Første bispekandidat er klar i Ribe Stift

Han blev ordineret i Ribe Domkirke. Nu, 22 år senere, stiller provst Elof Westergaard op som bispekandidat i Ribe Stift

Som formand for Foreningen for Kirkegårdskultur og forfatter til bøger om bøn, kirkegårdskultur, salmer, kunst og kristendom er Elof Westergaard en alsidig teolog. –
Som formand for Foreningen for Kirkegårdskultur og forfatter til bøger om bøn, kirkegårdskultur, salmer, kunst og kristendom er Elof Westergaard en alsidig teolog. –. Foto: Anette Kirk Jepsen.

Selvom bispevalget i Ribe Stift først bliver udskrevet i slutningen af året, offentliggør Elof Westergaard, sognepræst ved Mariehøj Kirke og provst i Silkeborg, allerede nu, at han ønsker at blive den næste biskop over Ribe Stift efter Elisabeth Dons Christensen, der fylder 70 år i 2014. Han er blevet opfordret til at stille op og erklærer sit kandidatur tidligt for at nå at få en bred debat. Elof Westergaard vil gerne have samtalen i fokus i alle aspekter af det kirkelige liv.

Jeg går for eksempel ikke ind for kirkelukninger, men for en samtale lokalt, hvor man finder en løsning, hvis der kommer få i kirke. Den vej vender kirken for mig, siger han.

Elof Westergaard peger på, at 22 år som præst har givet ham en indsigt i mange niveauer af folkekirken.

I godt fire år har han været provst og kender derfra folkekirkens administration og ledelse. Han glæder sig desuden over muligheden for at vende tilbage til Ribe Stift, som han forlod i 2005 for at blive præst ved Mariehøj Kirke.

Det er menigheden i sognene Husby-Sønder Nissum og Thorsminde i Ribe Stift, der har opdraget mig, siger Elof Westergaard, der betegner sig selv som grundtvigsk.

Staten skal ikke bestemme over folks tro. Der skal være frihed, og derfor skal kristendom og trosanliggender ikke gemmes af vejen. For eksempel er det vigtigt at finde en løsning, så den nye skolereform ikke kommer til at stå i vejen for, at børn kan komme til konfirmandundervisning. Det medvirker i sidste ende til det fælles bedste. Derfor skal også stat-kirke-forholdet bevares, siger han og fortsætter:

For øjeblikket pågår der en strukturdebat, og det er vigtigt, at vi nu afventer høringssvarene. Du får mig derfor ikke til at sige, hvilken model jeg går ind for. Kun at jeg er optaget af, at vi sikrer et godt forhold mellem stat og kirke, samtidig med at menighedsrådene ikke bliver frataget myndighed, siger Elof Westergaard.

Han har ingen problemer med kvindelige præster eller vielse af homoseksuelle. Til det sidste tilføjer han dog, at det er godt, at den enkelte præst har lov til at sige nej til at vie homoseksuelle par. Men han vil gerne betone en vigtigere pointe:

Kirken er grundlæggende ikke noget, vi skal ud at opfinde. Evangeliet er givet. Det står og falder ikke med, hvem der er biskop. Om det er mig eller en anden. Men det er klart, at der er nogle rammer, hvor det kan gøre en forskel, hvem der sidder i embedet, siger han.