Det nylige 70-år for den 29. august 1943, hvor den danske regering sagde fra over for den tyske besættelsesmagt, minder os også om modstandsfolkene og de spor, de tog med sig fra krigen. I den nye bog Modstandskampens børn, forældrenes krig børnenes arv gør børn af modstandsfolk op med deres forældres heroiske bedrifter og den pris, de og deres familier efterfølgende har måttet betale.
Bogen er langtfra den eneste om næste generations opgør med fortiden. Med i rækken følger eksempelvis også bøger om, hvordan det er at vokse op som barn af en nazist, af en holocaustoverlever og af en tyskertøs.
LÆS OGSÅ: Krigen slutter først, når traumerne holder op med at vandre
Det ligger ganske enkelt i tiden at diskutere langtidsvirkningerne af historien og reflektere over, hvordan den sætter sig spor på den næste generation, forklarer Palle Roslyng-Jensen, der er historielektor ved Københavns Universitet og forsker i erindringer fra Tysklands besættelse af Danmark.
Striben af bøger kommer i takt med, at den generation, der selv gennemlevede krigen, efterhånden falder bort, vurderer han. Men tendensen er også et udtryk for, at efterkommerne nu har nået en alder, hvor det er naturligt at betragte historiens betydning for deres liv, supplerer Claus Bundgård Christensen, der er lektor i historie på Roskilde Universitets Institut for Kultur og Identitet. Og selvom besættelsestiden i årenes løb er kommet mere på afstand, skal man ikke tro, at følelserne omkring den vil forsvinde foreløbig, mener han.
Ganske vist er mange døde af dem, der oplevede Besættelsen, blev forfulgt eller sat i koncentrationslejr. Men deres børn voksede op i familier, der var præget af det. På den måde lever Besættelsen stadig, siger han.
I løbet af Anden Verdenskrig blev godt 6000 af de danske modstandskæmpere deporteret til koncentrationslejr, hvor omkring 600 døde. De, der kom hjem, blev modtaget med parader, og aviserne var fulde af de nye nationalheltes bedrifter i månederne efter, men derefter vendte hverdagen tilbage. De kom hjem med voldsomme ar på sjælen, men rådet fra de læger, der kortlagde deres kz-syndrom, lød: Glem det og kom videre.
Man etablerede ganske vist Frihedsfonden, som kunne give erstatning til dem, der havde lidt tab, men man kendte ikke til posttraumatisk stresssyndrom og var slet ikke opmærksom på langtidsvirkningerne af deres oplevelser, fortæller Palle Roslyng-Jensen.
En af dem, der har arbejdet indgående med denne mørke del af danmarkshistorien, er dr.med. og torturforsker Sven Arvid Birkeland, som fra 2004 har forsket i traumevandring ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. I forbindelse med sit forskningsarbejde har han talt med 91 modstandsfolk, 121 modstandsbørn og 30 modstandsbørnebørn. Og ifølge ham gik ingen modstandsfolk eller deres familier umærket gennem krigen.
Der opstår voldsomme psykiske reaktioner hos personer, der har været udsat for traumer af den karakter, at de har set døden i øjnene, siger han.
Modstandskæmpernes krigstraumer opstod på grund af frygten for stikkeri, forhør og tortur samt af oplevelserne i kz-lejre med sult og nød til følge. Nogle har desuden skullet bære på skylden over at have røbet en anden modstandsmand under tortur eller over at have overlevet en kammerat, fortæller Sven Arvid Birkeland.
Krisehjælp var dengang ukendt. Samtidig kom mange modstandsfolk i en underlig situation efter befrielsen, hvor de hurtigt følte sig tilovers og iagttog samfundets og ikke mindst politikernes tilbagevenden til det gamle system. Følgen blev i de fleste tilfælde, at de indkapslede deres traumer i tavshed. Det har præget deres familier, forklarer han.
Mange frihedskæmpere var ganske unge mennesker, der betalte med deres ungdom. Og derfor havde mange af dem svært ved at forstå deres egne børns pubertet. Nogle børn følte, at deres egne problemer ikke kunne tages alvorligt i sammenligning med det, de vidste, deres forældre havde gået igennem, og at de ikke kunne leve op til forældrenes helterolle. Og mange har typisk ikke turdet have et ungdomsoprør af frygt for forældrenes tyndslidte nerver efter krigen, fortæller Sven Arvid Birkeland.
Vi ved i dag fra flere sammenhænge, at traumer sidder for altid, om end det kan hjælpe at få behandling. Er faderen eller moderen den traumatiserede, så bliver hjemmet og børnene præget af reaktionerne, siger han.
Og når de spor, historien har sat, nu kommer til udtryk gennem den næste generations bøger, skyldes det behovet for at forstå familiens baggrund og videregive den del af besættelseshistorien til omverdenen, vurderer Sven Arvid Birkeland. Af dem kan vi lære, at der ikke bør gå så lang tid, før man behandler krigstraumer som disse. Og vi har da også lært af historien, mener Palle Roslyng-Jensen.
Det er helt tydeligt, at der er en helt anden italesættelse af de traumer, soldaterne i dag vender hjem med fra Irak og Afghanistan. Deres handlinger bliver mindet og markeret, man diskuterer, hvordan deres traumer skal håndteres, og alligevel bebrejder man myndighederne, at der ikke gøres nok. Det ser jeg som udtryk for, at vi har taget ved lære af historien, siger han.