Jeg vil meget fraråde, at en af de foreslåede modeller for styring af folkekirkens indre anliggende og den fælles økonomi benyttes. Model 1) vil forstærke og cementere den nuværende helt forkerte økonomiske og organisatoriske udvikling i folkekirken, og model 2) og 3) vil i ødelæggende grad accelerere denne udvikling.
Når man er på vej ud ad en helt forkert vej, er det ikke progressivt at gå fremad.Nej, så er det mest progressive at gå tilbage til den vejforgrening, hvor man valgte forkert.
Jeg finder det i udgangspunktet prisværdigt, at ministeriet nedsatte et udvalg angående folkekirkens styring. Der er de seneste 20-25 år blevet indarbejdet en række skævheder i folkekirkens struktur, som har udhulet sognenes autonomi og biskoppernes autoritet.
LÆS OGSÅ: Et råd til folkekirken
Magten er i vid udstrækning flyttet fra sognene til provstiet og fra stifterne til provstiet og centraladministrationen. Det har samlet betydet en voldsom centralisering og en fordyrende bureaukratisering af folkekirkens liv. Blandt andet er den administrative del af provstestillingen blevet pustet voldsomt op, der er blevet oprettet flere hundrede nye årsværk for provstisekretærer og lignende.
Provstiet er blevet den implementerende instans i den skabelon med new public management, som centraladministrationen har proppet folkekirken ned i. Der er brug for, at dette ganske unødvendige og voldsomt dyre fedtlag atter skæres væk, og magten og ansvaret gives tilbage til sognene og til biskopperne.
Sognet, præsten og biskoppen er de eneste nødvendige enheder i en kristen kirke, og det bør derfor være hos disse, al magten og ansvaret ligger. At give magten tilbage til sognene og frit lade dem finde lokale løsninger på lokale opgaver vil ikke mindst gøre folkekirken langt billigere i drift og bane vej for den sænkning af kirkeskatten, som er absolut nødvendig, hvis medlemstabet ikke skal accelerere.
Derfor er der brug for en klar lovgivning, som stadfæster sognets traditionelle administrative og økonomiske autonomi og for eksempel entydigt fastslår, at kirkebygningerne tilhører sognet.
Når der en sjælden gang imellem nedefra breder sig en bred folkekirkelig debat om indførelse af for eksempel ændrede ritualer, nye salmer eller lignende, er det med nutidens kommunikationsmidler også ganske let at lade en sådan debat munde ud i en afstemning, hvor samtlige landets menighedsrådsmedlemmer og præster har stemmeret og biskopperne vetoret i lærespørgsmål. Men en sådan debat bør netop altid opstå nedefra. Der er i en kirke aldrig brug for, at initiativet kommer fra centralt hold, thi det centrale i kirken ligger fast på forhånd.
Evangeliet er altid nyt, ja, det er det eneste virkeligt nye, som nogensinde er kommet ind i verden, og netop derfor består en kristen kirkes opgave aldrig i selv at forny sig, men i bestandig at være ny ved at finde tilbage til sine rødder. Af ovenstående grunde fandt jeg det nyttigt at ministeriet nedsatte et udvalg. Efter at have læst udvalgets forslag, kan jeg imidlertid se, at udvalget vælger den stik modsatte vej, nemlig vejen mod en voldsomt forstærket centralisering og bureaukratisering.
Model 1) præsenteres i debatoplægget som en stadfæstelse af den nuværende ordning, men det er falsk varebetegnelse. Thi en cementeret teknisk ret er noget helt andet end den nuværende sædvaneret. Model 1) vil, skriver udvalget selv, føre til endnu mere regulering og central styring, hvor man forsøger at homogenisere den frie folkekirke i den offentlige sektors billede.
Model 2) og 3) er reelt ens, da model 2), når den først er indført, ganske umærkeligt kan udvides til model 3). Model 2) synes alene fremlagt som et pædagogisk trick, som tager hensyn til, at vi danskere altid foretrækker et midtsøgende kompromis. Men også dette er altså i dette tilfælde falsk varebetegnelse.
Det centrale ord i debatoplægget er ordet demokratisk legitimitet, og det er jo netop kodeordet, når man i dag ønsker at flytte magt. Skal der ske yderligere centralisering af folkekirken, kræver det derfor, at de centrale organer fremstår demokratiske.
Da der var debat om kirkelukninger i København, var ministerens argument for ikke at lukke kirker hen over hovedet på sognene netop, at det kun er menighedsrådene, som i dag har demokratisk legitimitet. Det er blandt andet dette, der vil blive ændret på ved hjælp af et demokratisk valgt kirkeråd. Et kirkeråd vil efter nutidens journalistske logik kunne hævde at tale på folkekirkens vegne.
Magten i folkekirken er et nulsumsspil. Derfor skal den magt, som gives til centrale råd, nødvendigvis tages andre steder fra. Og forslagene tager stort set ikke magt fra minister og folketing. Nej, magten tages endnu en gang fra sognet og fra stiftet. Hvor små kompetencer man end giver rådet fra begyndelsen, så vil det med den demokratiske legitimitets indbyggede inerti påtage sig stadig større magt.
LÆS OGSÅ: Kirkeråd er og bliver kirkerod
Rådet vil påtage sig rollen som folkekirkens ansigt udadtil. Det vil udstikke opgaver for folkekirkens nye forskningscenter, og det vil være folkekirkens ansigt i medierne, ved folkemødet på Bornholm og så videre. Rådet vil have en formand, en næstformand og diverse udvalgsformænd. Og alle vil have behov for at opretholde en konstant synlighed gennem stadig nye initiativer.
Men i en kirke skal initiativerne altid komme nedefra. De incitamentsstrukturer, som i en pyramideformet organisation kan være nyttige, virker i en kirke stik mod hensigten, nemlig demoraliserende. Det ser vi allerede i dag.
Overalt i verden kan man få bekræftet, at levende og voksende kirker stort set altid består af små selvstyrende menigheder samlet omkring én kirke og én præst. Også derfor bør enhver ændring i folkekirken sigte på at give magten tilbage til sognet.
At der kun skal vælges ét lægt medlem fra hvert stift demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at den demokratiske legitimitet ikke er reel. Skal folkekirkens meget store teologiske, kirkelige og geografiske bredde forholdsmæssigt repræsenteres i et råd, skal der vælges mindst 20 i hver stift.
Den foreslåede sammensætning og størrelse på rådet er en demokratisk narresut. Især i dag hvor folkekirken, såvel gejstligt som lægt, reelt indeholder vidt forskellige religioner lige fra kulturkristne ateister til dem, der tror på en levende og historisk indgribende Gud i himlen er der brug for en meget bred sammensætning, hvis mindretal ikke skal føle sig ekskluderet af fællesskabet og tage konsekvensen deraf ved at forlade folkekirken.
Ligesom der er brug for at fastfryse kirkeskatten et stykke under det nuværende niveau, således er der er også brug for at få strammet op omkring fællesfondens løbske variable udgifter. Der bør ikke i yderligere grad overføres midler fra sognene til fortsat udvidelse af folkekirkens uddannelsesinstitutioner, et eventuelt nyt, hundedyrt forskningscenter og så videre.
Et direkte valgt kirkeråd vil ikke være egnet til at styre den fælles økonomi. Det vil med sin demokratiske legitimitet tværtimod føle sig kaldet til at gøre sig synlig ved at udvide sit kompetenceområde og tage stadig nye initiativer. Derfor bør den nuværende ordning bevares. Den kunne eventuelt justeres således, at den rådgivende budgetgruppe og budgetsamrådet sammenlægges.
Man kan naturligvis ikke udelukke, at det engang kan blive nødvendigt at afholde landsdækkende kirkemøder for folkekirken. Hvis Grundloven for eksempel blev ændret og Folketinget ikke længere ville lovgive skønsomt for kirken, kunne det være nødvendigt, at repræsentanter for sognene samledes engang hvert andet år for at drøfte de landsdækkende anliggender.
Men i så fald skulle et sådant møde være reelt repræsentativt for kirken og derfor bestå af mindst 200 deltagere. Og vigtige spørgsmål som ritualændringer burde kun kunne besluttes efter kvalificeret flertal ved en urafstemning blandt alle menighedsrådsmedlemmer og gejstlige.
Claus Thomas Nielsen er sognepræst