDELSE, hvis du vil vinde magten! Kristeligt Dagblad analyserede den 30. maj det retoriske greb i, at lærere skal have det som alle andre. Oversat betyder det: Nu er det slut med, at forkælede lærere kan gå hjem klokken 13. Misundelse ønsker ensretning. Ensretning kræver magt. Voilà!
De næste, der kan stå for skud, er kirkens medarbejdere især musikere med skjult arbejdstid til forberedelse. Det må ikke være for lukrativt at være ansat i folkekirken. Mon de relevante organisationer overraskes over, at folkekirkens økonomilov nu gør det obligatorisk, at menighedsråd tager stilling til, om ikke provstiudvalgene skal stå for at fastsætte personalenormeringer i et helt provsti?
LÆS OGSÅ:Sådan flyder kirkens kroner
Det er ellers en vigtig arbejdsgiveropgave. Det giver ikke meget mening at forhandle løn eller holde MUS- samtaler, hvis ledelsen ikke også har indflydelse på, hvilke tidsmæssige rammer arbejdet har. Kendskab til arbejdets konkrete udførelse betinger sagligheden i at ekspandere eller begrænse stillingers størrelse, så sognekirken beriges mest muligt i organisering af medarbejdertalent inden for et fornuftigt økonomisk råderum.
Provstiudvalg vil naturligvis samvittighedsfuldt løse opgaven efter bedste evne. Dette er ikke kritik af den gavn, kompetente provstiudvalg rundt omkring gør som rådgiver og samarbejdspartner. Men en obligatorisk stillingtagen er udtryk for et ønske om usund centralisme, der ubemærket igen vil gøre provstiudvalg mere magtfulde og strømline folkekirkens beslutningsprocesser.
FYSISK AFSTAND giver et mere usikkert billede af den enkelte medarbejders flid og dygtighed, og personalehåndtering og personaleudvikling bliver følgelig nemt mere stereotyp, mens det gammeldags tillidsforhold mellem medarbejdere og en nærværende ledelse afløses af genkendelig ensartethed.
Nogle vil finde det rimeligt, at det ikke er bedre at være ansat i det ene sogn frem for det andet. Men mulighed for nivellering er en oplagt konsekvens. Det kan true rummeligheden for et usædvanligt højt niveau nogle steder eller kirkers forskellige udgiftsniveau, fordi borgeres kvalitetskrav er uens.
Hvem tager stilling til, hvad professionel udførelse er og må koste i sogne, der også inden for et provsti kan være meget forskellige? Hvor meget kirketjenertid er rimelig? Menighedsråd mistænkes nogle gange for som nyttige idioter at være i lommen på medarbejderorganisationer, der har pustet stillinger op. Men er det sådan de fleste steder? Og er bestemmelsen udtryk for denne mistillid?
Samtidigt med, at menighedsråd meget snart tager stilling til spørgsmålet på de kommende budgetsamråd, er det også sådan, at lovgiver har valgt ikke at følge provstibetænkningens anbefaling om mere demokrati omkring provstiudvalgets virksomhed. Beslutning om mere lokal selvbestemmelse i det, der kaldes besluttende budgetsamråd skal således stadig besluttes på det første budgetsamråd efter et menighedsrådsvalg. Det er kun en hensigtsmæssig begrænsning, hvis man ikke ønsker en sådan beslutning!
Nye menighedsråd har ofte først mod på at påtage sig mere ansvar midt i en periode. Betænkningen foreslog derfor at matche provstiudvalgenes større magt med, at sådan et modtræk kunne opstå som lokalt ønske hvert år.
Men den nye lov fastholder den ulogiske begrænsning af demokratiet. Mens flertallet i folkekirken sover, sker store forandringer, der måske kan sammenfattes i, at alle bare skal have det ligesom alle andre og i hvert fald ikke for godt!
Carsten Mulnæs, sognepræst, Kirkevænget 1a, Allerød