Det var nat, da raketterne med giftgas slog ned i Damaskus-forstaden Ghouta den 21. august. Næste morgen vidnede endeløse rækker af lig om et klart brud på de internationale konventioner og en tilsyneladende klar overtrædelse af Obamas selvdeklarerede røde linje om tydelige konsekvenser, hvis Assad skulle benytte sig af giftgas i borgerkrigen.
Alligevel er der endnu ikke kommet nogen Tomahavk-missiler mod Assad fra de amerikanske krigsskibe i Middelhavet. I stedet har USA indgået en aftale med Rusland, der skal få Assad til at acceptere en destruktion af sine giftgaslagre. En aftale, der i USA kritiseres for at være svag og uden sanktionsmuligheder, hvis Assad ikke opfylder sin del.
LÆS OGSÅ: Analyse: Da Obama gav diplomatiet en ny chance
Udviklingen burde dog ikke være helt overraskende, siger professor Charles Kupchan, for den amerikanske præsident, Barack Obama, har fra starten lagt nogle klare udenrigspolitiske linjer, og det er Syrien ikke vigtig nok til at ændre på. Syrien kan heller ikke bryste sig af at have en global betydning. Rollefordelingen mellem de store magter er genkendelig, og enhver spiller sin rolle uanset udviklingen i Syrien.
Charles Kupchan er en veteran i international politik. Han sad med på første række under Bill Clintons første præsidentperiode, hvor han var en del af præsidentens Nationale Sikkerhedsråd. I dag er han professor i international politik ved Georgetown Universitet, seniorforsker ved Counsil for Foreign Relations og forfatter til en lang række bøger. I sin seneste bog, No Ones World: The West, the Rising Rest and the Coming Global Turn, forudser han en snarlig overgang til multipolar verdensorden med flere ligestillede magter, der har hver sit værdisæt at navigere ud fra.
Men tiden er endnu ikke kommet for en sådan overgang. Obamas tøven og tilbageholdenhed i den syriske borgerkrig skal ikke ses som et amerikansk svaghedstegn, men snarere som et udtryk for Obamas vilje til at fastholde sine oprindelige udenrigspolitiske prioriteter.
Obama har været konsekvent i sin udenrigspolitik. Han er en pragmatist, han har ønsket at skære ned på USAs fodaftryk i Mellemøsten, han har valgt at fokusere på indenlandsk økonomisk vækst og forsøgt at bruge mindre tid på udenrigspolitik, siger Charles Kupchan.
Det er denne linje, som Obama har fastholdt i forhold til Syrien. Han ønsker at holde USA så langt ude af endnu en krig i Mellemøsten som muligt. Dog skal han samtidig holde fast i billedet af USA som en stormagt, der er med til at sikre en nogenlunde ansvarlig verden. Det er i det lys, talen om den røde linje om brugen af giftgas skal ses sammen med Obamas efterfølgende tøven med at tage konsekvensen af talen.
Hvis USA ville vælte Assad, så kunne det let gøre det. Det er spørgsmål om en prioritering af de politiske interesser og de militære konsekvenser, siger Charles Kupchan.
Selvom verden endnu ikke er en multipolar verden, så er den politiske elite i USA godt klar over, at verden har forandret sig, og USA ikke alene kan diktere verdens gang, mener Kupchan. Det indebærer, at USA har været med til at skabe rum på den internationale scene for nogle af de nyere magtcentre. Kupchan peger især på udvidelsen af G8 til G20, nye stemmevægte i Den Internationale Valutafond, IMF, samt den stadig mere højlydte diskussion om fordelingen af de permanente pladser i FNs Sikkerhedsråd.
Men håndteringen af den syriske borgerkrig handler ikke om en omstilling til en ny verdensorden. Her handler USA og de øvrige magtcentre ud fra deres egne nationale sikkerhedsinteresser uden at tillægge den syriske befolkning en afgørende vægt i de prioriteringer.
Obamas tøven, ønsket om at inddrage Kongressen og Ruslands rolle er ikke fodtrinene af en ny verdensorden, men snarere optrævlingen af den eksisterende verdensorden. Vi er stadig i en fase af dekonstruktion af den eksisterende verdensorden fremfor konstruktionen af den kommende verdensorden, siger Kupchan.
At beslutningerne træffes ud fra den eksisterende verdensorden, der dog er under langsom afvikling, ser Kupchan i den fortsatte traditionelle rollefordeling omkring Syrien:
Rusland har spillet rollen som opponent, der gør alt for at genere Washingtons interesser, hvor det er muligt. Kina har siddet på bagsædet i Syrien-konflikten og er meget mere fokuseret på at styrke sin dominans i sit nærområde.
Der er dog nogle få elementer i Syrien-konflikten, der peger mod en anden verdensorden:
Det stærkeste symbol lige nu på en multipolar verden er delingen i G20-regi mellem BRIKS-landene (Brasilien, Kina, Indien, Rusland og Sydafrika), der forener sig mod en amerikansk intervention. Det er de kommende kræfter, der allierer sig mod de etablerede kræfter. Og selv blandt de etablerede kræfter er der splittelser. Det kommer mest klart til udtryk gennem Storbritanniens nej til at deltage i et angreb.
For USA vil et tilbagetog fra den røde linje omkring Assads brug af kemiske våben medføre nogle kortsigtede konsekvenser, men de kan hurtigt være glemt igen, siger Charles Kupchan.
Hvis Kongressen forkaster Obamas ønske om autorisation til at angribe Syrien, så vil det have en betydelig indvirkning på den globale opfattelse af amerikansk troværdighed og magt. Det vil rejse spørgsmålet om den politiske dysfunktion i USA, og hvordan det hindrer udførelsen af amerikansk statskunst. Men den forståelse kan forandre sig meget hurtigt om bare seks måneder, hvis USA for eksempel vælger at udføre et større angreb på Iran.
Om USA sender nogle missiler mod Assad eller ej, gør ikke nogen forskel i det lange løb. Kupchan peger på, at situationen efter missilangrebene mod Libyen i 1986 og Afghanistan i 1998 hurtigt vendte tilbage til business as usual, så snart missilerne var forsvundet fra mediernes forsider.
Det afgørende er, at USAs militære kapacitet er stærk nok til at slå til, hvis landets egne nationale sikkerhedsinteresser dikterer det.
Denne skelnen mellem globale interesser og vitale nationale sikkerhedsinteresser er væsentlig i den nuværende Syrien-situation. Kupchan ser en fejltolkning af USAs tilbageholdenhed som den største fare. Her peger han især på Iran:
Hvis USA ikke angriber Syrien, så er det ikke et tegn på, at Washington ikke længere er villig til at bruge magt for at forsvare sine interesser. Især iranerne skal ikke læse den amerikanske debat om Syrien som et muligt tegn på amerikansk tøven i forhold til at anvende vold mod Iran.
En sådan læsning kan potentielt give iranerne et overmod, som gør dem mindre medgørlige til at indgå en aftale. Og det kan have dramatiske konsekvenser:
Hvis Iran fortsætter med at fremme sine atomare programmer, så vil der være stærk støtte i USA til et militært angreb på dets atomare faciliteter, mener Kupchan.
Når det drejer sig om USAs nationale interesser, kan Obama ikke sættes ind i det traditionelle due/høg-billede i forhold til villighed til at bruge magt.
Obama har ikke været bange for at bruge magt uden international opbakning. Han har øget brugen af droner og har tydeligvis indført et overvågningssystem, som gør flere lande utrygge. Legaliteten og international støtte har ikke altid været der, når han har taget beslutninger.
På den ene side har Obama ikke haft noget problem med brugen af amerikansk magt, men på den anden side har han været tilbageholdende med at gå i krig. Hans anvendelse af militær magt er blevet beskrevet som målrettet og kirurgisk fremfor de dyre invasioner, der kendetegnede præsident Bushs otte år ved magten.
Når det kommer til stykket, så er Kupchan overbevist om, at Obama vil bruge de magtmidler, som er nødvendige for at sikre USAs sikkerhedsinteresser:
I forhold til Iran har han været meget tydelig omkring, at et atomart Iran ikke er acceptabelt. Dermed får han sagt mellem linjerne, at han er villig til at anvende magt for at hindre Iran i at blive en atommagt, siger Kupchan.
Set i lyset af Obamas vilje til at bruge militærmagt om nødvendigt kan det virke besynderligt, at Obama valgte at gå til Kongressen for at få autorisation til at angribe.
Årsagen, mener Charles Kupchan, ligger i Obamas behov for at sikre sig en form for politisk legalitet i lyset af den massive modstand fra både indland og nære allierede som Storbritannien. Men det var en risikabel beslutning. Ikke for USA, men for Obama.
Hvis Kongressen siger nej, så er det et stort politisk slag for præsidenten. Hvis Kongressen siger ja, så tror jeg ikke, at det vil give et angreb så meget mere legalitet i verdens øjne. Der vil stadig være en stor opposition fra europæiske lande og BRIKS-landene. Så efter min mening har han taget en stor politisk chance uden at kunne vinde den store gevinst.
Kupchan ser ikke aftalen med Rusland som den store gevinst for Obama:
Hele denne episode har svækket Obama politisk. Han havde ikke mange andre valg end at søge et diplomatisk alternativ, fordi han ikke havde støtte til et militært angreb, hverken i offentligheden eller i Kongressen. Nu er han nødt til at lade den diplomatiske mulighed udspille sig.
I mellemtiden fortsætter borgerkrigen i Syrien for fuld styrke, dog forhåbentlig uden flere giftgasangreb. Det spinkle håb er, at USA og Rusland har investeret så meget prestige i giftgasaftalen, at de føler sig forpligtet til at fortsætte samtalerne om en endelig fredsløsning. I så fald er det ikke hensynet til Syrien eller kravene fra en ny verdensorden, der er drivkraften, men noget så gammeldags som prestige.