38.000 siders dansk kirkehistorie på nettet

Nationalmuseet skriver stadig på et gigantisk opslagsværk, Danmarks Kirker, som har været undervejs siden 1927. Nu er det online

Den sidste hånd bliver lagt på udstillingen om digitaliseringen af ”Danmarks Kirker”. Projektet fejrede sidste måned 80-års-fødselsdag, men forventes alligevel først færdig midt i dette århundrede. –
Den sidste hånd bliver lagt på udstillingen om digitaliseringen af ”Danmarks Kirker”. Projektet fejrede sidste måned 80-års-fødselsdag, men forventes alligevel først færdig midt i dette århundrede. –. Foto: Nationalmuseet.

Der er godt nyt for kirke- og historieinteresserede, som er løbet tør for plads i bogreolerne.

Nationalmuseet har offentliggjort den digitale udgivelse af Danmarks Kirker, et projekt, der forsøger at kortlægge samtlige danske kirkers historie, inventar og arkitektur. Det betyder, at værkets foreløbig 38.000 siders information og illustrationer nu er tilgængelige for alle. Er man interesseret i at lære mere om sin sognekirke, kræver det derfor ikke mere end et par klik på computeren for at finde vej til Danmarks Kirkers hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Tilløb til ny folkekirkelig hjemmeside

Indtil videre er der over de seneste 80 år udgivet 58 bind af Danmarks Kirker-serien. Siden en donation fra Carlsbergfondet i 1927 satte processen i gang, har et hold fra Nationalmuseet bestående af blandt andet historikere, kunsthistorikere, arkæologer og fotografer været i gang med at analysere de danske kirker én for én.

Den første udgivelse udkom for 80 år siden, i 1933, og beskrev købstadskirker i Præstø Amt. Selvom redaktionen har arbejdet uafbrudt siden, er man på nuværende tidspunkt kun nået to tredjedele af vejen gennem Danmarks 2354 kirker. Projektet forventes afsluttet inden 2060.

I Nationalmuseets kontorbygning, i hjertet af en labyrint af bogreoler og antikke oliemalerier, ligger David Kaarings kontor.

Han og kollegaen Rikke Ilsted Kristiansen er to af medlemmerne i den 10 mand store redaktion, og de står for at måle, veje og analysere indholdet af de mange danske kirker.

Vores arbejde betyder, at den materielle del af kirkekulturen bliver samlet et sted. I værket kan man både få mere at vide om netop den kirke, man interesserer sig for, og danne sig et samlet overblik over de mange hundrede kirker og over deres historiske inventar. Dette ville være så godt som umuligt uden en samlet og systematisk beskrivelse, så bogværket er et uundværligt redskab for både forskningen og bevaringen af den danske kirkekultur, siger David Kaaring, hvis særlige interesse som kunsthistoriker er kirkernes træskårede kunst.

Digitaliseringen af Danmarks Kirker er lykkedes ved hjælp af donationer fra Kirkeministeriet på i alt 680.000 kroner, som er brugt til at sende de foreløbige udgivelser til Det Kongelige Bibliotek. Her er de blevet skåret op i ryggen og side for side blev scannet ind som læselige pdf-filer på computer. Scanningen omfatter hver eneste af de uhyrligt mange sider, der indtil et tidspunkt i 1990erne ikke var skrevet på computer. Forløbet med at få alle bøgerne gennem Det Kongelige Biblioteks scannere har varet to år.

Vi håber med tiden at få oprettet links til alle vores kirkebeskrivelser hos Wikipedia. Det vil være med til at sikre, at folk på en nem måde kan få adgang til et struktureret overblik over netop den kirke, de interesserer sig for, siger cand.mag. Rikke Ilsted Kristiansen, som har været en del af projektet siden 1997.

Ligesom David Kaaring er hun inventarredaktør og skal derfor holde styr på indholdet i de kirker, redaktionen besøger.

Tit besætter Nationalmuseets rejsehold en kirke flere dage ad gangen med kameraer, projektørlamper og måleredskaber.

Projektet er primært drevet af donationer fra fonde, fra Kirkeministeriet og Kulturministeriet. Det første tilskud fra Carlsbergfondet i 1927 er siden blevet suppleret af Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden og andre fonde.

På en reol bag Rikke Ilsted Kristiansen står alle bøgerne i to lange rækker. Helt præcis fylder værket 2,6 hyldemeter, hvis man også tæller de løse udgivelser med, der ikke er samlet i bind endnu.

Det er forskelligt, hvor meget beskrivelsen af en kirke fylder på skrift. En lille landsbykirke kan for eksempel fylde 30-40 sider. Men de store købstadskirker kommer op på flere hundrede, fortæller hun.

Sankt Knuds Kirke i Odense fylder alene 930 sider, hvis man tæller indholdsfortegnelsen med.

I anledningen af projektets 80-års-fødselsdag og digitaliseringen af bøgerne har Nationalmuseet en udstilling om arbejdet, som kan ses frem til den 31. oktober.