4 stjerner ud af 6
At sætte digte i scene er ikke nødvendigvis en god idé. For hvordan undgår man, at det bliver mærkeligt overspil til ord, som er nøje udvalgt, og som hver især og for sig kan være et kunstværk?
Når der ikke er en handling eller en sammenhæng at hæfte det op på. Eller måske er der snarere en risiko for, at det bare ender i den rene oplæsning, og det er der jo ikke så forfærdelig meget teater over.
Karen-Lise Mynster er ene kvinde gået på scenen med en af Danmarks mest kendte og berømmede digtere, Inger Christensen. Hovedparten af forestillingen er fra det, men også andre digtsamlinger har bidraget til den knap én time lange forestilling. Hvor rammen er en kvinde på et psykiatrisk hospital, sendt ned af ulykkelig kærlighed.
LÆS OGSÅ: Dostojevskij-teater drukner os i ord
En halv, skæv seng står ud fra væggen i Camilla Bjørnvads scenografi, symbolsk, anderledes og digtende. Digtene ledsages af videoprojektioner, men også af Henriette Groths musik.
I de bedste scener bliver Mynsters stemme og musikkens medskaben i sig selv et digt. Hvor ordenes rytme skaber rigeligt liv i sig selv, og vi blot sidder stille og lytter. Eller når der er en lille grad af fortælling i digtene, hvor ordene skaber billeder i sig selv.
Men indimellem bliver det også højspændt. Meget abstrakt. Det er hverken Karen-Lise Mynsters, Henriette Groths eller Camilla Bjørnvads skyld, men handler simpelthen om, at når digtene får stemme og krop, bliver det også meget æterisk, meget højtideligt og svært tilgængeligt. Så er det svært at blive rigtig fanget.
Det er en forestilling for Inger Christensen-fans og engagerede læsere. Publikum denne almindelige teateraften er da også fortrinsvis kvinder i den alder, hvor samlingen det har stået som en åbenbaring i deres ungdom.
Men hvis man er helt blank på digte, er det nok ikke her, man skal begynde. Så vil forestillingen være en svær start. Den er bedst til dem, der kender Inger Christensen i forvejen.