Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg tror, der er en Gud til, som styrer verden på en måde, der ligger uden for menneskers fattige fatteevne. Gud er bare. Det kan lyde irrationelt, men den slags hører også livet til. At Jesus var Guds søn, accepterer jeg gerne, fordi han var inkarnationen af kærlighed. Og størst af dem er kærligheden, som apostlen sagde. Og hvorfor fornægte det største og rigeste i menneskelivet?
Der står i Bibelen, at Gud er kærlighed, og for mig er kærligheden Gud. Det at kunne opleve kærligheden er det samme som at møde Gud.
LÆS OGSÅ: "Det var en gud, som ikke var på min side"
Hvad var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Mit barndomshjem var stærkt præget af en lidt mørk Indre Mission. Det har hæmmet mig meget, men alligevel er jeg ikke bitter på mor og far. De var enige om, at sådan skulle vi børn opdrages, og de levede begge op til deres egne krav. De gav med deres ærlige adfærd gode og respekterede eksempler på en kristen livsførelse.
Vi var 11 børn, og jeg er nummer fire, så det var begrænset, hvor meget kærlighed der kunne blive til os alle. Der var altid en lille, der havde behov. Jeg kan huske engang, hvor jeg som barn havde lært at svinge mig fra en gren til en anden gren i haven. Det var sikkert ikke en stor ting, men for mig var det. Mor sad i haven, og jeg kaldte på hende, så hun kunne se mig. Hun så op, og jeg svingede mig over på den anden gren, men da jeg igen så op, var hun travlt optaget af noget andet.
Far troede nok ikke på Gud. Han vidste, Gud var til. Og far havde den opfattelse, at den viden kunne han overføre til os. Som ung kom jeg ind på kontoret til far. Jeg har måske gået i gymnasiet, og jeg var forelsket i en pige, og jeg ville i den forbindelse gerne spørge far om noget. Han så op på mig og spurgte mig, om jeg havde talt med Gud om det? Det havde jeg ikke. Og så var der ikke mere at gøre der. Det var lidt nemt for far at reagere på den måde.
Hvad har udfordret din tro?
I 1961 flyttede jeg fra Thyborøn til København og boede i storstaden i 25 år. Herefter flyttede jeg til Fjaltring ved Vesterhavet.
Livshalløjet i København blev en glædelig udfordring, og jeg gik straks med. Gud og kirkegang blev ganske stille til næsten ligegyldige størrelser. Der var nok andet at beskæftige sig med. Og i de år slog jeg da til Søren.
Men da jeg så to gange med nogle års mellemrum oplevede, at jeg på helt uforklarlig vis undgik at blive dræbt i en trafikulykke, følte jeg, at jeg blev beskyttet af højere magter, og jeg vendte lidt efter lidt tilbage til en slags tro. Den tro var anderledes end i min barndom, for jeg følte noget personligt. Den ene gang var jeg og bilen kommet ud af kurs, men noget uforklarligt fik min fod til at flytte sig fra bremsen, så jeg med bilen skred gennem en åbning i en mur uden en skramme. Den anden gang holdt jeg i et kryds, men kunne ikke køre ud, selvom en modkørende bil var langt, langt væk. Da den var forbi mig, kørte jeg, og 10 meter længere nede ad vejen, jeg drejede ind på, lå en ung mand på motorcykel og var dræbt på stedet af en stor fejebil, som kørte på tværs af vejen. Jeg tænkte, at det kunne have været mig. Det var altså ikke meningen, at jeg skulle herfra lige der.
Da jeg boede i København, følte jeg det hele tiden, som om jeg stod på en perron. I Vestjylland er folk mere i pagt med naturen og mere i pagt med Gud. Her er landsbykirker, som rager op, så man ikke kan undgå at se dem, modsat i byerne. Sådan noget kan jeg ikke blæse på. Jeg føler ikke, jeg har format til at kassere mine forfædres livssyn. Jeg har et bånd til kristendommen og til Vestjylland, som jeg holder fast ved. I København savnede jeg naturen, nu bor jeg med udsigt til havet fra 23 ud af 24 af vinduerne i mit hus.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Som seksårig måtte jeg give min gamle farmor hånd på, at jeg resten af mit liv hver morgen og aften ville slå korsets tegn både for pande og bryst.
Som barn og ung kunne jeg vågne om natten og være bange for, at jeg havde glemt det om aftenen. Så slog jeg rigtig mange korstegn for også at have lidt at tære på.
I København-årene glemte jeg det vist helt, men det kom igen, da jeg vendte tilbage til Vestjylland. Også i dag slår jeg korsets tegn for mig. Jeg gør det som det sidste, inden jeg går ud ad døren før en længere køretur. Det fastholder mig den dag i dag i den kristne tro, selvom jeg ikke vil anbefale nogen at gøre, som min farmor gjorde.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg hader forstillelse og løgn, og jeg hader lunkenhed og lefleri. Møder jeg noget sådant, bliver jeg aggressiv og provokerende. Fordi løgn og kompromiser indgår som væsentlige faktorer i de politiske udfoldelser, har politik aldrig interesseret mig.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
De forfattere, der har gjort stærkest indtryk på mig og provokeret mig til engagement i menneskelivet, er helt afgjort Henrik Pontoppidan, Kaj Munk og Søren Kierke-gaard. For dem er et lidenskabeligt forhold til det at leve afgørende. De kræver lidenskab. Har man ikke en sådan, er man kun egnet til at være i det, Pontoppidan betegner som De dødes rige.
Åndeligt har jeg faktisk altid følt mig mest hjemme i romantikkens tid, hvor Gud var overalt, og hvor idealerne blomstrede. Ja, jeg føler sommetider, jeg er født 200 år for sent.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er, som om Kaj Munk med sit martyrsind og sin uforfærdede adfærd har bundet trådene sammen i mig. Som ung skrev han til en studiekammerat: Jeg tror ikke, men jeg vil, jeg vil, jeg vil tro. Det at ville tro på Gud er for mig så afgjort det bedste åndelige råd, jeg har fået. I dag er problemet, at man ikke vil tro, man vil have viden. Men så er det ikke længere tro. Jeg mener, det i vor tid er viljen, den er gal med.