Den første afrikanske verdensreligion har vokseværk

Den afrikanske religion orisha-dyrkelse breder sig i store dele af Amerika og nu også i Europa. Det er historien om, hvordan en kulturel og religiøs tradition fra Afrika kan danne grundlag for en ny verdensreligion, der taler til det humanistiske verdenssyn

Her beder en troende yoruba-kvinde foran et alter i Havana, Cuba.
Her beder en troende yoruba-kvinde foran et alter i Havana, Cuba. . Foto: NIURKA BARROSO.

En lille flok afro-amerikanske mænd og kvinder mødes hver uge i en lejlighed i Seattle. Der stiller de sammen med lejlighedens ejer, deres lokale præst, frugter og glas med gin på et bord dækket af en hvid dug. Derefter synger de og spiller på marakas, der med en rislende lyd giver dem en rytme at holde sig til.

Historien fra Seattle blev forleden bragt som en dokumentar på den amerikanske National Public Radio. Her fik man indblik i, hvordan den 32-årige amerikaner Wesley Hurt sammen med sin kone dyrker en gren inden for yoruba-religiøsitet kaldet Ifa, for at erindre sit afrikanske ophav.

LÆS OGSÅ: To tredjedele af jordens befolkning kalder sig religiøse

Reportagen afdækker et globalt fænomen, som kommer til udtryk på forskellige måder, alt efter hvor i verden man støder på det, men som bunder i de fælles rødder: en religiøs tradition fra Afrika, som er kendetegnet ved at man dyrker en gudefamilie kaldet orishaer.

Orishaerne kommer oprindeligt fra et område i det sydvestlige Afrika, der hedder yoruba-land. Yoruba er egentlig en kulturel, geografisk, historisk, sproglig og religiøs men ikke en politisk enhed i det, der i dag betegnes som det sydvestlige Nigeria, Benin og Togo. Der findes cirka 15 millioner etniske yorubaer, men en stor del af yoruba-befolkningen er i dag kristne eller muslimer. Dog dukker de religiøse traditioner fra området op rundt omkring i verden i forskellige udtryksformer.

Rune Hjarnø Rasmussen er ph.d. fra Uppsala Universitet, og hans forskning dækker især den yoruba-religiøsitet, som forekommer i Brasilien og andre steder i Sydamerika. Her undersøger han den udvikling, som religionen har været igennem i de forrige århundreder, og som har ført til, at den i dag er ved at blive en universel verdensreligion. Der er næsten 100 millioner dyrkere af orishaerne på verdensplan, og siden den cubanske revolution i 1959 har religionen bredt sig over Nordamerika og Sydamerika. Ifølge Rune Hjarnø Rasmussen er orisha-dyrkelsen nu den ottende største verdensreligion.

Tilbage under den transatlantiske slavehandel i 1600-tallet blev der taget mange mennesker til fange fra Beninbugten, også kaldet slavekysten. I Brasilien og på Cuba var det især deres religion, som blev normgivende blandt de andre afrikanske slaver. Derfor bredte religionen sig først og fremmest der og andre steder i Caribien. Vodou-religionen fra Haiti har også stærke anslag af den religion, der kom fra yoruba-land, fortæller Rune Hjarnø Rasmussen fra Brasilien, hvor han i øjeblikket laver feltarbejde til sin forskning.

Navnlig denne haitianske form har dog været udsat for en ekstremt intensiv dæmonisering i løbet af de sidste århundreder. Under den haitianske revolution i 1790erne formåede de afrikanske slaver af befri sig fra de koloniherrernes hær. Da gik Haiti fra at være en af de rigeste franske kolonier til at være et meget fattigt land. Slavernes sejr blev fortrængt og Haiti blev isoleret i verdenshistorien, og vodou-religionen, som ifølge Rune Hjarnø Rasmussen ligner førkristne europæiske religioner i sin opbygning, blev dæmoniseret og fik et dårligt ry, da den var et led i mobiliseringen af slavernes oprør.

LÆS OGSÅ: Afrika er verdens mest religiøse kontinent

Anderledes gik det for orisha-religionen. I Brasilien og på Cuba dyrkes disse naturkræfter i form af et pantheon af olympisk eller nordisk format. Karakteristisk for orisha er, at religionen er utrolig lig før-kristen europæisk religion, den er meget olympisk i den forstand, at den minder om græsk mytologi. Man bliver indviet til en gud og får en personlig orisha af sin præst. Der er blandt andet en kærlighedsgudinde og en tordengud med en økse. Rune Hjarnø Rasmussen overvejer, om denne lighed måske er forbundet med vestens problematiske forhold til religionen:

En af grundene til den europæiske dæmonisering ligger nok i genkendelsen. Buddhismen og hinduismen er jo konceptuelt langt fra vores egen tradition, men den afrikanske religion ligner et niveau i vores egen religionshistoriske udvikling, som senere er blevet presset ud.

Tidligere så man religionerne som noget eksotisk etnografisk i et slumkvarter, men nu er religionen selv begyndt at identificere sig som en verdensreligion. Ved interreligiøse møder med paven og Dalai Lama ser man også en mand ved navn Wande Abimbola, som er oba (=konge) inden for Ifa, der er en gren af orisha-religionen, fortæller Rune Hjarnø Rasmussen.

Det var også Ifa-grenen, som blev dyrket af Wesley Hurt i den amerikanske radioreportage fra Seattle. Men hvordan har en afrikansk slavereligion, der blev rodfæstet i Sydamerika, så formået at brede sig så vidt?

Der var to faktorer i udviklingen: Afro-amerikanerne ville finde deres rødder og skabe en identitet ved at vende tilbage til religionen. Derudover holdt religionen op med at være specifikt afrikansk. Nogle af de kulte, man finder i Brasilien, består af hvide mennesker.

Rune Hjarnø Rasmussen mener at der kan være en vestlig tendens til kun at fokusere på kulturelle tilhørsforhold. Her henviser han til, at religion for mange mennesker bare skal være det, der virker bedst. Man tager efter det, der fungerer. Og så begyndte religionen at brede sig nordpå.

I 70erne begyndte de sorte amerikanere at opdage santeria, en anden gren af orisha-religion. En fyr kaldet Walter King blev desillusioneret over den cubanske form af santeria, der var blevet præget af katolske indflydelser. Den var begyndt at virke mere cubansk end afrikansk. Han oprettede derfor Oyotunji Village ved South Carolina, hvor man kunne genskabe en forbindelse til forfædrene i yoruba-land i Afrika. Ved en proces kaldet divination blev den enkelte knyttet til en gammel adelsslægt i det i dag forsvundne rige Oyo, som lå i yoruba-land:

Dermed skaber man en mytologi om, at man stammer fra Oyo. Jeg mener, at det er historiens første afrikanske verdensreligion, der er ved at manifestere sig. Orisha findes også i Europa, primært i Spanien og Portugal, hvor man har historiske og sproglige forbindelser til Cuba og Brasilien. Men også i Berlin findes der et tempel for brasiliansk Orisha, siger Rune Hjarnø Rasmussen, der også mener, at der blandt immigranter i Skandinavien kan forekomme dyrkelse af Orisha, men det er formodentlig mest på privat niveau snarere end en organiseret dyrkelse.

Religionen har gode kår for fortsat at vokse, især i de vestlige lande, mener han:

Orisha er mange steder blevet intellektualiseret og teologiseret. Der er nu også antropologer og sociologer som både studerer og selv dyrker religionen. Der er nu en klasse af intellektuelle udøvere, der ser religionen som et aktuelt bud på en humanistisk verdensreligion. De fremhæver orisha-dyrkelse som inklusiv og relativistisk, fordi den er polyteistisk, over for de mere absolutistiske monoteistiske religioner. Orisha-religionen accepterer for eksempel alle racer og kan både have kvindelige og homoseksuelle præster.