Livet er hårdt for Jordans flygtninge, men de sulter ikke. Det ved Dorte Jessen, der er programchef for FNs fødevareprograms katastrofeafdeling i Jordan. Det er hendes ansvar, at flygtninge har adgang til 2100 kilojoule om dagen.
LÆS OGSÅ: Afmagt i verdens næststørste flygtningelejr
Hun har været med til at opbygge al-Zaatari-lejren fra indvielsen i juli 2012, hvor der blot var 20.000 mennesker, men ingen køkkener. Hun kan stadig blive helt forpustet, når hun tænker på, hvordan medarbejderne skulle fragte 20.000 varme retter ind i lejren to gange om dagen og sikre, at maden nåede frem til hvert telt, mens den stadig var god. I dag tilbereder flygtningene selv maden, og snart vil lejren som den første i FNs historie få supermarkeder. Hun og kollegerne forhandler med jordanske supermarkedskæder om snarligt at etablere sig i lejren, hvor flygtningene skal kunne købe mad for kuponer.
Flygtningene fra Syrien er præget af en entreprenørånd. Den infrastruktur, de selv fik bygget op i lejren på tre måneder, har det taget flygtningene i Dadaab-lejren i Kenya 20 år at opbygge. Butikkerne vil blive som store Nettobutikker, siger den 43-årige Dorte Jessen, da Kristeligt Dagblad møder hende i Jordans hovedstad, Amman.
Men hvordan havner en kvinde med rødder i Rødekro og Vamdrup i en chefstilling i FN? For Dorte Jessen handler det om at give. Hun er uddannet markedsøkonom fra Niels Brock i København og fik i en ung alder indfriet drømmen om en karriere i reklamebranchen. Da hun havde fejret 30 års fødselsdag uden at have stiftet familie, blev hun ramt af en slags panik og gav sig selv orlov. Hvad der kun skulle have været seks måneders rejse på motorcykel i Australien, er siden blevet til 13 år i udlandet. I stedet for at vende hjem valgte hun at blive i Australien. I perioder havde hun få penge, men hun fik siden et drømmejob, hvor hun arbejdede med tv-reklamer. Men en dag vidste hun, at tiden var inde til et opbrud.
Som ansat i reklamebranchen giver du alt, hvad du har til industrien. Jeg har lavet mange kampagner for gode formål, men jeg har også været i en industri, hvor du opfordrer folk til at købe noget, som de nok ikke har brug for, siger hun.
Hun tog en uddannelse i humanitært arbejde i Australien og satte sig et mål om at få et job hos FNs katastrofeprogram. I dag er det snart syv år siden, at hun fløj til Østtimor, hvor hun havde fået et job hos FN som områdeleder. Siden er hun avanceret. De hidtil største faglige udfordringer mødte hun med oversvømmelserne i Pakistan i 2010, hvor hun koordinerede mad til tre millioner mennesker. Men hvordan klarer man sådan et job? Hun har ikke familie, men masser af energi, og som markedsøkonom ved hun, hvordan man får en organisation til at køre.
Jeg er i et job, hvor jeg bruger alt det, jeg har lært. Jeg har været i hjemmeværnet i 10 år, hvilket undrede nogle af mine kollegaer i den københavnske reklamebranche. Men også den erfaring har jeg trukket stærkt på, siger hun.
Mindst en gang om ugen tager hun turen til lejren, for kontakten med de mennesker, hun hjælper, er vigtig. Hun kalder kontakten et privilegium.
Jeg tænker på dem som medmennesker. Hvordan ville jeg gerne behandles, hvis jeg var i deres sted, siger hun. Sit menneskesyn har hun taget med sig fra opvæksten i Sdr. Bjert Sogn, hvor hun sang i kirkens kor.
Min familie er kommet i kirken, og jeg blev konfirmeret af Holger Lissner. Han sagde, at der var et salmevers, vi skulle huske, og det følger mig, siger hun og citerer de ord af Grundtvig, som er blevet hendes credo:
Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng!