Oscar K. er et pseudonym, der kan tale med mange forskellige stemmer. Alt efter om forfatteren vil genfortælle verdenslitterære klassikere, vise barndommen som ét langt overgreb, åbne for et bibelsk univers eller for svimlende filosofiske perspektiver. Mange af de stemmer og temaer, der har kendetegnet forfatterskabet de seneste år, finder man i Københavnerfortolkningen, der er en illustreret roman om pseudonymernes forfatter over dem alle, Søren Kierkegaard.
Som en kopi af sin egen kvantetilstand daler filosoffen en aften ned fra himlen over hovedstaden og samles op af pigen Emma, der har foretaget det usædvanlige eksperiment for at fremkalde den mand, hun har forelsket sig i. I ham mener hun at genkende sin egen forpinthed, og bogen beskriver mødet imellem dem som et intenst kærlighedsforhold. De taler, elsker, digter, går i byen sammen og udveksler barndomserindringer, der overgår hinanden i elendighed.
LÆS OGSÅ: Vi kører mod afgrunden på første klasse
Det bliver til en fortælling med skiftende synsvinkler og genrer og med et virvar af citater, der taler med og imod hinanden, fra Kierkegaards egne skrifter til brudstykker af opera, viser og digte. For bogen har ikke bare titel efter Niels Bohrs sammenfatning af kvantefysikken, den vil selv være et argument for det samme: at man for at kunne give en fuldstændig beskrivelse af et fænomen (her: Kierkegaard) kan have brug for forskellige perspektiver, selvom eller netop fordi de indbyrdes udelukker hinanden.
Det er en form, der er i god overensstemmelse med Kierkegaards sammensathed som menneske og tænker og filosofisk er det en spændende forbindelse, der etableres. Men det giver selvsagt en krævende tekst, der ikke er helt let at forholde sig til indholdet af. Man strejfes af et væld af begreber og problemer, man fornemmer dybden og alvoren, skønheden og smerten, men så heller ikke mere. Og ved man ingenting på forhånd, bliver man i bedste fald forvirret på et højere plan. Bedst ja, rigtig god er bogen i de passager, hvor forfatteren lader Kierkegaard se og lytte og tale sig ind på det, der for en stund bliver hans anden samtid.
Men måske tales der mindre til hovedet og mere til kroppen, for romanen sætter sig snarere som en udfordrende uro i læseren, der hele tiden modtager nye indtryk: tanker og billeder, der indimellem har en voldsom og erotisk karakter. Det er oplagt at tænke, at man skal forføres, men skal man egentlig det? Som forfatteren lader Kierkegaard sukke: Jeg er en religiøs forfatter. Jeg er kommet tilbage for at finde mig selv, opfylde min forpligtelse, sone min fars skyld og følge i Kristi fodspor, og alt, hvad tiden interesserer sig for, er forføreren.
Det bekræftes meget direkte af bogen selv, der alle de forskellige vinkler til trods synes primært at være optaget af det seksuelle perspektiv: Bogens forside viser i Rasmus Svarres fine streg den rygvendte filosof, der ser i retning af et indrammet kvindeskød. Senere efterlades han impotent og ydmyget af Emmas mor, mens gudsbilledet i Abraham-historien tolkes som Kierkegaards modbillede til sin egen svage, onanerende far. Og voldsomt: Som en parallel til teateret tages læseren gentagne gange med ind i en villa, der flyder over i en seksualitetens blodrus: Der er alt fra detaljerede beskrivelser af voldtagne, aborterende kvinder, bagbundne drenge og nekrofili.
På denne voldsomme meningsløshed er mødet imellem Kierkegaard og Emma et svar, der også findes i de citater, der indrammer romanen: PHs kulturradikale salme om kysset, som det haster med, og Niels Bohrs smukt formulerede trosbekendelse om harmonien i naturen.
Det er helt befriende efter al den urolige tomhed, men lige dér svigter forfatteren for mig at se det radikale i Kierkegaards tænkning, og man ender med at sidde tilbage med en fornemmelse at have været tæt på noget spændende, at det kunne være blevet til så meget, men at det alligevel ikke rigtig rykkede ved noget. Andet end grænsen for, hvordan man kan behandle Søren Kierkegaard.