I lejlighedens kontorværelse retter Grete Budsted på kameraet over computeren, rømmer sig, trykker på start og siger de ord, hun har forberedt: Hi, Im Grete. And I want to go to Mars!.
Hun har tænkt grundigt over det. Selvfølgelig. Man ansøger ikke bare sådan om at rejse til en anden planet. Slet ikke, når der ikke er nogen mulighed for at vende tilbage. Og det er der ikke, for konceptet i det hollandske Mars One-projekt er lige så simpelt, som udførelsen er uendelig kompliceret: Fire mennesker skal i 2023 sendes til den røde planet for at begynde en koloni.
Da ansøgningsfristen for nylig udløb, havde flere end 200.000 mennesker indtalt en mundtlig ansøgning foran et computerkamera. 489 af dem var danskere. En af dem var en 54-årig læge fra Odense med speciale i infektionssygdomme: Grete Budsted.
Kristeligt Dagblad møder hende i den rummelige lejlighed lige ved siden af universitetshospitalet, hvor hun arbejder. Hun bor her alene, ingen mand og ingen børn. Ikke fordi hun har undgået nogen af delene, det har bare ikke artet sig sådan. Måske fordi hun har rejst det meste af sit voksenliv. I 22 år har hun organiseret bistandshjælp i typisk Asien og Afrika for organisationer som Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. I alt 37 forskellige hjem har hun talt sig frem til, og det ses i lejligheden, hvor et stort billede af en flyvende hest købt i Hanoi i Vietnam præger stuen sammen med blandt andet afrikanske træfigurer og en grønlandsk tupilak.
LÆS OGSÅ: Danskere står i kø for at blive marsboere
Lige så længe, jeg kan huske, har jeg været drevet af et stort behov for at hjælpe andre. Samtidig har jeg altid været meget eventyrlysten, så jeg valgte medicinstudiet, fordi jeg tænkte, at det var det fag, jeg bedst kunne bruge ude i verden. Havde jeg levet i en anden tid, var jeg nok blevet opdagelsesrejsende, fortæller hun.
Det var i maj, hun første gang hørte om Mars One-projektet. Hendes første tanke var: Fantastisk! Jeg må med! Men så tænkte hun også: Jeg er for gammel.
Hele sommeren rumsterede billederne af hende, siddende på Mars dybt optaget af at finde spor efter liv. Måske endda liv. Nu kunne hun ikke slippe idéen om at blive en del af menneskehedens måske vigtigste og mest banebrydende skridt i nyere tid ud i rummet.
Selvfølgelig ville der være afsavn. Familien. Vennerne. De lange gåture, hun nyder så meget. Forårsskoven. At kigge ud over vandet med den friske vind dejligt ruskende i kroppen. Men ville det ultimative eventyr ikke opveje ulemperne?
Til sidst satte hun sig foran computeren. For hvem vidste, hvordan de ville udvælge de rumrejsende? Selvom hun ikke kunne være med til at producere nye marsboere, kunne hun jo hjælpe med at få dem sikkert til verden. I det hele taget ville der være brug for hendes faglighed både i forhold til sygdom, sundhed og forebyggelse. Foruden hendes rent videnskabelige evner.
Det er oplagt at sende en læge af sted, men dem er der jo mange af, også yngre end mig. Det særlige, jeg kan bidrage med, er måske nærmere, at jeg har mange års erfaring med et få små teams til at fungere optimalt ofte under vanskelige forhold og altid sammensat af meget forskellige mennesker fra forskellige kulturer. Og netop det at kunne få det sociale til at fungere på så lidt plads og i så uvante omgivelser tror jeg bliver nøglen til succes for hele projektet ikke mindst på længere sigt. Så selvom der kun er meget lille sandsynlighed for, at de vælger mig ud af 200.000 mennesker, er min ansøgning seriøst ment. Jeg tror faktisk, jeg vil kunne gøre en forskel, siger Grete Budsted og sender et lidt skævt, beskedent smil.
For egentlig ville hun helst have holdt sin beslutning for sig selv. Indtil videre er hendes ansøgning jo omkostningsfri, hvilket en del af de andre ansøgninger da også bærer præg af. Her er alt fra unge mennesker med store drømme til ureflekterede lykkeriddere og familiemennesker, der næppe vil af sted, når det kommer til stykket. Først hvis hun bliver kaldt til en samtale, og det hele er mere reelt, virker det naturligt at fortælle offentligt om sine vilde drømme. Når hun alligevel gør det nu, er det, fordi hele projektet netop skal finansieres gennem offentlig interesse i tv-programmer, som følger udvælgelsen, opsendelsen og livet på Mars. Så det nytter ikke at gemme sig.
Indtil videre har hun kun fortalt noget til familien og de nærmeste venner. Ingen har været overraskede over, at netop hun kunne finde på det. Men mens familien har bakket op, har vennernes reaktion været: Grete, gør det ikke!
Hun har ikke fortalt noget til kollegerne. Måske frygter hun lidt, at de vil tro, hun er blevet skør. Eller i hvert fald er mærkelig, erkender hun. Og det er da også mærkeligt, det ved hun godt. En veluddannet og endda meget rationel kvinde på 54 år, der virkelig tror på, at hun kan komme til Mars
LÆS OGSÅ: En enkeltbillet til Mars er inden for rækkevidde
I mit hoved giver det alligevel god mening. Jeg ville aldrig tage af sted, hvis jeg havde mand eller børn. Men jeg har levet et liv på farten, hvor jeg i meget lange perioder har været adskilt fra familie og venner, så jeg ved, at jeg godt kan leve et godt liv uden at være tæt på dem. Jeg ser heller ikke min beslutning så meget som et farvel til mit liv på Jorden, mere som et goddag til et helt andet liv med helt enorme perspektiver i. Vi står på kanten til, at menneskeheden bosætter sig uden for Jorden tænk at blive en del af den storslåede vision, siger hun med hævet toneleje og øjenbrynene skudt op i panden.
Er der også et element af flugt i dit ønske om at rejse til Mars?
Nej, der er mere noget, der drager mig, end noget, der skubber mig væk. Af en eller anden grund har jeg altid været fascineret af tanken om liv i rummet. Hvis jeg som barn og ung blev spurgt, hvad jeg ville vælge, hvis jeg kunne få ét ønske opfyldt, var det altid at møde intelligent liv fra rummet. At se hvem og hvad der ellers er derude, for jeg er overbevist om, at vi ikke er alene. Det er ikke religiøst betinget, det er ren sandsynlighedsregning. Det vil være mærkeligt, hvis livet kun har udviklet sig på Jorden. Men det er ikke det, Mars-projektet handler om, for det er usandsynligt, at intelligent liv findes der. At opbygge en koloni er dog et kæmpe skridt i retning af at finde andre. Teknologisk og vidensmæssigt, men også holdningsmæssigt, for uden folkelig interesse sker der ikke noget. Så bliver vi bare ved med at vente, til de finder os.
Hvilket slags eventyr forventer du dig?
Hverdagen på Mars bliver helt sikkert præget af en masse rutiner i forhold til kontrol, vedligeholdelse, dataindsamling og fysisk aktivitet. Jeg forventer ikke en dans på roser. Til gengæld bliver hver eneste tur ud på planeten et eventyr, intet kan måle sig med uanset hvad der sker. Selv de mindste fund kan skabe helt ny viden, og det bliver nok kunsten: at kunne se det store i det små. Kan man det, bliver livet på Mars måske nok ensformigt, men aldrig kedeligt. Alene det at være med til at opbygge en helt ny civilisation, er da fascinerende. For vi er jo nødt til at få styr på helt grundlæggende ting som: Hvordan organiserer man sig socialt, økonomisk, politisk og juridisk. Hvordan starter man forfra?
Er du ikke bange for at blive skør ligesom det ofte sker på film?
Man kan jo blive skør alle steder, ha ha. Jeg har tiltro til, at den lange udvælgelsesproces i sig selv sier dem fra, der ikke kan klare et liv på Mars. Så hvis jeg bliver udvalgt, og hvis jeg selv har en god fornemmelse af det team, de har sammensat, er jeg ikke nervøs for, hvordan jeg vil reagere på de nye omgivelser.
Hvis du faktisk går videre til næste runde og bliver indkaldt til en samtale, hvad vil du så spørge dem om?
Hvad de har tænkt sig, hvis den folkelige opbakning og dermed det økonomiske grundlag forsvinder, sådan som det skete med månelandingerne. Hvis befolkningen på Jorden ikke længere vil prioritere en koloni på Mars, vil man så efterlade marsbeboerne? Det spørgsmål har jeg ikke set besvaret nogen steder, og det er da en reel bekymring.