Et kirkeråd kan gå længere end selv den værste minister

Er den nuværende ordning ikke stivnet og reaktionær? Nej, den har i de seneste 160 år ikke været til hindring for ændringer

Kirkeministeriet har sat høringsfristen til den 31. oktober for præster, menighedsråd eller andre, der vil give deres mening til kende om den fremtidige styring af folkekirken. –
Kirkeministeriet har sat høringsfristen til den 31. oktober for præster, menighedsråd eller andre, der vil give deres mening til kende om den fremtidige styring af folkekirken. –. Foto: Leif Tuxen.

Thorkil Sohn, menighedsrådsformand i Husby Sogn, Sognegårdsvej 11, Husby, Ulfborg har skrevet debatindlægget

DER ER TRE MULIGHEDER i debatoplægget om en ny styringsstruktur for folkekirken, nemlig at lovfæste den nuværende ordning, hvor stat og folketing er kirkens lovgiver (model 1 som jeg går ind for), et kirkeråd med begrænset indflydelse (model 2) og et kirkeråd med større beføjelser (model 3). Der er alle chancer for, at det ender med model 2 og dermed et ægte dansk kompromis.

LÆS OGSÅ: Fejl og mangler i debatoplæg om ledelse af folkekirken

Kirkerådet vælges ved diverse indirekte valg og er sammensat af så få repræsentanter for de forskellige grupper (menighedsråd, præster, provster og så videre), at det mest kommer til at bestå af midtersøgende personer et stort gråt fællesmarked. Mindretal, for eksempel Tidehverv og Indre Mission, vil få vanskeligt ved at få nogen valgt. Desuden er den store gruppe af folkekirkemedlemmer, som ikke til daglig tager del i kirkens arbejde, ikke repræsenteret.

Endelig vil model 2 med stor sandsynlighed føre til model 3, ja, endog endnu mere. Vi ved af erfaring, at diverse reformer (for eksempel kommunalreformer og EU-reformer) som regel udvikler sig ud over det, der fra begyndelsen var udstedt politisk garanti for. Der er for eksempel næppe nogen tvivl om, at et kirkeråd vil blive inddraget i arbejdet med at gennemføre de nødvendige kirkelukninger og sognenedlæggelser.

Ja, men uden kirkeråd er det jo minister og folketing, der bestemmer, indvendes det, og vil vi ikke med et kirkeråd få sikkerhed for, at kirken ikke bliver udsat for overgreb af aggressive kirkeministre og ukirkelige folketingsmedlemmer?

Nej, et kirkeråd kan føle sig berettiget til at gå længere end selv den værste minister og politiker det er jo kirkens valgte ledelse. I over 160 år har det været sædvane, at stat og folketing lytter til alle i kirken, ikke mindst vedrørende de indre anliggender, hvor flertallet ikke pr. automatik har ret. Og selvom der (meget sjældent, men desværre for nylig) er handlet anderledes, så har minister og folketing dog stort set styret kirken godt.

Er den nuværende ordning ikke stivnet og reaktionær? Nej, den har i de seneste 160 år ikke været til hindring for ændringer. Man kan endda spørge sig selv, om et kirkeråd ville have udvist rettidig omhu med at oprette menighedsråd, lovliggøre gengifte af fraskilte, kvindelige præster og så videre noget, som har reddet folkekirken.

TRÆNGES DER IKKE til strukturelle reformer i folkekirken? Jo, der trænges aktuelt til retsgarantier for sognenes/menighedernes selvstyre og eksistens og for lokale præstestillinger i et rimeligt omfang, så den eneste tvang, som folkekirkens grundlæggende byggesten oplever, er den økonomiske nødvendighed. Dette kan opnås ved at indføre bloktilskud. Modellen kendes fra de frie skoler, og de små sogne kan tilgodeses ved et passende grundtilskud, som sikrer, at kirken findes på den yderste ø.

Med en sådan ordning sker strukturændringer nedefra og udvikler sig organisk, og ingen menighed, der kan få det til at køre med sin retmæssige andel af pengene (eventuelt ved at udføre ulønnet arbejde), tvinges til nedlæggelse.

Dette er nødvendigt for at sikre, at new public management, som for tiden er moderne, ikke ødelægger et af de sidste steder, nemlig folkekirken, hvor folket har ejerskab til og indflydelse på en offentlig indretning, der endda ikke kan dokumentere, at den gør nytte. Netop derfor står og falder den med, at folket bakker den op. Bliver den til en statsstyret forvaltning, er dens dødsdom rykket nær, den er jo unyttig og derfor ifølge den nævnte herskende teori en overflødig udgift.

Tilsvarende må der lægges loft over kirkens fællesudgifter, så også de højere led i kirken tvinges til at sætte tæring efter næring.

Får vi sådanne retsgarantier, kan man måske leve med et kirkeråd, for så er de værste ulykker forhindret. Yderligere skader kan måske i nogen grad hindres, hvis et kirkeråd gøres så stort, bredt og direkte valgt, at flertal vedrørende åndelige og politiske emner vanskeliggøres.

MEN JEG HAR slet ikke nævnt den vigtigste reform, som folkekirken trænger til. Kirkens største problem er nemlig ikke strukturen, men indholdet. Kirkens opgave er først og fremmest at forkynde evangeliet. Til den ende trænges blandt andet til, at der skabes flere fora, hvor lægfolk, menighedsråd, præster og så videre kan drøfte med kloge teologer, hvad det vil sige at være evangelisk-luthersk uden at der skal stemmes om noget.

Og staten kunne passende udvide sin understøttelse af kirken ved at pålægge Danmarks Radio, at der laves lødige, folkeoplysende programmer om det samme emne, og ved at styrke undervisningen om det i skolerne.

Det er kristendommens vekselvirkning med det folkelige og det politiske, der har skabt dagens Danmark. Og smider vi kristendommen ud, så vil det for sent gå op for os, at det, foruden at vi mister syndernes forladelse, betyder, at sammenhængskraften fordamper, og det politiske og folkelige liv sprænges yderligere i atomer.