Folkekirken er beredt på terror og naturkatastrofer

Hvis Danmark bliver ramt af et terrorangreb, står 42 beredskabspræster klar til at rykke ud med åndelig førstehjælp. Midt i kaos kan de tilbyde nærvær og ro til at bede, og så er de klædt på til at rumme tomhed og desperation

For nylig var Region Hovedstadens ti beredskabspræster på en studietur i New York for at blive klogere på andres erfaringer med katastrofer og beredskabsarbejde. På billedet ses to lyskegler i New York, også kaldet The Tribute in Lights, der lyser til minde om ofrene for terrorangrebet den 11. september 2001. -
For nylig var Region Hovedstadens ti beredskabspræster på en studietur i New York for at blive klogere på andres erfaringer med katastrofer og beredskabsarbejde. På billedet ses to lyskegler i New York, også kaldet The Tribute in Lights, der lyser til minde om ofrene for terrorangrebet den 11. september 2001. -. Foto: Xinhua Denmark.

Vi taler om Nørreport, der sprænger i luften, siger Henriette T. Ringgaard, ledende beredskabspræst i Region Hovedstaden og sognepræst i Skovlunde Kirke i Ballerup.

Eller en epidemi, der pludselig udrydder et lokalsamfund totalt, supplerer beredskabspræst Leif G. Christensen, der til daglig er sognepræst i Helligåndskirken i Indre København.

Det lyder dramatisk, men er skam alvorligt ment. Folkekirken har et katastrofeberedskab, der står klar til at rykke ud i forbindelse med alt fra terrorangreb til naturkatastrofer. Det hedder Folkekirkens Katastrofeberedskab og består af 42 beredskabspræster.

For nylig var Region Hovedstadens ti beredskabspræster på en studietur i New York for at blive klogere på andres erfaringer med katastrofer og beredskabsarbejde.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens legitimitet til debat

På deres tur har de blandt andet talt med brandmænd, der var med under redningsarbejdet efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001, samt en katolsk præst, der stod mere eller mindre alene med 25 sørgende familier efter skolemassakren i Newtown i 2012, der kostede 20 skolebørn livet.

Vi aner jo ikke, hvad den konkrete opgave kan være eller bliver, og det er blandt andet det, vi er ude og undersøge på sådan en tur som den til New York, forklarer Henriette T. Ringgaard.

Selvom der er flere tilfælde, hvor Folkekirkens Katastrofeberedskab har været aktivt involveret herhjemme for eksempel Præstø-ulykken i 2011 samt en busulykke i 2010, hvor tre personer omkom på vej hjem fra Tyskland har meget af beredskabets arbejde indtil nu været fokuseret på organisatorisk og forberedende arbejde.

Det arbejde består blandt andet i at sidde med i den lokale beredskabsstab rundt omkring i landets politikredse, at holde kontakt til andre store aktører som for eksempel lufthavnen, hvor en større katastrofe ikke er utænkelig, såvel som at deltage i kurser og efteruddannelse.

Men hvad er det så egentlig, en beredskabspræst gør ude på et katastrofe- eller opsamlingssted? Uanset hvordan man spørger de tre beredskabspræster, er det tilbagevendende nøgleord nærvær.

Vi er åndelig førstehjælp, siger Henriette T. Ringgard og uddyber:

Vi kan være nærværende på en måde, som andre ikke har tid til i en hektisk og kaotisk situation.

Helt konkret kan beredskabspræsten være den, der skriver navnene ned på folk, der er på et opsamlingssted, eller den, der går rundt og skænker kaffe og uddeler vand. Et ærinde, der samtidig giver mulighed for at komme i kontakt med folk og spørge, om der er noget, de har brug for, forklarer beredskabspræst Lars Kruse, der også er sognepræst i Herstedøster.

Ifølge Leif G. Christensen handler det i virkeligheden om at gøre det, man som præst gør i sit daglige virke dog med den væsentlige forskel, at konteksten er en lidt anden.

Han har været med i beredskabsarbejdet i mere end ti år og var blandt andet i Thailand i forbindelse med tsunami-katastrofen i 2004, der kostede omkring en kvart million mennesker livet.

Det handler om at skabe et rum i kaos, hvor der er en form for fredhellighed og ro til, at man kan bede, forklarer han og uddyber:

I katastrofesituationer er folk afsindige og ude af sig selv. I et sådant øjeblik har man brug for at have nogle mennesker ved sin side nogen som man kan tale situationen igennem med, og som kan være med til at skabe en form for normalitet.

Hvad adskiller da en beredskabspræst fra en krisepsykolog?

Ifølge Leif G. Christensen supplerer præsten og psykologen hinanden der, hvor liv og død er vævet ind i hinanden.

Det, vi ofte hører fra andre fagfolk, er, at vi er i stand til at rumme tomhed og desperation. Vores opgave er ikke at bringe folk ud af sorgen men at være med dem i sorgen. Det tror jeg, der er en høj grad af bevidsthed om hos præster mere end der måske er hos andre aktører i en katastrofesituation, siger han og bliver suppleret af Lars Kruse:

Hvor andre tit er handlingsorienterede, er vi nærhedsorienterede. Som præster er vi vant til at sidde med folk, der har mistet. Vi kan ikke give folk de døde tilbage, men vi kan give dem et nærvær, som de kan finde sig selv i, siger han.

LÆS OGSÅ: At være til stede det er det, debatten handler om

På trods heraf mener Leif G. Christensen, at det er vigtigt at vedgå sig som præst og anerkende, at psykologen har et arbejdsområde, som præsten ikke skal blande sig i. For som han siger:

Drejer det sig om et behandlingsforløb i forbindelse med posttraumatisk stress, så siger vi værsgo, psykolog, den er til dig. Men er der modsat nogen, der kommer og siger: Jeg kan ikke finde mit barn, kan vi ikke bede en bøn for det?, så er sagen naturligvis en anden.

Selvom man på hjemmesiden for Folkekirkens Katastrofeberedskab kan læse, at en af beredskabets overordnede opgaver er at forkynde Guds trøst til dem, som sørger, tænker ingen af de tre beredskabspræster, at det er ude på et katastrofe- eller opsamlingssted, at en sådan form for forkyndelse bør finde sted.

Det samme gælder, når det kommer til spørgsmålet om det onde, der ifølge Lars Kruse hører de gode dage til og er mere egnet at diskutere i studiekredsen.

Som præster drøfter vi selvfølgelig sådanne teologiske spørgsmål indbyrdes, og teologien skal naturligvis udgøre fundamentet, også hos en katastrofepræst. Men nogle gange så virker svarene bare ikke. Det er lidt ligesom præsten, der møder den døende ude på slagmarken og siger, hvad klynker du for, du har jo dine synders forladelse, siger Leif G. Christensen og uddyber:

I en katastrofesituation handler det mere om at skabe et medmenneskeligt nærvær med sin tilstedeværelse og være sammen med dem, som måtte trænge til det. Som Frans af Assisi også udtrykker det, prædk med dine handlinger, og kun om nødvendigt med dine ord.

Lars Kruse er enig og tilføjer:

Flere af de præster, vi snakkede med i New York, pegede netop på, at ord ikke virker i sådanne situationer, men at nærvær er det vigtigste. Det at få kontakt med folk og få spurgt den enkelte: Hvad kan jeg gøre for dig? Hvad har du brug for lige her og nu?

Det kan også være at spørge folk, om man må have lov til at sidde med dem i tavshed, indskyder Henriette T. Ringgaard.

For hende er teologien noget, hun har med sig i rygsækken, som gør, at hun godt tør være der, fordi hun har en tro på, at Gud er med hende i rædslen. Eller som hun også siger:

Jeg er der, fordi Gud er med mig.

Henriette T. Ringgard, Leif G. Christensen og Lars Kruse har af København, og Helsingørs biskopper fået lov til at udtale sig på vegne af Folkekirkens Katastrofeberedskab i Region Hovedstaden.